Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
P



Den dag, Bronwen mødte døden



Bronwen Loshak var tæt på at miste livet, da hun fødte sit tredje barn. Undervejs oplevede hun en ny, fortryllende verden. Hun følte så dyb en længsel efter at følge med døden, at hun har haft svært ved at slippe den siden.





»Jeg fryser, som jeg aldrig har frosset før. Mine fingre, tæer, arme og ben gør ondt på en måde, som jeg ikke kan beskrive.

Smerten er uudholdelig. Jeg tror, det bedste ord for den er dødskulde. Som om døden kommer og tager mig, og jeg er parat til at gå med.

Lige der vil jeg bare dø. Det gør for ondt at leve«.




Bronwen Loshak lukker øjnene.

Smerten overskygger alt


Hun ligger på et fødeleje på Roskilde Sygehus. Blodet vælter ud i store skyller. Læger og sygeplejersker myldrer rundt om hende og siger en masse lægeord, som hverken hun eller hendes mand forstår.

Da de ankom til sygehuset for kort tid siden, var det med en forventning om, at de snart ville vende hjem igen med deres nyfødte søn. Men intet går efter planen.

En læge bliver ved med at proppe stofklude ind i Bronwen. De bliver gennemvædet af blod med det samme. Hun bliver stukket alle vegne med nåle, så lægerne kan måle, hvad der sker i hendes krop. De fylder blod på hende, men kan ikke følge med i samme tempo, som det fosser ud.

Lægen med stofkludene hopper pludselig op og står på knæ over hende i sengen.

»Det her kommer til at gøre ondt«, siger han. Så lægger han al sin vægt ned på Bronwens mave og vrider hendes livmoder, som man vrider en klud.

Hun skriger højt.

Bronwens hud, læber og negle er blågrå. Kulden får hende til at ryste over hele kroppen. Dødskulden. Smerten.

Den overskygger alt. Også, at hendes nyfødte søn ligger død på et rullende stålbord lidt derfra. Skubbet skødesløst til side.

Ham kan de ikke hjælpe. Lige nu gælder det om at redde Bronwens liv.



Døden kom pludselig


Aftenen i forvejen havde Bronwen fået voldsomme mavesmerter, men de gik væk lige så hurtigt, som de kom. Så nåede hun alligevel ikke at føde på sin terminsdato, tænkte hun – 1. april 2014.

Natten var urolig, og hen på morgenen begyndte veerne. Hendes mand, Christian Møller Pedersen, gennede de to store børn ind på bagsædet, og så kørte de alle fire af sted mod sygehuset.

På motorvejen mellem København og Roskilde kastede Bronwen op, og i samme nu gik vandet. Det var rødt. Passagersædet sejlede i blod. Christian bremsede op i nødsporet.

De så på hinanden og var stiltiende enige om ikke at skabe panik af hensyn til børnene på bagsædet.




Christian kørte videre så stærkt, han kunne, og kort efter mødtes de med børnenes mormor på parkeringspladsen uden for sygehuset. Hun tog børnene, og Bronwen blev kørt på en båre ind i fødemodtagelsen. Om lidt skulle familiens tredje barn komme til verden. Elsket og ventet med længsel.

»Der er ikke noget liv her«. Lægens ord rungede i lokalet. Ni måneders glad forventning blev med ét vendt til det ubegribelige faktum, at de ikke skulle have Klaubert med hjem.

Klaubert var sandsynligvis død, fordi moderkagen aftenen inden havde løsnet sig fra livmodervæggen, og derved var tilførslen af ilt og næring stoppet. Det sker en sjælden gang, og man ved ikke hvorfor, forklarede lægen. Ingen kunne have gjort noget, ingen kunne have hjulpet Klaubert.

Bronwen føder Klaubert klokken 13.34 i en skylle af omkring tre liter blod. Han bliver lagt på rullebordet og skubbet til side.




Bronwen ligger og ryster af kulde og smerte.

At hun om kort tid vil være på vej til at tage med Klaubert, ved ingen endnu.


»Pludselig forsvinder smerten. Jeg er ikke på hospitalet længere. Jeg svæver over en hel flok bisonokser, der gungrer af sted mod horisonten. Gagung-gagung-gagung. Gagung-gagung- gagung. Lyden er overvældende. Der er flere hundrede, måske tusind.

Deres skind vokser sammen til ét stort, sort tæppe. Blødt, glat og skinnende. Og dragende. Åh, så dragende.

Lidt længere fremme på skindet foran mig ligger Klaubert. Nøgen, fredfyldt og helt perfekt. Men død«.




»Jeg svæver lige over skindet. Jeg følger med i samme fart som okserne, men jeg rører dem ikke. Selv om det er det eneste, jeg har lyst til. Det ville være så nemt og så smertefrit, hvis jeg lagde mig ned og blev transporteret, lullet og passet på af de store dyr.

Sammen med Klaubert.

Jeg er ikke bange. Ikke spor. Alligevel lægger jeg mig ikke ned.

Ind imellem trænger jordemoderens slag i mit ansigt igennem. Igen og igen giver hun mig lussinger og siger højt:

»Bliv her, Bronwen! Du må ikke sove! Du må ikke sove! Du må ikke sove«.

Jeg ved, at hvis jeg lægger mig ned på bisonoksernes skind, så sover jeg. Så dør jeg.

Jeg holder mig svævende lige over skindet, og så, pludselig, stiger jeg til vejrs.

Jeg hænger højt oppe over bisonokserne, der fortsætter i svimlende tempo mod vandet. De er næsten fremme nu«.

Der er også en mandestemme. En dyb, dyb røst. Måske er han døden? Jeg ved det ikke. Han lyder meget alvorlig.

Jeg tror, at han fortæller mig, hvordan døden er.

Jeg længes sådan efter høre, hvad han siger, men jeg kan ikke høre det klart.

Jeg kan kun høre, hvad jordemoderen siger.

Hun bliver ved med at kalde på mig og sige, at jeg skal blive«.




»Hun irriterer mig grænseløst, og jeg længes så inderligt efter at følge med ud i vandet. Det er så sindssygt tillokkende.

Alt i mig higer efter at ride med bisonerne. Men jeg tager mig sammen. Jeg tager mig så grundigt sammen, som jeg aldrig har gjort før«.




»Med en kraftanstrengelse åbner jeg øjnene. Jeg kigger op i et tæppe af sølvpapir.

De har lagt det over mig, så jeg kan holde varmen, men jeg fryser, fryser, fryser.

Jeg bruger alle min kræfter på at gøre, hvad jordemoderen siger. Jeg må ikke falde hen igen.

Nu, hvor jeg er tilbage på hospitalsstuen, skyller kulden og smerterne ind over mig igen.

Jeg bider tænderne sammen for at få ekstra styrke til at holde ud, men de klaprer og klaprer«.




»Jeg har på forhånd lovet mig selv, at jeg vil gøre alt, hvad de beder mig om på hospitalet.

Jeg kan næsten ikke klare det. Jeg er indædt frustreret over ikke at kunne kommunikere, hvor meget jeg fryser. De lader, som om de forstår det, men det gør de ikke.

Jeg hungrer efter at lægge mig på bisonoksernes skind, som jeg aldrig har hungret efter noget, hverken før eller siden.

Det ville være så let at dø.

Men jeg har truffet en aktiv beslutning. Jeg bliver i livet. Også, selv om livet føles som én lang smerte.

Jeg er så ærgerlig over at sige farvel til mine bisonokser. Eller på gensyn. Jeg ser dem nok igen en dag«.



Livet er ændret for altid


Christian kalder på Bronwen. Han holder hende i hånden, når han kan komme af sted med det, men meget af tiden står han i baggrunden langs væggen for ikke at være i vejen.

Uforståelige ord flyver rundt i lokalet, og han hører lægerne ringe til eksperter på Næstved Sygehus og på Rigshospitalet.

De venter på et eller andet, der skal ankomme fra Rigshospitalet. Noget, de kan sprøjte ind gennem en af de mange kanyler, der er stukket ind i Bronwens krop nærmest overalt.





Christians opmærksomhed flakker mellem Bronwen og den livløse Klaubert på rullebordet.

Han kan høre og se på hende, at hun fryser, og han har lyst til at lægge tæpper og dyner over hende. Det må da kunne lade sig gøre at varme hende?!

Det der sølvpapir hjælper jo ikke en skid; specielt ikke, når de hele tiden løfter det for at stikke i hende eller fylde medicin eller blod på hende, tænker han og føler sig magtesløs.

Alt er ude af hans hænder. Dér ligger hans kæreste, og dér ligger hans søn.




Tingene går så stærkt, og chokket over at have mistet Klaubert er så stort, at det først er dagen efter, mens Bronwen ligger på intensiv afdeling og overvåges af en sygeplejerske konstant, at det går op for Christian, at han rent faktisk også var ved at miste hende.

Nu er hun stabil, men lægerne knoklede for at redde hendes liv, mens han blot stod og så på uden rigtig at fatte det.

Det føles uvirkeligt, og han har svært ved at forholde sig til det. Det har Bronwen også. Sorgen over Klaubert fylder alt. Men samtidig kan hun mærke, at noget i hende er ændret. At døden er blevet hendes følgesvend i livet.

»Jeg har aldrig følt mig så draget af noget. Det føltes ikke som et valg. Det var en slags refleks«.

Jeg MÅTTE bare overgive mig. Jeg MÅTTE lægge mig ned på det skind og følge med ud i horisonten, hvor det golde, støvede slettelandskab blev til silkeblød himmel og hav. Der, hvor døden var.

Jeg så det hele gennem mine egne øjne. Det var ikke sådan noget med at se sig selv udefra, som man nogle gange hører fra folk, der har haft en nærdødsoplevelse. Jeg var lige dér, sammen med bisonokserne«.



Døden er med hver dag


»Når jeg tænker tilbage på det, har jeg lyst til at sige, at min hungren efter at følge med bisonerne var på grund af Klaubert. Det ville være smukt. Men sådan var det ikke. Det var vitterligt en længsel efter døden.

Det føltes, som om noget kom udefra og tog mig, og jeg følte mig fuldstændig vågen imens. Det var en virkelig hændelse. Det var ikke en drøm. Det skete rent faktisk.

I dag er jeg glad for, at jeg blev. Men længslen efter døden sad i mig længe, længe efter, og jeg har stadig en snert.

Det er en ensom tilstand at have været så tæt på at dø. Når jeg fortæller om min oplevelse, har andre svært ved at forstå det. De har svært ved at forstå, hvad det har gjort ved mig, at jeg var parat til at give slip. At jeg havde lyst til at give efter for døden. Det er ubehageligt for andre at høre.

I dag er døden stadig present i mit liv hver eneste dag. Når jeg siger farvel til mine børn om morgenen, er det altid med en tvivl om, om jeg ser dem igen. Døden kan komme når som helst for os alle. Den bevidsthed havde jeg ikke før.

På den ene side er døden blevet mere skræmmende, fordi jeg hele tiden er bevidst om, at den kommer, men jeg ved ikke, hvor snart. På den anden side er den mindre skræmmende, fordi den føltes så tryg, da jeg mødte den«.





»Der er en underlig, fin linje mellem ’kunne have været død’ og ’burde have været død’, som flyder sammen for mig. Jeg tror, det bedst kan sammenlignes med en soldat, der i krig oplever sin ven blive skudt lige ved siden af sig. Det er et rent tilfælde, at det er ham, der overlever. Efterfølgende føles det hele så meningsløst. Jeg kæmper stadig med at finde meningen.

Jeg tager livet mere alvorligt nu, end jeg gjorde før. Jeg har et uvist antal dage tilbage, og nu bruger jeg en af dem - bruger jeg den rigtigt? Det kan være en udfordring bare at leve og nyde det, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke over, hvordan jeg bedst bruger de næste fem minutter.

Ofte føler jeg, at jeg bruger tiden allerbedst i vores have. Det giver mening for mig at plante noget, som lever videre, efter jeg er død. Jeg har behov for det på samme måde, som jeg har behov for at spise og sove. Det er også i høj grad noget, Christian og jeg gør sammen. Siden Klaubert døde, og jeg selv var lige ved, har vi bygget et orangeri og lavet haven om til vores eget lille paradis med en sø og masser af smukke planter og blomster. Der elsker vi at være, hele familien, som siden er blevet udvidet med vores lille søn, Valdemar, der kom levende til verden lidt over et år efter Klaubert.

Jeg har accepteret, at jeg er en anden nu. Jeg har mødt døden både ved at miste Klaubert og ved selv at være så tæt på at tage med mine bisonokser. Jeg tager ikke længere livet for givet, hverken for mig selv eller andre«.

Bronwen Loshak, 43 år, arbejder som skuespiller og terapeut. Bor i Valby og er gift med Christian Møller Pedersen. Sammen har de fire børn – tre levende og Klaubert, som døde.



FAKTA

Hvad er en nærdødsoplevelse?


En nærdødsoplevelse kan opstå, når en person kortvarigt er klinisk død, er døende eller i livsfare. Det hidtil mest omfattende studie af nærdødsoplevelser er fra 2014.

140 overlevende hjertestoppatienter fra USA, Australien og Østrig blev interviewet om deres eventuelle oplevelser i minutterne inden genoplivningen. Her kunne 55 af dem – svarende til 40 procent – fortælle om en form for bevidsthed, efter at hjertet var holdt op med at slå.

Nærdødsoplevelser er et omdiskuteret emne i forskerkredse, og der er ikke enighed om, hvorvidt de er reelle, om det er vores hjerne, der spiller os et puds, eller hvad det egentlig er, der er på spil.

Læs mere her.


REDAKTION

Tekst: Signe Thomsen

Foto: Louise Herrche Serup

Tegninger: Claus Nørregaard

Visuel tilrettelægger: Nima Hajarzadeh

Projektleder: Frauke Giebner

Redaktør: Mette Mølbak & Tanja Parker Astrup

Teksten bygger på flere interviews med Bronwen Loshak og ét med hendes mand, Christian Møller Pedersen Politiken har haft fuld adgang til Bronwen Loshaks sygehusjournal og dagbogsnotater omkring nærdødsoplevelsen. Illustrationerne er udtryk for en fortolkning af hendes oplevelse.




Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce