Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Denne artikel er en gave fra Else Andersen. Som Politiken-abonnent kan du ubegrænset dele artikler med dine venner og familie. Læs mere om fordelene ved et abonnement her.
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sengeleje.  Fysisk inaktivitet er hverken godt eller sundt for patienter med kronisk træthedssyndrom. Men nu er der også opstået tvivl om trænings gavnlige virkning.

Sengeleje. Fysisk inaktivitet er hverken godt eller sundt for patienter med kronisk træthedssyndrom. Men nu er der også opstået tvivl om trænings gavnlige virkning.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den syge på Fanø: Skal de kronisk trætte træne?

Kronisk trætte har gavn af at træne, fastslår Sundhedsstyrelsen. Men videnskaben bag er draget i tvivl og skal nu gennemgås igen.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Patienter med den mystiske lidelse kronisk træthedssyndrom, myalgisk encephalomyelitis (ME) – f.eks. Marie Louise Gustavussen fra Fanø, som Politiken har omtalt – får det bedre ved gradueret, individuelt tilpasset træning.

Det fastslog den gyldne standard i den lægevidenskabelige verden, et såkaldt Cochrane-review, i både 2015 og 2017. Cochrane-reviewet gennemgik de 8 centrale videnskabelige studier med i alt 1.518 patienter med kronisk træthedssyndrom for at se på effekten af tilpasset træning og konkluderer:

»Gradueret træning har en positiv effekt på menneskers daglige fysiske funktionsevne, søvn og overordnede selvvurderede sundheds«.

Dette Cochrane-studie har sundhedsminister Ellen Trane Nørby og Sundhedsstyrelsen henvist til adskillige gange. I 2018 udgav Sundhedsstyrelsen blandt andet rapporten ’Fysisk træning som behandling – 31 lidelser og risikotilstande’, hvor Cochrane-reviewet og de videnskabelige studier bag anbefalingen af træning til patienter med kronisk træthedssyndrom blev gennemgået.

Men nu er det videnskabelige grundlag for træningsterapi draget i tvivl efter årelang massiv kritik fra især patientgrupper.

Politiken har været i kontakt med David Tovey, chefredaktør for The Cochrane Library, der oplyser, at Cochrane-reviewet skal gennemgås igen. Faktisk, oplyser han, meddelte Cochrane-ledelsen højst usædvanligt offentligt, at den egentligt midlertidigt ville have trukket reviewet tilbage, men fravalgte dog den ellers uhørte tilbagetrækning, da en ny faglig gennemgang var på trapperne. Ifølge David Tovey er forfatterne i gang med en »ændret version, der adresserer kritikken, som vi fik i 2018«.

»I den offentliggjorte gennemgang er det tydeligt, at der er usikkerhed i forhold til effekten af gradueret træning i relation til et række vigtige målepunkter«, siger David Tovey, chefredaktør for The Cochrane Library til Politiken i en skriftlig kommentar om den evidens, Danmark bygger sin anbefaling på.

Blandet andet er der fokus på, at der i de anvendte studier mangler data for negative effekter ved træning, påpeger han. Netop risikoen for, at fysisk træning i modsætning til stort set alle andre sygdomme kan medføre forværring ved kronisk træthedssyndrom/ME, er det springende punkt.

Den amerikanske sundhedsmyndighed Center for Disease Control and Prevention, CDC, kalder lidelsen en »biologisk sygdom, ikke en psykiatrisk lidelse« og er meget optaget af netop den skade og udmattelse, som træning kan medføre for ME-patienter, såkaldt post-exercise malaise – eftertræningsudmattelse.

Styrelse anbefaler fortsat træning

Sundhedsstyrelsen i Danmark fastholder fortsat anbefaling af træning til patienterne.

»Faktum er, at gradueret træning og kognitiv adfærdsterapi er de to behandlinger af kronisk træthedssyndrom, som er bedst dokumenteret. Det er der ingen tvivl om. Vi har ingen andre behandlinger, der på tilsvarende vis er lige så godt dokumenteret. Ja, vi savner mere videnskab på området, og vi kunne godt ønske os bedre studier, men uanset hvad, er det de to bedste behandlinger, vi har til kronisk træthedssyndrom«, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.

Han glæder sig til det nye Cochrane-review kommer, men ryster ikke på hænderne.

»På et område som det her med megen kontrovers, er det helt normalt, at et review løbende opdateres, som det også sker nu. Men det er blevet udlagt, som om hele Cochrane-reviewet er underkendt. Eller at evidensen ikke kan bruges til noget. Det er altså en fuldstændig fejlslutning«, siger Søren Brostrøm.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man skal passe meget, meget på med at tro, at kritik af videnskabelige studier er det samme som, at studierne overhovedet ikke kan bruges til noget. Og det, synes jeg, medier og andre nogle gange gør sig skyldige i. Det akademiske liv er sådan, at alle studier, så snart de publiceres, bliver kritiseret af fagfolk for, hvad der kunne være gjort anderledes. Det er videnskabens væsen. Men derfor kan det sagtens fortsat være den bedste viden om et område, der findes. Og det gælder også de otte studier om træning til kronisk træthedssyndrom, som ligger bag Cochrane-reviewet«, siger Søren Brostrøm.

Han kalder det største studie bag gradueret træning – det voldsomt kritiserede Pace-studie fra 2012, der blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet – for »det største og bedste evidensgrundlag for gradueret træning og kognitiv adfærdsterapi«.

»Jeg synes faktisk, den voldsomme kritik af studierne, især Pace-studiet, næsten har gjort dem stærkere, fordi forfatterne har forklaret og forsvaret kritikken rigtig flot. De har på intet tidspunkt sagt, at studierne er perfekte, eller at der ikke kan tages forbehold. Og det er en del af det akademiske miljø at stille sig op over for sine fagfæller og forholde sig til kritik. Det styrker videnskaben på området«, siger Søren Brostrøm.

Han understreger, at der på verdensplan er ni offentliggjorte anerkendte definitioner af kronisk træthedssyndrom/ME, hvorfor området er komplekst.

»Jeg vil gerne advare mod dem – eksempelvis en norsk professor, som Politiken har talt med – der anbefaler behandlinger som eksempelvis meget langvarig isolation i helt lydtætte rum. Det har aldrig været dokumenteret i videnskabelige studier som værende effektfuldt, det er alene en udokumenteret hypotese«.

Sundhedsstyrelsen fastslår, at fysisk inaktivitet og lange sengelejer er »yderst skadeligt«.

»Der findes ingen sygdomme overhovedet, heller ikke kronisk træthedssyndrom, hvor det er dokumenteret, at sengeleje og fysisk inaktivitet er både godt og sundt«, siger Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen fastslår, at den naturligvis læner sig op ad den mest solide evidens, hvortil Cochrane-review hører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Derfor ser vi også frem til deres gennemgang«, siger Søren Brostrøm.

David Tovey, chefredaktør for The Cochrane Library, oplyser til Politiken, at de har valgt at flytte ansvaret for reviewet fra Cochranes psykiatrigruppe og sandsynligvis til forfattergruppen, der ser på kroniske lidelser.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden