Eske var 12 år, første gang han drak sig i hegnet. Det var sammen med en flok kammerater, og da de først havde gjort det én gang, blev det hurtigt til flere. I de ældste klasser i folkeskolen drak Eske og vennerne tæt hver weekend.
»I min omgangskreds var det sejt at drikke og ryge cigaretter. Så det gjorde vi«, fortæller Eske med efternavnet Forsting Hansen.
»Jeg kan huske, at vi var superirriterede på de forældre, der ikke ville lade os drikke. Men mine forældre var meget åbne – de har altid lagt mere vægt på, at jeg skulle være ærlig omkring mit forbrug i stedet for at forbyde mig at drikke«.
Eske voksede op i et helt almindeligt villakvarter i Hvidovre, hvor de fleste af forældrene enten var håndværkere eller »sådan nogle ressourcestærke Djøf-typer som mine egne forældre«.
Eskes forældre er begge i konsulentbranchen.
»Det var helt almindelig middelklasse, og jeg tror heller ikke, at mit og mine venners drukmønster var spor usædvanligt. Alkohol er bare en del af kulturen i Danmark, og børn drikker også«, siger Eske og trækker på skuldrene.
Det var helt almindelig middelklasse, og jeg tror heller ikke, at mit og mine venners drukmønster var spor usædvanligt. Alkohol er bare en del af kulturen i Danmark, og børn drikker også
Eske Forsting Hansen, 23 år
»Forskellen på mig og de fleste andre er nok bare, at jeg tåler det dårligere, selv om det uden tvivl er usundt for alle unge at drikke så meget, som mange gør«.
Drak også i hverdagene
Da han kom i gymnasiet, eskalerede forbruget. Nu var det ikke kun i weekenden, men også i hverdagene, han drak. En helt almindelig eftermiddag kunne han sagtens finde på at dele en sixpack med en ven på græsset på Vestre Kirkegård.
»Jeg var ikke ligefrem oplagt til at lave lektier bagefter, så det blev sjældent til noget«.
Om torsdagen var det helt fast, at han skulle i byen. Ofte mødtes han med kammeraterne på en bar, hvor der var to øl for ens pris, og for det meste røg der vel 20 genstande indenbords. Hvis han overhovedet kom i skole om fredagen, var indsatsen og udbyttet minimalt.
»Jeg begyndte at få massive tømmermænd, når jeg drak. Det fik jeg aldrig i folkeskolen, men det var, som om min krop sagde fra. Jeg brækkede mig og havde det virkelig skidt; i dag skal jeg bare have et enkelt glas vin, så er jeg dårlig dagen efter«.
Men tømmermændene efter torsdagens udskejelser afholdt ikke Eske fra at feste videre hver eneste fredag og lørdag. Måske var der fredagscafé eller fest på skolen, eller også var der en privatfest eller en bytur i farvandet. I hvert fald skulle der alkohol på bordet, og han oplevede igen og igen at miste jakker, mobiltelefoner, nøgler – sågar sine sko ved en enkelt lejlighed.
Nogle gange drak han sig så stiv, at han fik blackout og blev kørt hjem af politiet. Ikke at han selv kunne huske det, men det kunne hans forældre næste morgen.
»Jeg er flere gange vågnet op uden at kunne huske noget som helst, men med sådan en ubehagelig fornemmelse i kroppen. Og så har mine forældre fortalt, at politiet kørte mig hjem om natten. Det er ret skræmmende med sådan nogle blackouts«.
Moralske tømmermænd
I slutningen af 2. g kunne gymnasiet ikke længere acceptere hans fravær, som lå på omkring 20 procent fysisk og 80 procent af de skriftlige afleveringer, og Eske blev smidt ud. Han startede på hf i stedet for, men det faldt sammen med, at han flyttede hjemmefra, og den nyvundne frihed gjorde, at drikkeriet blev om muligt endnu mere omsiggribende.
»Da jeg boede hjemme, følte jeg alligevel, at jeg på en eller anden måde skulle stå til ansvar over for mine forældre. Nu kunne jeg drikke uden at få irettesættende kommentarer fra min far, og jeg kunne også drikke hjemme i kollektivet, uden at nogen sagde noget til det. Det gjorde de andre jo også«.
Efter et år på hf blev Eske også smidt ud af den uddannelse. Kort efter fik han job som pædagogmedhjælper i en vuggestue.
»Det var først på det tidspunkt, at det rigtig blev alvor for mig, selv om det måske lyder mærkeligt, når jeg var blevet smidt ud af to skoler, fordi jeg ikke kunne passe min skolegang med tømmermænd. Men for første gang mærkede jeg, at jeg havde et ansvar«, husker han.
