Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Sofia Busk
Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kampen om sundhedskronerne skærpes: Derfor stopper læger og personale i desperation

Læs her, hvis du vil forstå, hvorfor politikerne konstant siger, at de tilfører sundhedsvæsenet flere penge, mens personalet råber op i frustration eller lægger kitlen for altid. Forklaringen skal findes i år 2010.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det sendte atter chokbølger gennem sundhedsvæsenet, da klinikchef for omkring 300 anæstesilæger og anæstesi- og operationssygeplejersker på Rigshospitalet, den 62-årige Jakob Trier Møller, for kort tid siden opsagde sin stilling.

»Jeg siger ikke op i protest, men i desperation«, sagde klinikchefen gennem 20 år til Politiken.

Årsagen er de årlige besparelser.

Lørdag stillede samtlige 43 klinikchefer sig i en protestskrivelse i Politiken skulder ved skulder med Jakob Trier Møller og delte deres desperation over de årlige spareøvelser.

Men lige så hurtigt opråb fra frustrerede hospitalsansatte er luftet eller opsigelser indgivet, lige så hurtigt lyder det fra Christiansborg, at sundhedsområdet hvert år tilføres milliarder og atter milliarder flere skattekroner.

Hvordan kan personale, patienter og pårørende ofte opleve et presset sundhedsvæsenet, mens politikerne på de årlige finanslove konstant udvider sundhedsbudgetterne?

Ifølge to af landets førende sundhedsøkonomer er forklaringen enkel.

»Bevillingsfesten fra 00’erne er om ikke slut, så markant afdæmpet. De offentlige bevillinger til sundhedsområdet stiger slet, slet ikke, som vi så det dengang, og det presser personalet«, siger professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard.

Ligesom vores lønninger stiger, ligeledes stiger de offentlige udgifter til sundhed næsten hvert år. Men i visse perioder er politikerne mere rundhåndede end andre.

2010 blev et vendepunkt for politikernes betalingsvillighed til sundhedsvæsenet, hvor de oven på finanskrisen trak kraftigt i håndbremsen. Og siden har de ikke rigtig sluppet den.

En opgørelse over sundhedsudgifterne, som Danmarks Statistik har foretaget for Politiken, viser, at mens det samlede sundhedsvæsen i 2009 blev tilført 7 procent flere penge end året før i faste priser, hvor der er taget højde for prisudviklingen, så fik sundhedsområdet i 2010 faktisk 1,8 procent færre penge. Og trods flerepenge de følgende år, sker det slet, slet ikke med samme vækst som i de gyldne 00’er før krisen.

Næsten uansvarlig vækst

I december offentliggjorde professor Jakob Kjellberg og programleder på Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, sammen med Anne Iversen en sundhedsøkonomisk rapport.

Den fastslog, at den gennemsnitlige realvækst på sundhedsområdet i 00’erne år for år var næsten tre gange større, end den har været siden 2010.

»I 00’erne havde vi meget, meget høje realvækster i sundhedsudgifterne, også langt højere end vores generelle økonomiske vækst, og på kanten af det bæredygtige for at sige det, som det er«, siger Jakob Kjellberg.

De mange ekstra årlige penge under Anders Fogh Rasmussens (V) skiftende regeringer i 00’erne gjorde det muligt at afkorte månedlange ventelister til behandling ved at ansætte langt flere læger og andet hospitalspersonale, købe nye strålekanoner og andet udstyr.

Politikerne fik øget tempoet på hospitalerne ved at ændre på selve den økonomiske indretning af driften. Fra en udbudsstyret sundhedspolitik, hvor politikerne årligt gav en fast pose penge, blev det ændret til et mere efterspørgselsstyret og patientrettighedsorienteret sundhedsvæsen, forklarer Jes Søgaard.

Kræftpakker satte eksempelvis tempo på patientstrømmene og de økonomiske bonusordninger til hospitalerne, hvis de kunne behandle flere patienter end forventet, sikrede et højt tempo, mere effektive arbejdsgange og løft til et ellers trægt og ikke velkørende sundhedsvæsen.

»Væksten begyndte tilbage i 1996, men der kom især forøget vækst fra 2001 og frem til 2010. Jeg tolker dette som en politisk ’villet’ vækst, hvor man prioriterede det finanspolitiske råderum til sundhedsvæsenet for at realisere Fogh-regeringens sundhedspolitik«, siger Jes Søgaard.

Men finanskrisen satte en brat stopper for udviklingen, uden at politikerne sænkede ambitionerne for, hvad befolkningen kan forvente af hospitalerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Opbremsningen har kunnet mærkes de senere år i det danske sundhedsvæsen, dels fordi det politiske efterspørgselspres er fortsat med øget fokus på patientrettigheder og alskens politiske særønsker, dels fordi behovet for sundhedsydelser er steget, fordi den demografiske aldring har taget fart siden netop 2010 med en dertilhørende større sygdomsbyrde i befolkningen, ligesom fødselstallet nu stiger igen«, siger Jes Søgaard.

Læg dertil, at det særligt er siden finanskrisen, at udgifter til ny dyr sygehusmedicin er steget markant.

»Altså flere behandlingskrævende ældre, mere dyr medicin og en meget begrænset vækst i sundhedsudgifterne er det, som vi har kunnet mærke de senere år«, siger Jes Søgaard.

Han fastslår, at politikere på Christiansborg og skiftende regeringer har ret i, at de år for år har bevilget flere penge, og »virkelig har prioriteret sundhed højt«.

»Mens regionspolitikere og især sundhedspersonalet i regionerne og nok også i kommunerne har oplevet, at bevillingsfesten fra 00’erne er slut, er efterspørgselspresset på sundhedsydelser fortsat om muligt endnu stærkere her i 10’erne end årtiet før. Det er derfor, vi har de her sundhedsøkonomiske frustrationer fra begge steder – både fra politikerne på Christiansborg og fra personalet«, siger professoren.

Kun lige penge nok

Ifølge professor Jakob Kjellberg er den årlige realvækst i 10’erne »lige til øllet for, hvad Finansministeriet regner med, der skal bruges for at følge med det demografiske træk, altså hvor mange flere ældre der kommer«.

»Penge til mervækst, som vi så i 00’erne, er væk. Dengang var ’the skys the limit’. Der er jo aldrig nogen, der siger, at man har for mange penge, men i bund og grund var der rigeligt dengang. Men siden 2010 har man fået til den demografiske vækst, men ikke til mervækst. Det vil sige, at alt det nye, dyre – eksempelvis ny medicin, der kommer ind – mangler penge«, siger Jakob Kjellberg.

Professoren forklarer også, at det paradoksale ved sundhedsvæsenet i modsætning til andre sektorer er, at investeringer i nyt, godt udstyr og behandlingsformer ofte fører til merudgifter frem for besparelser, som det kendes i andre brancher.

Eksempelvis forøger dyr livsforlængende medicin den samlede patientomkostning, da døden indtræffer senere end ellers. Godt for patienten, men dyrt for samfundet.

»Det er blevet tiltagende sværere at leve af gamle bevillinger. Og finansiere nye tiltag. Og det pres bliver i væsentligt omfang trykket ned på personalet på afdelingerne og ud i kommunerne, der overtager patienterne langt tidligere. Du har nu kun lige til de flere ældre, der kommer, men ikke til de nye teknologier og muligheder, der også skal finansieres. Det må afdelinger og hospitaler så rationalisere sig ud af«, siger Jakob Kjellberg.

Og så er det, vi hører om personale, der klager, og klinikchefer, der stopper?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, det er den korte historie«, siger professoren.

-----------------

Rettelse: I en tidligere verison stod der om den 'demokratiske aldring' - der skulle stå demografiske.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden