Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningStatsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og fem øvrige medlemmer af regeringen har i dag præsenteret en reform af sundhedsvæsnet, der skal sætte patientens behov i centrum.
Regionsrådene bliver nedlagt og erstattet af fem sundhedsforvaltninger. 21 lokale sundhedsfællesskaber knyttet til akutsygehusene skal sikre en nær behandling af patienterne, og en ny national myndighed ’Sundhedsvæsen Danmark’ får ansvaret for at løfte kvaliteten i hele landet.
»Det er et udspil til en reform - en udviklingsplan - som tager fat om de udfordringer, som alt for mange patienter oplever i dag. På mange områder er sundhedsvæsenet rigtig godt, men der er en udtalt mangel på nærhed. Alt for mange rejser alt for langt for at få en relativ ukompliceret behandling og gå til kontrol - for eksempel patienter med KOL og diabetes. Der mangler sammenhæng. Station for station fungerer det godt, men det kniber med at få rejsen til at hænge sammen«.
»Patienter og pårørende er usikre på, om den ene hånd ved, hvad den anden gør. Det tror jeg, vi alle har oplevet hos os selv eller hos nogen, vi kender«, begyndte Lars Løkke Rasmussen, der selv var sundhedsminister fra 2001 til 2009 som den længst siddende på området.
Titlen på udspillet er ’Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder’. Med sig i Spejlsalen i Statsministeriet havde Løkke finansminister Kristian Jensen (V), partiformand Anders Samuelsen (LA), børne- og socialminister Mai Mercado (K), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V).
Udfordringer, der kun vokser sig større
Statsministeren betonede, at der også er for stor forskel på kvaliteten af behandlingen, alt efter hvor man bor. Patienternes rettigheder respekteres »for at sige det diplomatisk« noget forskelligt fra region til region. Nu skal patienten sættes først i et stærkere sundhedsvæsen, sagde Løkke, der huskede tilbage til sin egen start som sundhedsminister, hvor han på en »dyster baggrund« satte sig i ministerstolen. Det var en tid, hvor mange blev fejlopereret, og kræftpatienter ikke blev behandlet i tide. Men ventetiden er faldet, og flere overlever alvorlig sygdom. Der er investeret massivt i sygehuse og medarbejdere, sagde Løkke. Men det er også nødvendigt at tage bestik af situationen, lød det.
»Vi står over for udfordringer, der kun vokser sig større. I løbet af de kommende ti år vil vi være tæt på en kvart million flere 75-årige, og antallet af diabetikere vil næsten blive fordoblet på ti år. Derfor sætter vi strøm på udviklingen, hvor flere opgaver skal løses lokalt, og flere skal behandles hos egen læge, ligesom kommunerne skal løse flere opgaver. Hvad der ikke er svært, skal være nært. Det kan ske i nye moderne sundhedshuse med læger, sygeplejersker og andet personale, der har det rigtige udstyr og de rigtige kompetencer. Sygehusene skal samtidig have en mere udadvendt rolle og rådgive kommuner og praktiserende læger«, sagde Løkke.
21 sundhedsfællesskaber skal sørge for, at sygehuse, kommuner og praktiserende læger taler bedre sammen, så »ingen bliver tabt mellem to stole«.
For at finansiere reformen, vil regeringen etablere en nærhedsfond med seks milliarder kroner, som bruges til at »kickstarte« reformen.
»Hvert år kommer regeringen til at putte mere benzin i motoren, men det er ikke ligegyldigt, hvilken motor man bruger. Den kan køre længere eller kortere på literne. Nu investerer vi seks milliarder kroner i motoren, så den kører længere på literen«.