Det sendte atter chokbølger gennem sundhedsvæsenet, da klinikchef for omkring 300 anæstesilæger og anæstesi- og operationssygeplejersker på Rigshospitalet, den 62-årige Jakob Trier Møller, for kort tid siden opsagde sin stilling.
»Jeg siger ikke op i protest, men i desperation«, sagde klinikchefen gennem 20 år til Politiken.
Årsagen er de årlige besparelser.
Lørdag stillede samtlige 43 klinikchefer sig i en protestskrivelse i Politiken skulder ved skulder med Jakob Trier Møller og delte deres desperation over de årlige spareøvelser.
Men lige så hurtigt opråb fra frustrerede hospitalsansatte er luftet eller opsigelser indgivet, lige så hurtigt lyder det fra Christiansborg, at sundhedsområdet hvert år tilføres milliarder og atter milliarder flere skattekroner.
Hvordan kan personale, patienter og pårørende ofte opleve et presset sundhedsvæsenet, mens politikerne på de årlige finanslove konstant udvider sundhedsbudgetterne?
Ifølge to af landets førende sundhedsøkonomer er forklaringen enkel.
»Bevillingsfesten fra 00’erne er om ikke slut, så markant afdæmpet. De offentlige bevillinger til sundhedsområdet stiger slet, slet ikke, som vi så det dengang, og det presser personalet«, siger professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard.
Ligesom vores lønninger stiger, ligeledes stiger de offentlige udgifter til sundhed næsten hvert år. Men i visse perioder er politikerne mere rundhåndede end andre.
2010 blev et vendepunkt for politikernes betalingsvillighed til sundhedsvæsenet, hvor de oven på finanskrisen trak kraftigt i håndbremsen. Og siden har de ikke rigtig sluppet den.
En opgørelse over sundhedsudgifterne, som Danmarks Statistik har foretaget for Politiken, viser, at mens det samlede sundhedsvæsen i 2009 blev tilført 7 procent flere penge end året før i faste priser, hvor der er taget højde for prisudviklingen, så fik sundhedsområdet i 2010 faktisk 1,8 procent færre penge. Og trods flerepenge de følgende år, sker det slet, slet ikke med samme vækst som i de gyldne 00’er før krisen.
Næsten uansvarlig vækst
I december offentliggjorde professor Jakob Kjellberg og programleder på Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, sammen med Anne Iversen en sundhedsøkonomisk rapport.
Den fastslog, at den gennemsnitlige realvækst på sundhedsområdet i 00’erne år for år var næsten tre gange større, end den har været siden 2010.
»I 00’erne havde vi meget, meget høje realvækster i sundhedsudgifterne, også langt højere end vores generelle økonomiske vækst, og på kanten af det bæredygtige for at sige det, som det er«, siger Jakob Kjellberg.
De mange ekstra årlige penge under Anders Fogh Rasmussens (V) skiftende regeringer i 00’erne gjorde det muligt at afkorte månedlange ventelister til behandling ved at ansætte langt flere læger og andet hospitalspersonale, købe nye strålekanoner og andet udstyr.
Politikerne fik øget tempoet på hospitalerne ved at ændre på selve den økonomiske indretning af driften. Fra en udbudsstyret sundhedspolitik, hvor politikerne årligt gav en fast pose penge, blev det ændret til et mere efterspørgselsstyret og patientrettighedsorienteret sundhedsvæsen, forklarer Jes Søgaard.
Kræftpakker satte eksempelvis tempo på patientstrømmene og de økonomiske bonusordninger til hospitalerne, hvis de kunne behandle flere patienter end forventet, sikrede et højt tempo, mere effektive arbejdsgange og løft til et ellers trægt og ikke velkørende sundhedsvæsen.
»Væksten begyndte tilbage i 1996, men der kom især forøget vækst fra 2001 og frem til 2010. Jeg tolker dette som en politisk ’villet’ vækst, hvor man prioriterede det finanspolitiske råderum til sundhedsvæsenet for at realisere Fogh-regeringens sundhedspolitik«, siger Jes Søgaard.
Men finanskrisen satte en brat stopper for udviklingen, uden at politikerne sænkede ambitionerne for, hvad befolkningen kan forvente af hospitalerne.
