Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Ferie. Efter en periode med masser tid til at hygge med familien, har mange danskere brug for at snakke med en psykolog, når de vender tilbage til arbejdet efter sommerferien. Det skyldes ofte familierelaterede problemer. (Arkiv)
Foto: OLE LIND

Ferie. Efter en periode med masser tid til at hygge med familien, har mange danskere brug for at snakke med en psykolog, når de vender tilbage til arbejdet efter sommerferien. Det skyldes ofte familierelaterede problemer. (Arkiv)

Sundhed

Mange rammes af psykisk nedtur efter sommerferien

Flere søger psykologhjælp, når ferien er forbi. Men nedturene kan forebygges.

Sundhed

Ferie. Afslapning. Sol. Og en god portion familiehygge. Alt sammen noget, der for mange betyder, at de efter ferien kan vende tilbage til arbejdet med fornyet energi og opløftet humør. Men for rigtig mange danskere er det omvendte tilfældet.

Tal fra PFA viser, at efterspørgslen på psykologhjælp stiger markant i perioden efter sommerferien, og ifølge Rasmus Ruby Johansen, chef for PFA’s sundheds- og skadesafdeling, er det en generel tendens.

»I nogle perioder er det behovet for fysioterapeuter, der stiger, mens det typisk er henvisninger til psykologhjælp, der stiger lige efter sommerferien. Så udover det almindelige boost, vi mærker, når folk vender tilbage fra sommerferie, kommer der lige et ekstra boost på det her område«, siger Rasmus Ruby Johansen.

LÆS OGSÅ

PFA har omkring 200.000 kunder med sundhedsordninger, og statistikker på dem viser, at det gennemsnitlige antal psykologsager hos PFA på et helt kalenderår er 109 sager om ugen, mens der i ugerne 38-41 gennemsnitligt er 149 psykologsager om ugen.

Tid til fokus på problemer

Ifølge Rasmus Ruby Johansen drejer de fleste henvendelser sig om familierelaterede problemstillinger, som sommerferien har givet folk tid til at tænke over.

»Det drejer sig hovedsageligt om personlige problemer, som opstår lige efter ferien. Der har folk haft en længere sammenhængende periode sammen med familien, og det kan være, at der er nogle forventninger til den længeventede sommerferie, der ikke er blevet indfriet. Det er svært at sige, men det er det mønster, vi ser«, siger Rasmus Ruby Johansen.

PFA arbejder sammen med Sundhedshuset Prescriba, og chefpsykolog i Prescriba Mathias Lisby nikker genkendende til, at familiære problemer ligger til grund for mange af de henvendelser, de modtager i perioden efter sommerferien. Og han mærker ligeledes den øgede efterspørgsel, når folk begynder at vende tilbage på arbejdet.

»Folk får pludselig mulighed for at være meget mere sammen, end de er i hverdagen, og de får tid til at snakke ting igennem. Og det er både på godt og ondt. Nogle tager ting op til revision og finder måske ud af, at de ikke har den partner eller det parforhold, de godt kunne tænke sig«, forklarer Mathias Lisby og tilføjer, at nedturene også kan handle om selve familielivet og børnene.

»Hos familier, der pludselig får tid til at bruge en masse timer med deres børn i ferien, kan der opstå tanker om, at de ikke er nok sammen med deres børn i hverdagen, og det kan lede til dårlig samvittighed og frustrationer«, siger han.

Gode råd til en problemfri sommerferie

Ifølge chefpsykolog Mathias Lisby er det vigtigste udgangspunkt for en sommerferie uden efterfølgende nedtur at indstille sig på, at ferien netop ikke bliver problemfri. Og samtidig er det vigtigt at lave en forventningsafstemning.

»Snak nogle forskellige scenarier igennem. Hvis I står midt i Rom, og børnene vil have is for syvende gang, hvad siger I så? Og gør det klart på forhånd, hvad jeres forventninger til ferien er. Hvornår skal der være tid til romantik, og hvornår handler det om børnene? Skal vandrestøvlerne pakkes, eller skal tasken fyldes med gode bøger til stranden?«.

LÆS OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mathias Lisby nævner desuden elektronikken som en af synderne, når folk vender tilbage med frustrationer efter ferien.

»Studier viser, at hvis man beskæftiger sig med arbejdet i sin sommerferie, får man mindre gavn af ferien. Og samtidig kan det være, at partneren bliver irriteret. Nu er I endelig af sted, og så sidder den anden og tjekker arbejdsmailen. Så skru ned for elektronikken, og nyd ferien i stedet«, siger Mathias Lisby og tilføjer, at man udover at skrue ned for elektronikken også skal skrue ned for tempoet.

»Giv jer selv mulighed for at slappe af og sørg for, at I 'lander' i ferien. For nogle betyder det at ligge sig på stranden, og for andre betyder det at begynde at spise sene måltider. Mange går hurtigere i ferien, fordi de er vant til, at der ikke er tid nok i hverdagen. Giv jer selv mulighed for at koble af og nyde, at der er tid nok«.

I den forbindelse nævner Mathias Lisby, at det er en god idé at få afrundet så meget som muligt på arbejdet, inden man går på ferie.

»Et par uger inden ferien bør man begynde at få planlagt arbejdet efter sommerferien og prioritere det vigtigste, så man kan gå på ferie og have lukket arbejdsdelen ned. Book eventuelt aftaler i kalenderen efter ferien, så der er styr på det, når du kommer tilbage«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce