De praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende, men også integreret del af det offentlige sundhedsvæsen. Det giver udfordringer. (Arkivfoto fra session).
Foto: PETER HOVE OLESEN

De praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende, men også integreret del af det offentlige sundhedsvæsen. Det giver udfordringer. (Arkivfoto fra session).

Sundhed

Sundhedsredaktøren: De praktiserende læger står ved en korsvej

Praktiserende læger er effektive og billige – og bøvlede, mener nogen. Så hvordan ser fremtiden ud?

Sundhed

»Taler vi til baggrund?«.

Sådan spørger stort set alle sundhedspolitikere, embedsmænd i regioner, styrelser og departementet samt eksperter i indretning af sundhedsvæsenet, når jeg spørger til landets praktiserende læger.

Når jeg bekræfter, åbner de op.

Det siger mig to ting: at sårene oven på overenskomststriden og regeringsindgrebet i 2013 mellem regionerne og regeringen på den ene side og de praktiserende læger på den anden slet ikke er helet endnu. At familielægen står ved en korsvej.

For hvilken plads har de praktiserende læger i det offentlige danske sundhedsvæsen i dag og fremover?

I weekenden blev korsvejen atter tydelig.

Efter fire måneders forhandlinger måtte Region Hovedstaden og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) droppe en aftale om den udskældte akuttelefon.

De praktiserende lægers fagforening fraråder derfor fortsat medlemmerne at tage arbejde i akutordningen.

Hovedstadens borgere med influenza risikerer derfor stadig fremover at få en gynækolog i 1813-telefonrøret, ligesom den smertepinte kvinde med underlivsbetændelse kan snakke med en ortopædkirurg.

Er de offentligt ansatte?

Lægerne, der – modsat speciallægerne på hospitalerne – er specialister i at stille diagnoser og behandle diagnosticering og behandling af almene sygdomme, ville ikke underlægge sig regionens ønske om fuld kontrol med 1813-ordningen.

»Vi vil gerne ind og sørge for, at speciallæger i almen medicin sætter præg på akutordningen, men det kan vi ikke komme uden at underlægge os regionen som offentligt ansatte«, sagde PLO-formand Christian Freitag efterfølgende.

Og det er sagens kerne: Er de praktiserende læger at betragte som offentligt ansatte, sådan som embedsmændene i styrelser, myndigheder og departement, sundhedspolitikere og eksperter ser dem? Eller er de private leverandører af sundhedsydelser, hvor lægerne kan vælge, om de skal bidrage med løsninger på de opgaver, som regionen stiller?

Faktum er, at landets praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende. Stort set hver en lille klinik i kongeriget er ejet af lægen selv. Hun sørger for, at sneen er skovlet, hyrer og fyrer personale, holder MUS-samtaler, mens hun holder sig fagligt opdateret og behandler patienter.

Lægerne mener ikke, at det er en selvfølge, at de skal hjælpe regionerne og ’systemet’, når nye ønsker opstår. Det mener ’systemet’, da næsten al familielægens indkomst er fra skattekroner.

Mindre kompromissøgende

I marts i år gik daværende PLO-formand Bruno Melgaard Jensen af i utide. Ellers var han blevet gået af sine egne.

Flertallet af de praktiserede læger havde ikke længere tillid til doktor Melgaard. Manden, der blev valgt som formand på en samarbejdslinje med regionerne, efter at én sølle stemme ved et højdramatisk repræsentantskabsmøde i juni 2013 afgjorde, at lægerne ikke skulle aflevere deres ydernumre – beviset på, at de må modtage patienter fra det offentlige – og gå i reel konflikt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En meget stor, larmende og aktiv fløj blandt de praktiserende læger har siden markeret sig heftigt internt og eksternt. Den bryder sig ikke om diktater fra ministre og regioner. Den bryder sig ikke om at være den lille i forholdet, der skal takke ja til alt, der kommer ’fra oven’. Den bryder sig ret beset ikke om meget forandring.

Den nyvalgte PLO-formand Christian Freitag siger, at han befinder sig et sted mellem den afgående mere ’systemsøgende’ formand og de højtråbende læger.

Lægeforeningen fremsatte for nylig i Politiken et politisk ønske om en plan for de praktiserende lægers placering i fremtidens sundhedsvæsen. Både minister og politikere enten greb bolden eller fortalte, at de selv bakser med sådanne planer.

Med historisk korte liggetider på hospitalerne, langt færre sengepladser, flere ambulante hospitalsbesøg og ønsket om bedre sammenhænge fra hospitaler og helt ud til kommunernes plejeindsats står de praktiserende læger med en nøglerolle. Som gatekeeper og koordinator. Det anerkender alle. Men ingen aner, hvordan den skal udfyldes med fremtidens supersygehuse.

Derfor taler man nu om planer for det nære sundhedsvæsen.

For hvordan får ’systemet’ 3.600 selvstændige erhvervsdrivende praktiserende læger, hvoraf hver tredje er over 60 år, til at gå i takt og løse flere opgaver uden særlig mange flere penge?

Forandringerne skal normalt ske ved fornyelse af overenskomsten, men for politikerne har det vist sig som et langsommeligt forandringsværktøj.

Derfor står de praktiserende læger ved en korsvej. Men valget er ikke kun deres.

For det politiske niveau ved, at almenpraksis-modellen er effektiv og billig, da praksislægerne har den selvstændigt erhvervsdrivende tankegang. Selvom hospitalslægerne er hårdtarbejdende, er de lønmodtagere med en lønmodtagerkultur. De accepterer at blive kastet rundt på nye afdelinger og matrikler efter regionernes forgodtbefindende. De accepterer at spilde halve og hele timer på langsommelig IT. De accepterer det bureaukrati- og dokumentationsmonster, som embedsvældet har skabt gennem årtier. Hospitalslægerne er blot ansatte. Regionen – og departementet – bestemmer.

Skal politikerne sløjfe en billig, effektiv model med praktiserende læger og i stedet regionsansætte praktiserende læger på linje med hospitalernes overlæger? Så kan Region Hovedstaden eksempelvis flytte alle de almenmedicinske kompetencer over i 1813-telefonen, der er behov for. Uden sværdslag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce