Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Henriette Freris har altid knoklet. Så ramte hun asfalten og har måtte kæmpe sig tilbage efter alvorlige senfølger til en hjernerystelse. (Foto: Christian Freris)

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hjernerystelser er invaliderende: »Jeg fokuserer på hvad jeg kan - ikke hvad jeg ikke kan«

Henriette Freris ramte asfalten, så hjernen rystede. Små otte måneder senere knokler hun fortsat for at vende tilbage.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er der én ting, 49-årige Henriette Freris fortryder i dag, er det, at hun ikke kørte med cykelhjelm.

En lille cykeltur fra Føtex på Frederiksberg ændrede for knap otte måneder siden livet for karrierekvinden, da en overhalende cyklist uheldigt hev i styret.

Henriette Freris endte med hovedet i asfalten, mens gerningsmanden drønede væk fra den blødende kvinde med kraniebrud.

Det er en mega, mega svær balance hele tiden at udfordre sine grænser, men ikke gå for langt.

Efter otte dage på Bispebjerg Hospital blev hun udskrevet, men alt fungerede ikke som normalt. Hjernen var rystet, energien til hverdagen væk.

Siden styrtet har Henriette Freris som et stigende antal danskere kæmpet med alvorlige senfølger fra hjernerystelsen, som har været langt mere invaliderende end selve kraniebruddet.

»Det har været ekstremt grænseoverskridende, at jeg som voksen ikke har kunnet klare mig selv eller mine egne børn«, siger den handelshøjskoleuddannede Henriette Freris, alenemor til to drenge på 13 og 16 år.

»Min hjerne virkede bare ikke bagefter. Jeg gik fra en +37-timers arbejdsuge i Væksthus Hovedstadsregionen, som jeg er superglad for, mine to dejlige børn, mit hus og flere bestyrelsesposter, til at jeg intet kunne. Det var meget mærkeligt, for uanset hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg intet. Folk må tænke, hvad de vil, men jeg ved, hvordan det er«.

Henriette Freris oplevede, at folk undrede sig over symptomer så voldsomme. De havde svært ved at forholde sig til »en forstuvet hjerne, der ikke er pakket ind i gips som et brækket ben«.

Jeg kan se, at jeg får det bedre og kan mere. Det bliver nemmere og nemmere

Først sofa så i gang

De første tre uger blev brugt på sofaen. Hun forsøgte at klare børnene, men måtte sande, at hun ikke kunne. På skift boede de hos kæresten og hjemme. Kæresten og venner handlede også ind, lavede mad og hjalp med det praktiske.

»Det var sgu forfærdeligt at erkende, at jeg ikke kunne passe mine egne børn. Jeg tvivlede da også på, om det nu også var så slemt, som jeg oplevede det. Jeg har jo knoklet hele mit liv, været ekstrem aktiv, rejst jorden rundt, så det virkede ulogisk på mig, at jeg nu skulle i kontakt med jobcentrer og det offentlige, fordi jeg havde en hjernerystelse«, siger hun.

Men Henriette Freris måtte efter nogle uger indse, at senfølgerne ikke var sådan at ryste af sig. Voldsom svimmelhed, men også tinnitus, synsproblemer og nedsat hørelse.

Hun måtte endda retur til hospitalet med tilbagefald. Og efter kort tid hjem igen. Men den tidligere så aktive kvinde begyndte selv at tage over.

»Efter nogle uger blev jeg træt af at ligge på sofaen«, siger hun.

Almindelige træningscentre var umulige på grund af støjniveau. Så jeg gik. For jeg måtte ud og træne balance.

Henriette Freris kontaktede Hjernerystelsesforeningens læge, fik råd og tog selv kontakt til ørelæge, øjenlæge, akupunktør, neuropsykolog, osteopat, hjernekoordinator i Furesø Kommune, en neurooptiker og fysisk genoptræning med 90-årige.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Kommunens hjælp har virkelig været god. Jeg er taknemmelig. Måske et misbrugt ord, men det er jeg. De har gjort alt for at få en borgere som mig tilbage i arbejde, og det nyder jeg godt af«, siger hun.

15.000 kroner alene på en række private behandlinger ud over det offentlige sundhedsvæsens hjælp og de tilbud, hun har fået fra sin sundhedsforsikring, er det også blevet til.

Gå så går det

»Almindelige træningscentre var umulige på grund af støjniveau. Så jeg gik. For jeg måtte ud og træne balance. Alle almindelige rutiner skulle overvindes igen. Bare det at køre bil første gang syntes grænseoverskridende. Gå på arbejde igen. Og det er da skørt, når jeg har rejst alene rundt i Afrika«, siger hun.

I dag knap otte måneder efter cykelstyrtet arbejder hun igen. Før jul var det fire timer. Nu er det 10-15 timer om ugen.

Hun rykker sig, når hun rykker sig selv. Det går bedre uge for uge.

»Jeg laver statusopdateringer en gang om måneden til min familie og venner og sætter mig små mål. Køre bil, første gang på arbejde, gå få kilometer. Og jeg kan se, at jeg hele tiden får krydset nye mål af. Jeg kan se, at jeg får det bedre og kan mere. Det bliver nemmere og nemmere«, siger hun.

Ifølge Henriette Freris har en af de vigtigste erfaringer dog været en accept af det nye liv lige nu. At det tager tid. Måske et splitsekund i et langt liv, men svært at erkende, når man står i det.

Hun har lært, at hun ikke kan presse eller træne symptomerne væk. At her er en situation, hun ikke selv har kunnet ændre på. Men også, at hun ikke bare har skullet ligge og vente. At hun skal ud og røre kroppen, men ikke presse sig over evne. Lyttede til sine signaler, når hjernens batterier var ved at gå døde.

Henriette Freris har lært at forvalte den sparsomme energi fra den rystede hjerne og krop.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er en mega, mega svær balance hele tiden at udfordre sine grænser, men ikke gå for langt. Jeg har lært mine symptomer at kende. Kvalme betyder, at jeg er ved at løbe tør for energi. Så nu kan jeg stoppe, før det går galt. Jeg tror, at grunden til, at jeg er kommet ekstremt godt igennem forløbet er, at jeg har fokuseret på, hvad jeg kan. I stedet for at ærgre mig over, det jeg ikke kan«, siger Henriette Freris.

Det går mindst et halvt år, før hun er tilbage til tiden før styrket, vurderer hun selv. For det går fremad, men langsomt.

Imens undrer hun sig over, hvorfor cykelhjelm ikke er lovpligtigt.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden