De typiske symptomer på mæslinger er blandt andet temperaturstigning, snue, hoste, røde øjne og lysfølsomhed. Først efter nogle dage kommer det røde udslæt, der typisk begynder omkring ørerne, før det spreder sig til resten af kroppen.
Foto: WATNEY COLLECTION/PHOTOTAKE

De typiske symptomer på mæslinger er blandt andet temperaturstigning, snue, hoste, røde øjne og lysfølsomhed. Først efter nogle dage kommer det røde udslæt, der typisk begynder omkring ørerne, før det spreder sig til resten af kroppen.

Sundhed

Barn i hovedstaden er smittet med mæslinger

Myndighederne er i gang med at finde ud af, hvordan et barn på fire år er blevet smittet med mæslinger. Barnet har opholdt sig på Hvidovre Hospital. Forældre i barnets institution er informeret.

Sundhed

Et barn på fire år i Københavnsområdet er smittet med mæslinger. Der er tale om en anden type mæslinger end den, der indtil videre har ramt seks andre personer gennem de seneste tre-fire uger i et mindre udbrud af sygdommen.

Det pågældende barn har opholdt sig en daginstitution og på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital lørdag 9. marts. Hospitalet har i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed været i forbindelse med de personer, der kan have opholdt sig på hospitalet i samme rum som barnet i samme tidsrum, og har oplyst dem om risiko for, at de er smittet med børnesygdommen.

De fleste er vaccineret eller har haft sygdommen

Forældre i barnets daginstitution er også blevet oplyst om, at der er risiko for, at deres børn er blevet smittet, såfremt de ikke er vaccineret.

»Hvis man ikke er vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen, og har man mistanke om, at man kan være syg med mæslinger, skal man ringe til lægen. Man må ikke møde op uden aftale, da mæslinger er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes, og man kan risikere at smitte andre i venteværelset«, siger Jeppe Nørgaard Rasmussen, overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Han uddyber i en pressemeddelelse, at såfremt man ikke er vaccineret eller har haft sygdommen, kan man få vaccinen i op til tre døgn, efter at man er blevet smittet. Og man kan blive behandlet med antistoffer i op til seks døgn efter tidspunktet for smitten.

De fleste herhjemme er vaccineret mod mæslinger eller har haft sygdommen. Det er gratis at blive vaccineret hos egen læge.

Mæslinger har en inkubationstid på omkring 18 dage, så det kan være kompliceret at finde frem til en smittekilde. Statens Serum Institut er i gang med et opklaringsarbejde for at finde ud, hvordan barnet er blevet smittet. Barnet har ikke været ude at rejse for nylig og har ikke været sammen med andre, der udviste symptomer på mæslinger.

»Der er derfor sket smitte i Danmark fra en ukendt smittekilde«, skriver instituttet på sin hjemmeside.

Forældre glemmer at få børn vaccineret

Barnet er smittet med mæslingetypen B3. Den type er tidligere set i Italien og de seneste måneder flere steder i Østeuropa. Enkelte i Tyskland har også været syge med B3.

Skepsis mod vacciner i Danmark er ikke udbredt. Børn får to vacciner mod sygdommen. Den første, når de er omkring 15 måneder gamle. 94 procent af en årgang får denne vaccine. Det andet stik gives, når barnet er 4 år. Her er udbredelsen lidt lavere, omkring 88 procent.

At tallet ikke er højere, skyldes ifølge Statens Serum Institut ikke mestendels modstand mod vacciner, snarere skyldes det ganske simpelt, at forældre glemmer at gå til lægen og få deres børn vaccineret.

Danmark opfylder WHO’s betingelser for at have elimineret sygdommen mæslinger. Det betyder ikke, at ingen får mæslinger i Danmark. Der vil fortsat forekomme enkelte sygdomstilfælde. Myndighederne følger tæt med i udviklingen af den ekstremt smitsomme børnesygdom.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden