Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningNæsten hver femte - 18,8 procent - af unge mellem 16 og 24 år føler sig ensomme og udenfor. Flertallet af dem er unge kvinder, som dermed er Danmarks mest ensomme gruppe.
Det viser en stor undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen med svar fra 180.000 danskere. Og der er tale om en ny udvikling. I tidligere udgaver af Den Nationale Sundhedsprofil var ældre de mest ensomme i Danmark.
Det skriver Jyllands-Posten.
»Ensomheden hos de unge er steget betydeligt, og der er en bevægelse i gang i den unge generation, som trækker tingene i en negativ retning«, siger Jette Jul Brun, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
En udvikling i samfundet
Generelt føler kun et fåtal af danskerne - 6,3 procent - sig ensomme, og udviklingen hos de unge bekymrer Søren Juul, professor i sociologi ved Aalborg Universitet.
Han ser tallene som et udtryk for en generel samfundsudvikling.
»De unge kan ikke leve op til de krav, som samfundet og de selv stiller. De lider nederlag i kampen for anerkendelse«, siger han til Jyllands-Posten.
De nye tal bekymrer også sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), som forklarer den stigende ensomhed - ikke mindst blandt unge piger - med 'mobning, forventninger og sociale medier, der kan opløse relationer og isolere og føre til ensomhed og angst'.
Samtidig appellerer hun til de voksne:
»Forældre, lærere og ansvarlige voksne skal blive bedre til at tale om mentale problemer, før de er groet fast og bliver til diagnoser«, siger hun.
ritzau