Som alle andre børn i Danmark var Noah Weidemann inviteret til synsprøve hos sin egen læge hvert år, mens han gik i børnehave. Hver gang klarede han prøven uden bemærkninger, og hverken pædagogerne i børnehaven eller hans forældre havde mistanke om, at der var det fjerneste i vejen med hans syn.
»Hvorfor skulle vi? Vi regnede jo med, at lægen havde styr på det, og Noah klagede ikke over, at han ikke kunne se. For ham så verden jo normal ud, selv om vi senere fandt ud af, at han faktisk kun kunne se 20 procent i forhold til med et normalt syn«.
Hans mor, Anette Højland Weidemann, fortæller i samme åndedrag, at hun overhovedet ikke kan se noget gennem Noahs briller, hvis hun tager dem på.
»Vitterlig. Det kan jeg ikke«, siger hun og spiler øjnene op for at understrege pointen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
