Selv om nogle af verdens mest magtfulde personer sover ganske lidt, så er det meget vigtigt at få en god nattesøvn. Mindst 7 timer, siger forskningen.
Foto: Joachim Adrian

Selv om nogle af verdens mest magtfulde personer sover ganske lidt, så er det meget vigtigt at få en god nattesøvn. Mindst 7 timer, siger forskningen.

Sundhed

Verdens største søvnstudie: Hvor meget søvn har vi egentligt brug for?

Forskere på Western University i Canada er gået i gang med verdens største søvnstudie med op mod 110.000 deltagere.

Sundhed

Alle ved, at det er vigtigt at få sin nattesøvn.

Men hvor meget søvn har vi mennesker egentlig brug for?

Det spørgsmål håber forskerne på Western University i Ontario i Canada blandt andet at få svar på i verdens største søvnstudie.

Forskerne håber, at op mod 110.000 deltagere fra hele verden vil deltage i en række online-test på hjemmesiden: worldslargestsleepstudy.com, hvorefter de vil analysere resultaterne.

»Med denne undersøgelse får vi mulighed for at lære langt mere om hjernens reaktion på at sove, end vi nogensinde har gjort før. Og i sidste ende vil undersøgelsen have potentiale til at ændre den måde, som millioner af mennesker lever deres daglige liv«, udtaler neurolog og leder af studiet, Adrian Owen.

Ifølge Adrian Owen er der ikke før foretaget videnskabelige forsøg i så stor en skala, som omhandler søvnvaner og de længerevarende konsekvenser af søvnmangel, og han håber derfor på, at studiet vil kunne belyse nye aspekter af, hvordan mængden af søvn påvirker hjernen.

Trump sover fire timer

Og det er da også meget forskelligt, hvor lang tid folk sover. Specielt, hvis man ser på søvnvanerne hos nogle af de mest magtfulde mennesker i verden.

I et interview med tv-værten Bill O’Reilly fra Fox News, fortalte Donald Trump eksempelvis, at han ofte arbejder til klokken 01.00 om natten, hvorefter han står op klokken 05.00 igen. Altså, efter blot fire timers søvn.

Og den indiske premierminister Narendra Modi tager den lige skridtet videre, og har i et interview fra 2011 udtalt, at han kun sover 3,5 time hver nat. Mens USA's tidligere præsident Barack Obama og den britiske premierminister Theresa May begge sover fem timer hver dag.

USA's tidligere præsident George W. Bush falder dog lidt uden for denne kategori, da han efter sigende gik i seng hver dag klokken 21.00 for at få sine ni timers skønhedssøvn.

Gennemsnittet er 6,8 timer

Men hvad så med os almindelige dødelige mennesker?

Ja, faktisk står det heller ikke så godt til. Specielt hvis man skal tro Matt Walker, der er professor i neurovidenskab og psykologi.

»I 1940'erne sov folk lidt over otte timer hver nat. I dag ligger gennemsnittet på omkring 6,8 timer«, siger han til BBC.

Ifølge Matt Walker skyldes det blandt andet, at hverdagen i dag er fyldt med en masse ting som holder os vågne. Når vi drikker kaffe, holdes kroppen kunstigt i gang på grund af koffeinen, mens alkohol ødelægger søvnen.

Og selv om sengene er blevet bedre, og flere sover i et røgfrit indeklima, så har noget så simpelt som aircondition og centralvarme også stor indflydelse på vores evne til at gå i seng. Kroppen er nemlig indrettet til at gå i seng når temperaturen falder, efter at solen er gået ned.

»Vi har har forskubbet os fra den naturlige ebbe og flod, der fortæller os, hvornår det er tid til at sove, og faktisk hjælper os med at falde til ro«, siger han.

Og så er der selvfølgelig al den teknologi, som vi til dagligt omgiver os med. Ikke bare det kunstige lys, men i særdeleshed alle de skærme, som mange bruger flere timer foran hver dag, som alle udsender blåt LED-lys.

»Det blå lys bremser frigivelsen af det hormon som hedder melatonin, der normalt signalerer, at det er på tide at lægge sig til at sove«, siger Matt Walker.

Helbredsmæssige konsekvenser

Hvad rager det mig, tænker du måske.

En hel del faktisk.

For selv om behovet for søvn er individuelt, så peger meget forskning på, at mindre end seks times søvn i to døgn giver koncentrationsbesvær og forringet reaktionshastighed.

Og ifølge Matt Walker kan mindre end syv timers søvn hver dag have direkte helbredsmæssige konsekvenser.

»De store sygdomme, som dræber os i den udviklede verden, såsom alzheimers, kræft, fedme, diabetes, angst, depression, har alle meget stærke årsagssammenhæng til mangelfuld søvn«, siger han.

Om det Canadiske søvnstudie kommer frem til noget andet, vil tiden vise.

Men indtil da burde alle verdens ledere måske overveje at bruge lidt mere tid på hovedpuden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce