SMERTELINDRING: Vores hjerne kan, med placeboeffekten, snydes til at tro, at den har modtaget behandling.
Foto: MARTIN LEHMANN

SMERTELINDRING: Vores hjerne kan, med placeboeffekten, snydes til at tro, at den har modtaget behandling.

Sundhed

Forsker: Placeboeffekten er lægevidenskabens paradoks

Placeboeffekten snyder hjernen til at tro, at den har fået positiv behandling.

Sundhed

Homøopati, akupunktur, irisdiagnose og plantepræparater.

Der findes et væld af alternative behandlingsformer, der ikke har nogen videnskabeligt dokumenteret effekt, men hvor den enkelte alligevel oplever effekt.

Det er nemlig muligt med 'placeboeffekten' at narre hjernen til at tro, at den har modtaget en effektiv behandling, selvom det ikke er tilfældet. Det forklarer biostatistiker Robin Christensen fra Parker Instituttet i København, der er professor i klinisk epidemiologi.

Effekten af homøopati er ren placebo

»Hjernen er i stand til at undertrykke eksempelvis smerte, hvis den forventer en smertestillende effekt. Og det kan forklare, hvorfor midler med udokumenteret effekt kan give følelsen af lindring«, siger han.

Hybenpulver og homøopati

Placeboeffekten beskriver det fænomen, at selve troen på eller overbevisningen om, at noget virker, er nok til at skabe følelsen af positive resultater.

»Du kan altså blive 'snydt' til at tro, at en behandling eller et præparat fjerner eksempelvis smerten i dit knæ med hybenpulver, ingefær eller homøopati, selvom der videnskabeligt set er tale om bluff«, siger Robin Christensen.

Når effektiviteten af en behandling skal bestemmes, bliver den aktive behandling målt op imod et placebo-præparat. Det kan være en kalkpille, en saltvandsindsprøjtning eller et kirurgisk snit uden egentlig operation, der har til formål at 'snyde' patienten til at tro, at hun har fået den forventede rigtige behandling.

»På den måde kan vi se, om medicinen har en effekt ud over placeboeffekten. Hvis en ny medicin skal kunne dokumenteres, så kræver det med andre ord, at den er bedre end ingenting, og for at kunne påvise det, giver man det 'ingenting', som vi kalder placebo«, siger Robin Christensen.

»Jeg ved snart ikke længere, hvem der snyder hvem. Vi ved, at det hjælper at snyde patienten, så i virkeligheden snyder fagfolk sig selv. For hvis patienten får det bedre, hvorfor vil lægevidenskaben så ikke tage credit for det«

Følelsen af eksempelvis smertelindring sker, fordi vi har en forventning om, at den skal ske. Det kan skyldes forventningen til et bestemt medicinmærke, eller at behandleren udviser et særligt engagement, der gør, at patienten indstiller sig på en forbedring, forklarer han.

»Der ligger på den måde også et dilemma i, hvorvidt en behandler skal fortælle patienten, at der er tale om 'snydemedicin', om de skal tilbyde den, og i hvilket omfang sundhedsvæsnet skal give tilskud til eksempelvis udokumenteret naturmedicin«, siger Robin Christensen.

Hestemedicin på hylderne i Matas

Et eksempel på placeboeffektens dilemma ses med præparatet glukosamin, der har været både inde og ude af det danske sundhedssystem på grund af manglende dokumenteret virkning.

Glukosamin kunne engang udelukkende købes hos dyrlægen til lindring af hestes ledsmerter. Men i 90'erne viste italienske undersøgelser, at slidgigtpatienter oplevede glukosamin som smertelindrende, og røntgenbilleder viste en mindre led-destruktionen, og i start 00'erne kunne man derfor finde præparatet på et hvert apotek og på hylderne i enhver Matas-butik, fortæller Robin Christensen.

Og det var kærkomment for de omkring 820.000 danskere, der ifølge Sundhedsstyrelsen lever med den kroniske sygdom. De kunne nu få ordineret lægemidlet på recept og få et økonomisk tilskud fra sundhedsvæsnet.

»Det viste sig imidlertid, at studierne ikke holdt vand. Placebotesten viste, at selvom 64 procent af kontrolgruppen oplevede en god effekt på glukosamin, så havde 60 procent samme positive effekt på placebo. Der var altså ikke nogen dokumenterbar effekt med midlet«, fortæller Robin Christensen.

Men patienterne oplevede ikke desto mindre en positiv effekt, og det er derfor »videnskabens paradoks«, når patienter oplever lindring på placebo, som ikke skulle virke, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvem snyder hvem?

»Hvis patienter kan få det bedre, når der er fokus på den enkelte patientoplevede virkelighed, så er det måske lige så godt som den medicinsk anerkendte virkelighed«

Selvom der historisk set har lydt ramaskrig fra den videnskabelige verden, når placeboeffektens muligheder har været diskuteret, så er det nødvendigt at tage højde for patientens oplevelser, mener Robin Christensen.

»Tiden er nok moden til, at vi begynder at tale om, at hvis patienter kan få det bedre, når der er fokus på den enkelte patientoplevede virkelighed, så er det måske lige så godt som den medicinsk anerkendte virkelighed, uanset om præparatet er købt i Matas eller på apoteket. Men det kræver et sundhedsvæsen, der har tid til at tale med patienterne, før medicinen ordineres«, siger han.

»Det gælder jo særligt for patienter, der har kroniske smerter, som de skal kæmpe med resten af livet. Her er det vigtigst, at de lærer at leve med smerterne, og så er det underordnet, om smertelindringen er en placeboeffekt - da smerter altid foregår i hjernen«.

I sidste ende bliver det altså svært at se, hvem placeboeffekten snyder, mener Robin Christensen.

»Jeg ved snart ikke længere, hvem der snyder hvem. Vi ved, at det hjælper at 'snyde'" patienten, så i virkeligheden snyder fagfolk måske sig selv. For hvis patienten får det bedre, hvorfor vil lægevidenskaben så ikke tage credit for det«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce