For første gang i to årtier stiger andelen af danskere, der ryger.
Foto: Thomas Borberg

For første gang i to årtier stiger andelen af danskere, der ryger.

Sundhed

Rygere vælger de billigste smøger

En pris på 36 kroner for 20 cigaretter appellerer tilsyneladende til ret mange rygere. Over halvdelen af dem vælger nemlig de billigste mærker, viser undersøgelse. Der bør være en mindstepris på smøger, siger professor.

Sundhed

Mens politikerne tøver med at hæve prisen på en pakke cigaretter for at anspore flere til at kvitte røgen, har danske rygere taget de billige mærker til sig, som er kommet på markedet inden for de seneste femten år.

De tider er forbi, hvor det i Danmark mest kendte cigaretmærke, Prince, dominerede totalt. Lidt over halvdelen af de adspurgte rygere i den årlige undersøgelse af rygevaner vælger således en pakke i lavpriskategorien, når de køber smøger.

Det fremgår af undersøgelsen, som Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen udgav denne uge, at 29,3 procent betaler 36-38 kroner for en pakke, og 22,3 procent giver 39-41 kroner. I disse prisintervaller er traditionelle lavprissmøger som LD, LA, Skjold, Viking og Pall Mall, men det seneste år er firmaerne bag kendte mærkevarer som Camel og Marlboro hoppet med på priskonkurrencen og har sænket prisen til under 40 kroner.

Det er nu et mindretal af rygerne, som vælger de dyrere mærker som især Prince. 18,7 procent svarer, at de punger ud med 42-44 kroner, mens 16,5 procent betaler 45-47 kroner. Ganske få procent giver en endnu højere pris for deres cigaretter, mens seks procent ruller selv. Med omkring ti kroners forskel på den billigste og den dyreste pakke bør politikerne løfte de billigste cigaretter mest i pris, siger professor i tobaksforebyggelse ved Københavns Universitet, Charlotta Pisinger.

»Tallene skal ses i lyset af, at de fleste kortuddannede rygere ikke har ret mange penge mellem hænderne. For dem er prisen vigtig, når de vælger cigaretter i butikken. Samtidig er det også blandt de kortuddannede og folk med lave indkomster, at vi finder den største andel af rygere. Derfor må politikerne lave en model, hvor der kommer en mindstepris på cigaretter, så de billigste mærker kommer til at stige relativt mere end de dyreste«, siger Charlotta Pisinger, der er overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Cigaretter er lidt som sprinklervæske

For første gang i 20 år stiger andelen af danskere, som ryger. Mens 21,1 procent røg i 2016, var andelen i 2018 steget til 23,1 procent, hvilket er en stigning på 9,5 procent. Udviklingen får fagfolk til at slå alarm. De peger på, at hævede priser er det mest effektive redskab til at få flere til at slukke deres sidste smøg. Det viser erfaringer fra en stribe lande, herunder Norge, hvor færre ryger, og en pakke cigaretter koster omkring dobbelt så meget som i Danmark.

De nye rygetal har sparket liv i den ellers længe fastlåste debat om afgiften på cigaretter, hvor der tegner sig et politisk flertal for at hæve prisen. Men der er ingen enighed om, hvor høj prisen skal være. Også internt i regeringen slås partierne om spørgsmålet. Konservative vil hæve prisen til 60 kroner, Liberal Alliance afviser blankt, mens Venstre vil hæve prisen så meget som muligt, uden at det ansporer til øget grænsehandel.

Uden for regeringen har Socialdemokratiet stadig intet bud på en konkret afgiftsstigning, mens DF nævner 6-8 kroner. Længst går de radikale, der ønsker norske tilstande med 90 kroner for en pakke smøger. SF vil give prisen et lille nøk til 50 kroner, Enhedslisten er enig med de konservative om en pris på 60 kroner, mens Alternativet ligger lidt højere og sidste år ikke fik flertal for sit beslutningsforslag om en pris på 65 kroner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I Kræftens Bekæmpelse vurderer projektchef for tobaksforebyggelse, Niels Them Kjær, at resultatet fra undersøgelsen af rygevaner sætter en tyk streg under, at rygerne er »prisfølsomme«.

»Konkurrencen om rygerne er blevet øget betragteligt gennem de seneste femten år, efter at en række nye lavprismærker kom ind på markedet. Der er sket et skifte fra såkaldte high brands til low brands. Når lidt over halvdelen vælger de billigste mærker, viser det med al tydelighed, at prisen er en afgørende faktor, når rygerne vælger cigaretter. For der er ikke den store kvalitetsmæssige forskel på de dyre og de billige, og det er svært i blindsmagning af smage forskel. Cigaretter er lidt som sprinklervæske. Den ene er ligeså god som den anden«, siger han.

Kræftens Bekæmpelse foreslår at hæve prisen til 60 kroner i et ryk og herefter ti procent årligt, til prisen i Danmark når niveauet i Norge. Hvert år dør 13.600 mennesker i Danmark af sygdomme, der er relateret til rygning. Rygning er den vane, der slår klart flest danskere ihjel.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce