S støtter forslag om besøg hos fysioterapeut uden henvisning

DF vil have patienter direkte til fysioterapeut for at afhjælpe lægemangel. S åbner for mulighed.

Sundhed

Socialdemokratiet åbner for, at patienter kan gå til fysioterapeut uden at have været ved lægen og få en henvisning først.

Dermed bakker S op om Dansk Folkepartis forslag. Ifølge Politiken vil DF sende patienter uden om lægen og direkte til fysioterapeut.

Flemming Møller Mortensen, der er sundhedsordfører i S, er 'meget åben' over for at undersøge mulighederne, men det er ikke helt uden forbehold.

»Vi skal naturligvis være sikre på, at det er en god idé for patienterne, og så skal vi også have øje for, om det kommer til at koste ekstra penge, hvis man går uden om lægen«, siger Flemming Møller Mortensen.

Ifølge Politiken er de tre hyppigste grunde til, at danskerne besøger lægen, ondt i lænden, slidgigt og ondt i nakken. Folk med de tre lidelser har 8,1 millioner lægebesøg årligt, skriver avisen.

Hvis 10 procent af dem gik direkte til fysioterapeut, ville 810.000 lægebesøg blive sparet.

Ifølge Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, kan det være med til at løse problemet med lægemangel i Danmark.

Flemming Møller Mortensen mener, at det ville være godt for samfundet, hvis det blev prøvet af i en forsøgsordning.

Det skal kunne sikre, at patienterne får den rette behandling, og at økonomien ikke løber løbsk.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden