Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Hvordan føles det? Hvis ikke personalet forstår patienten, er det svært at finde ud af, hvad der skal ske, siger professor Morten Sodemann.
Foto: Mads Nissen

Hvordan føles det? Hvis ikke personalet forstår patienten, er det svært at finde ud af, hvad der skal ske, siger professor Morten Sodemann.

Sundhed

Professor i indvandrermedicin: Mangel på sprog er nøglen i Haslev-sagen

Når sundhedsvæsenet tre gange kunne overse, at congolesisk pige var dødeligt syg, kan det ifølge ekspert i indvandrers møde med sundhedsvæsenet skyldes, at personalet ikke kunne kommunikere ordentligt med familien. Han foreslår nationalt tolkecenter ved akut sygdom.

Sundhed

»Der er intet i forløbet, der overrasker mig i den tragiske sag fra Haslev - udover, hvad de er døde af«.

Sådan siger professor Morten Sodemann, klinikchef på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.

Professoren er landets førende ekspert i sundhedsvæsenets møde med patienter med anden etnisk baggrund end dansk og allerede, da han hørte om Haslev-sagen, tænkte han »forsinkelser, forsinkelser, forsinkelser«.

»Forsinkelserne har alle noget med sprog og kommunikation at gøre. Sprog giver forsinkelser særligt i akutte situationer som den fra Haslev, hvis ikke man som sundhedsvæsen passer meget på. Det er dyre minutter, timer og dage, når det virkelig er akut. Der skal lægen være skarp på, hvem man skal tage sig af og hvordan«, siger han.

Morten Sodemann ønsker ikke at tage stilling til sundhedsvæsenets faglige håndtering i den konkrete sag.

En tragedie, der startede forrige søndag, da en storfamilie på to voksne og ni børn fra Congo, der bor på et asylcenter i Haslev, formentlig indtog noget giftigt.

Mistanken rettes mod fluesvampe, men det er endnu ikke bekræftet.

Hurtigt fik familien det dårligt, og særligt børnene var hårdt ramt af maveonde, opkast og diarre.

Mandag så lægerne i Haslev Lægecenter familiens mor. Natten til tirsdag blev  den 15-årige datter Naomi med ambulance indlagt på Næstved Sygehus og udskrevet kort tid efter.

Tirsdag sent kontaktede familien vagtlægen, der kom på besøg natten til onsdag og igangsatte en behandling for urinvejsinfektion. Og torsdag døde hun kort efter ambulancefolkenes ankomst. En yngre søskende døde senere på dagen.

To andre søskende fik transplanteret en ny lever henholdsvis søndag og mandag denne uge på Rigshospitalet, hvor familien fortsat er samlet og flere medlemmer er fortsat indlagt.

Mangel på sprog forsinker

De congolesiske forældre taler angiveligt hverken dansk eller engelsk. Og ifølge Morten Sodemann er sprogproblemer en langt større udfordring i mødet med sundhedsvæsenet end kulturelle forskelle.

»Sprogvanskeligheder giver forsinkelser i alle led. Sprog alene introducerer en ulighed i udsigten til korrekt behandling, hvis ikke man forstår hinanden hurtigt. Jo sværere det er at forstå symptomer, jo sværere er det at igangsætte den rette undersøgelse og behandling«, siger han og fortsætter:

»Særligt i akutte situationer er sprogbarriererne den helt store udfordring. Også fordi muligheden for tolk, når du ringer 112 eller får lægevagten på besøg, ikke eksisterer«.

Indvandrermedicinsk klinik foretog i 2015 en mindre undersøgelse af akuttelefonen 112's oplevelser af sprogproblemer, hvor der ikke er mulighed tolkebistand.

»Konklusionen var entydig klar: Manglen på korrekt forståelse af situationens alvor i akuttelefonen 112 fører både til en overreaktion fra alarmcentralens side, hvor der sendes en ambulance uden faglig grund, men også underbehandling, hvor ambulancer ikke bliver sendt, selvom det fagligt er nødvendigt. Personalet har jo 90 sekunder til at vurdere, om noget skal gøres eller ej«.

Sprogbarriererne betyder ifølge professoren også, at situationer kan overdramatiseres eller patienten kommer ind på forkerte afdelinger.

»Det så vi flere eksempler på i vores undersøgelse og blandt de patienter, vi har undersøgt hos os. Vi ser et mønster i de snart 1.900 patienter, vi har undersøgt i vores klinik. Når det virkelig er akut, skal lægen eller personen i 112 virkelig være skarp på, om det er ambulance, indlæggelse eller ingenting. Det kan koste liv«, siger han.

Opret nationalt tolkecenter

Morten Sodemann opfordrer derfor til, at der oprettes et nationalt, centralt tolkecenter til akutte situationer, hvor et korps af tolke på alle tider af døgnet kan håndtere en række hovedsprog, der bruges ofte i sundhedsvæsent.

Udover store sprog som engelsk, tysk, fransk og spansk, bør der eksempelvis være kvalificerede tolke på arabisk, urdu, somali, farsi, kinesisk og russisk.

»Uden et lille nationalt akut tolkekorps - som vagtlæger, alarmcentralen og akutmodtagelser kan trække på telefonisk på alle tider af døgnet i akutte situationer - vil vi fortsat se situationer som den fra Haslev. Her kostede sprogproblemer tilsyneladende tid, så sagen endte fatalt«, siger han og fortsætter:

»Både menneskeligt og for sundhedsvæsenet er det for dyrt, at vi ikke har sådan et tolkekorps. Der findes ingen beregninger på det. Men det koster, at vi ikke får sat hjælpen ind i tiden«.

Sprog er lægen vigtigste værktøj

Ifølge Morten Sodemannn er sprog og kommunikation mellem læge og patient essektielt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Sprog er lægens første og vigtigste værktøj. Hvad føler patienten? Hvornår startede det? Hvordan udviklede det sig? Alle skanninger, blodprøver og målinger er først noget man sætter i gang, når man har en ide om, hvad patienten fejler. Og den viden får man alene ud fra dialog«, siger han.

Morten Sodemann mener, at tolke tit bruges til »unødvendige samtaler med personalet, men alt for sjældent, når det er virkelig vigtigt, akut og virkelig spidser til, når tilstanden ændre sig til det værre«.

»Forestil dig, du er på ferie og pludseligt får virkelig ondt i maven på en atypisk måde. Og du ikke kan kommunikere med lægerne. Hvis du kun kan sige 'ja' og 'nej' på sproget og 'av', og du skal forsøge at forklare lægen, at du har ondt på en helt anden og ny måde, end du plejer, hvad gør du så? Udover at gå lidt i panik? Selv på engelsk er det svært af forklare kropslige forandringer. Vores sygdomssprog er vores modersmål. Og det er netop nuancerne i sproget, der ofte er helt afgørende for, om den rigtige indsats påbegyndes«, siger han.

Har patienten ikke de tillægsord, der forklarer, at eksempelvis en kronisk smerte er forværret, kommer uprovokeret eller har flyttet sig, kan det ifølge Morten Sodemann medføre, at lægen overser alvorlig sygdom. En blærebetændelser, der bliver til nyrebækkenbetændelse eller en blindtarmsbetændelse, der sprænger.

»Det sker rigtig ofte«, siger Morten Sodemann.

Overgangsalder kan være kræft

Professoren nævner også patienten, der tidligere har haft en begyndende diskusprolaps og rygsmerter.

Pludselig kan han ikke føle venstre ben længere, og det mærkes anderledes. Kan det ikke kommunikeres klart, får lægen svært ved at indse, at der nu er tale om en akut diskusprolaps, der skal opereres. Lægen udsætter måske undersøgelse og operation.

Eller den midaldrende kvinde med knuder i halsen. Hun sveder, er tør i halsen og har humørsvingninger. Lægen vil tro, det skyldes overgangsalder, fordi lægen ikke forstår patienten.

»Han kan ikke forstå, hvordan det klemmer i halsen, og så overser han måske kræft i skjoldbruskkirtlen. At forklare lægen præcist, hvordan man oplever ændringer og forandringer i kroppens signaler og symptomer kan være virkeligt svært for  mange. Også etnisk danske paitenter. Men når lægen skal forstå den ikke-etniske danske patient med kun et sparsomt ordforråd, vil sproget igen alene kunne føre til forsinkelser og dårligere prognoser«, siger han.

Kultur spiller også rolle

Kulturelle forviklinger kan ifølge Morten Sodemann også være en af de brikker til puslespillet, når vi skal forstå, hvorfor det gik så galt i Haslev, som det gjorde. Hvor egen læge mandag, sygehus natten til tirsdag og vagtlæge natten til onsdag mødte familien og overså, at flere var dødeligt syge. Og hvor to døde.

»Jeg har undersøgt i afrikanske lande, hvorfor børn eksempelvis dør af diarre og almindelige lungebetændelser få dage efter, at de er tilset af læger. Forklaringen er, at de lande ikke har familielægesystemer og tænker, at når lægen på sygehuset én gang har set dem og afvist dem, så er de ikke syge nok. Eller slet ikke syge. Så venter de meget længere, før de besøger lægen igen, end de bør. Det fører til dødsfald.«

Ofte oplever Morten Sodemann og kollegerne på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital også en kulturel ydmyghed hos nyankomne flygtninge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Flygtningene vil ikke være til besvær. Og slet ikke gøre noget, der belaster deres asylsag. Derfor vil de ikke gøre lægen vred ved at presse på for behandling af frygt for, at lægen senere ikke vil undersøge den syge igen. Noget, de ifølge Morten Sodemann ofte er vant til hjemmefra.

»Og her prøvede familien jo at henvende sig til lægen, der ikke gjorde noget i den konkrete situation, og så misforstår de lægens umiddelbare afvisning af hjælp og tror, at deres barn måske slet ikke er syg eller syg nok. Jeg siger ikke, at det er sådan, det er sket i Haslev. Men det er derfor, jeg siger, at der er intet, der overrasker mig i sagen«.

Der var mindre uklarheder i tidslinjen i den oprindelige udgave af denne artikel. Det er nu rettet. Politiken beklager.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce