Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: MIRIAM DALSGAARD
Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sundhedsredaktør: Forstå ordet, der forklarer antallet af knæoperationer

Analyse: Trods videnskabelig beviser og Sundhedsstyrelsens klare anbefalinger opereres langt flere danskere med knæsmerter, end videnskaben tilsiger.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Stiafhængighed«.

Sådan sagde en af landets største sundhedsøkonomer, professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet, da han for år tilbage sad i min lille Fiat Punto på vej mod stationen efter et interview om hans bog 'Sundhedspolitik'.

»Stiafhængighed«, gentog han og så meget indforstået ud. Ordet havde han hentet i samfundsvidenskaberne.

Jeg kommer til at tænke på ordet i dag, hvor Politiken skriver om et nyt dansk-norsk studie, der netop er trykt i det anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal.

Studiet fastslår, at det kirurgiske indgreb, kikkertoperation, til gamle, slidte knæ, der gør møgondt, ikke har en målbar bedre effekt to år efter indgrebet, når det sammenlignes med patienter, der i stedet for lægens kniv i knæet, har trænet tre måneder.

Hvorfor tænker jeg så på ordet 'stiafhængighed'?

Fordi undersøgelsen understreger professorens pointe.

For når – i dette tilfælde det danske sundhedsvæsen – er gået ned af én sti, så er det muligt at justere lidt på kursen, men stort set umuligt at vende rundt og vælge en helt anden sti.

Og sådan skal vi nok se på de mange kirurgiske indgreb ved slidgigt og slidte menisker, der ikke skyldes akutte sportsskader, men et livs langt brug og slitage.

For de dyre kirurgiske indgreb - der rummer en lille, men dog potentiel risiko for operationsfejl, hospitsinficerede infektioner og andet grimt - har ikke en bedre helbredsmæssig effekt på førlighed og smerten i knæet end den langt billigere og fuldstændig risikofri træning.

Det nye studie kommer nemlig i en perlerække af videnskabeligt enormt veludførte og grundige studier, der de senere år har fået fagfolk til at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved de mange forskellige knæoperationer, der udføres på midaldrende og ældres knæ. Om det er slidgigt, degenerative menisker eller helt udskiftning af et knæled er sådan set underordnet.

Den nye dansk-norske studie handler om meniskoperationer, som der i Danmark i 2000 blev foretaget 8.750 af. I 2014 var det steget til 15.579.

På verdensplan har simple indgreb i knæet boomet, uden der har været store videnskabelige studier til reelt at underbygge væksten.

Derfor skrev det ansete engelske lægetidsskrift også en leder om studiet, da det blev offentligt onsdag i denne uge.

De to lederskribenter mener, at studiet er »det seneste søm i, hvad der bør være en forsegling af kikkertoperationernes ligkiste«.

»Hvordan kom vi ud i denne situation – en meget udbredt lægelig praksis uden nogen som helst støttende dokumentation for selv en moderat kvalitet«, spørger de.

Quick fix ønskes

Svaret på, hvorfor antallet af meniskoperationer er fordoblet siden årtusindskiftet har to primære forklaringer.

Den ene handler om os, patienterne. Vi ønsker et quick fix, fordi vi har smerter og er plagede af vores dårligt fungerende knæ. En tur under kniven og så føler mange, at nu går det bedre. Og det gør det også. Men altså ikke bedre, end hvis man i tre måneder havde trænet systematisk. Men hvem pokker gider træner, når lægen står klar med kniven?

Den anden handler om politikerne. De har med private sundhedsforsikringer, løfter om kortere ventelister og løfter om behandling inden for en måned fået de offentlige ortopædkirurgiske afdelinger til at rubbe neglede og privathospitalerne til at boome.

Behandling er bygget op om læger

Problemet er, hvis politikerne dermed har skubbet på en udvikling, og som læger har lukreret på, uden der har været den faglige evidens, altså videnskabelige beviser for det gavnlige ved et indgreb.

Og så er vi tilbage ved stiafhængigheden.

I Danmark som i resten af den vestlige verden er sundhedsvæsener bygget op om læger i hvide kitler. Vi har gratis skattebetalt lægebehandling, mens en tur til tandlægen koster. Ligesom fysioterapi, kiropraktorer og andre behandlere koster.

Som samfund valgte vi i slutningen af 1800-tallet lægen som sundhedseksperten, hvorom al offentlig sundhedshjælp og behandling drejer og har udviklet sig.

Det er vores sti. Vi kan ikke gå tilbage og nytænkte hele sundhedsvæsenets indretning.

Vi kan justere på stien, som vi for eksempel har gjort ved over årene at indføre offentligt tilskud, hvis ikke-læger skal hjælpe plagede danskere. Lægen kan eksempelvis i dag henvise til psykologhjælp, kiropraktor og fysioterapeuter, men al hjælp styres via egen læge, der optræder som gate keeper.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sundhedsstyrelsen anbefaler – ingen lytter

Når den smerteplagede knæpatient med slidgigt kommer til lægen – og det gør skønnet 60.000 danskere årligt – kan hun tage Sundhedsstyrelsen nationale kliniske retningslinje frem fra 2012 og læse, at vægttab og struktureret træning er førstevalg.

I den kliniske retningslinje for meniskproblemer fra 2016 står »overvej primært at tilbyde ikke-kirurgisk behandling til patienter«, hvis smerterne ikke skyldes grimme fodboldtacklinger eller egentlige skader.

Men hvad skal den praktiserende læge gøre?

Hun kan ikke henvise til et gratis ikke-kirurgisk træningsforløb hos en fysioterapeut, selvom det rent faktisk er det, som myndighederne anbefaler. Der er egenbetaling, trods et tilskud, til træning.

Valget er enten gratis kirurgi og ingen indsats fra patientens side. Eller penge op af lommen og tre måneders træning.

'no shit Sherlock', at antallet af operative indgreb er vokset – trods Sundhedsstyrelsens klare udmeldinger om det modsatte.

For stien vi har valgt i Danmark hedder læger. Og det er letteste for egen læge, når smerten bliver slem nok for patienten, at sende vedkommende ind til lægekollegaen på hospitalet.

Ortopædkirurgen kan vælge at udstyre den knæplagede ældre medborger med en genoptræningsplan, sende vedkommende hjem i kommunen, altså en ny offentlig kasse, der så skal tilbyde et træningsforløb. Nogle kommuner har rent faktisk også et træningsforløb før operation. Men det skal lægen vide. Og bruge.

Kniv er oftest løsningen

I den virkelige verden bliver en kirurgisk operation oftest løsningen. Politikerne har så med deres løfter, om man så på sige, sat et kørende fortov på den sti, vi gennem årtier har bevæget os på, så kirurgi langt hurtigere og alt for let er blevet løsningen.

Det anerkendte formanden for landets ortopædkirurger Klaus Hindsø også over for Politiken torsdag:

»Patienterne jo har rettigheder (behandlingsgarantien, red.), og dem bruger de flittigt. Det fører til et pres på systemet«.

Så trods års massive beviser for, at den kirurgiske volumen har været kommet alt for højt op og færre fagligt set bør opereres, så har vi valgt sti. Og den sti hedder læger. Og lægens værktøj er medicin eller kirurgi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I al fairness skal det understreges, at antallet af meniskoperationer toppede i 2010, da udbredelsen af behandling på privathospitaler toppede.

Dengang fik 17.772 danskere en meniskoperation. I 2014, det seneste tal, Politiken har kunnet få adgang til, var det faldet til 15.579.

Så lægerne er måske ved at have læst på evidensen.

Spørgsmålet er så bare, hvordan de skal håndtere den næste patient med knæsmerter, når vi står på vores valgte sti?

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Lars Igum Rasmussen eller sundhed, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden