Det er ikke så længe siden, Mikkel var helt nede i kulkælderen. Han så for sig, at han var nødt til at droppe det studie, han elskede, droppe alle sine fremtidsdrømme om at blive ingeniør, droppe hele sit ungdomsliv. At han måtte lære at leve med, at han ikke kunne overkomme ret meget. Faktisk nærmest ingenting.
»Jeg havde skåret alt fra. Jeg havde ingen social omgang med andre end mine forældre. Fester og hyggeaftener med mine venner var helt udelukket; jeg kunne ikke engang føre en samtale, uden at jeg fik det sindssygt dårligt. Nogle gange kom en kammerat kort forbi for at høre, hvordan det gik, men jeg kunne ikke holde til det. Der var ingen computer, ingen telefon, ingen læsning, ingen tv. Intet. Ingenting«, husker den 23-årige mand.
Det hele begyndte med en våd aften i byen for cirka tre år siden, hvor han blev slået ned på en bar. Næste dag havde han det temmelig underligt, og det gik efterhånden op for ham, at han havde fået hjernerystelse. Han hvilede i en tre dages tid og gik så i gang med at genoptage sit liv.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
