Sundhedsminister: Kommunerne skal ud over stepperne

Forskellen på behandling er for stor alt efter, hvor man bor i landet, lyder det fra Ellen Trane-Nørby (V).

Sundhed

Bliver man som patient udskrevet fra hospitalet med en genoptræningsplan, kan bopælen afgøre, om der går få dage eller flere uger, før træningen rent faktisk går i gang.

For sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er det et eksempel på både uacceptable og uforklarlige forskelle på kommunernes indsats i det såkaldt nære sundhedsvæsen.

»Enkelte kommuner tager fat i borgeren allerede dagen efter udskrivning. I visse kommuner går der fire dagen, mens borgere andre steder må vente flere uger«, siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.

Hun kalder det 'katastrofalt', hvis genoptræningen ikke bliver iværksat hurtigt.

Ifølge sundhedsministeren kan det for en erhvervsaktiv betyde, at vedkommende aldrig kan genvinde førligheden til at komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Og for ældre kan det være forskellen på at vende tilbage til eget hjem eller komme på plejehjem ifølge Ellen Trane Nørby.

Opsang til kommunerne

På den baggrund benytter sundhedsministeren det forestående kommunalpolitiske topmøde i Aalborg til at komme med en opsang til kommunerne.

Som andre konkrete eksempler på forskelle kommunerne imellem peger ministeren på antallet af forebyggende indlæggelser og antallet af dage, hvor en patienter ligger færdigbehandlet på sygehuset, inden de hentes hjem.

»Nogle kommuner skal simpelthen til at komme ud over stepperne«, siger Ellen Trane Nørby og tilføjer:

»Der er kommuner, hvor man må konstatere, at der måske nok er et skilt på døren og et sundhedsudvalg, men de facto er der ikke de aktiviteter, der skal være for at kunne løfte sundhedsvæsnet for de borgere, der bor i kommunen«, siger Ellen Trane Nørby til Berlingske.

Hos kommunerne ærgrer man sig over opsangen fra ministeren.

»Der er en forskellighed og en ensartethed, men det skyldes primært, at mange kommuner faktisk påtager sig opgaver, som i dag slet ikke er aftalte«, siger Thomas Adelskov (S), formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce