0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nyhed – quiz mod Politikens redaktion i JuledystenTag quizzen

Er coronaeksperterne selv bange?: »Hvis eller når jeg bliver syg, må det gå, som det går«

De er alle fagfolk. De ved alt om virus, infektioner, sygdom og behandling. De er nogle af de vigtigste personer i indsatsen mod corona, men er de selv bekymrede over epidemien for deres nærmeste?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sundhed

»Jeg er faktisk i risikogruppen«

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, mandag.

»Jeg har snakket med min familie om, at vi alle sammen opfører os fornuftigt, og hvorfor vi ikke behøver at være bange. Jeg er selv 71 år, så jeg er faktisk i risikogruppen. Men jeg er ikke bange på den måde. Jeg har hele mit liv arbejdet med smittefarlige ting, og jeg ved, at hvis man opfører sig fornuftigt og disciplineret, så sker der ikke noget. Det gør der heller ikke denne gang«.

»Jeg bad min hjertesyge gamle far flytte i sommerhus«

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Nina Åslund, praktiserende læge i Kastrup, torsdag:

»Mig selv er jeg ikke bekymret for, jeg er stærk og rask og har kun haft en enkelt sygedag på fem år. Det, jeg egentlig har været mest bange for i den retning, var, hvis jeg blev nødt til at lukke min klinik helt på grund af coronasmitte. Jeg bekymrer mig dog meget om de ældre i familien. Allerede for to uger siden bad jeg min hjertesyge gamle far flytte ud til mit sommerhus i Sverige. Det ville han ikke. Men han lovede at forsøge at holde sig hjemme. Stemningen er nok lidt anderledes i Sverige. I Danmark har myndighederne håndteret situationen så stærkt og flot, og befolkningen har taget det forbavsende pænt og respektfuldt rettet ind.«

»Jeg er bekymret for arbejdspresset«

Ole Bo Jensen
Foto: Ole Bo Jensen

Anders Beich, praktiserende læge, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, torsdag:

»Selv om vores børn er voksne og tilhører en aldergruppe med gode odds, hvis de bliver smittet, så har jeg da tænkt på dem og snakket med dem om smitterisiko. De har studiejobs i henholdsvis hjemmepleje og købmandsbutik, og er derfor mere udsat for smitte. Jeg er ikke bekymret for at blive smittet med coronavirus selv. Jeg er mere bekymret for, om helbredet holder til arbejdspresset. Jeg er formand for vores faglige selskab, hvor vi er rasende travlt beskæftiget med de mange ændringer, der skal formidles til vore kolleger derude i almen praksis (praktiserende læger, red.), og samtidig også læge selv. Jeg spiller for lidt musik og sover for lidt«.

»Det er svært altid at være helt rationel«

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Andreas Lundh, 1. reservelæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital, torsdag:

»Jeg er ikke bekymret for mig selv, da jeg er sund og rask og i forhold til alder og er i lavrisiko. Både min hustru og søn er også i lavrisiko, så dem er jeg sådan ’objektivt’ set ikke bekymret for, selv om det jo kan være svært altid at være helt rationel. Jeg er mere bekymret for de ældre medlemmer af min familie, især for dem med kroniske sygdomme. Men hvis de skulle blive syge, er der heldigvis dygtigt sundhedspersonale, der står klar til at behandle dem«.

»Min 93-årige svigermor bliver ikke besøgt for tiden«

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Torben Mogensen, speciallæge i anæstesi og intensiv terapi, bestyrelsesformand Lungeforeningen, professor Lanzhou University, Kina, torsdag.

»Infektionen med coronavirus er en ventet trussel. Det er selvfølgelig bekymrende, at man som 66-årig kan læse, at mennesker over 60 år er i risiko. Men jeg er i god form og er tryg. Plejer ikke at blive syg. Mit barnebarn på halvandet år fylder meget i mit liv. Men statistikerne viser, at børn er meget lidt udsatte, så jeg er tryg. Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Min 93-årige svigermor bliver ikke besøgt for tiden, men hun klarer sig takket være samfundet. Jeg tænker mest på alle de mennesker, der får deres livsværk ødelagt. Kryds fingre for dem«.

»Det formørker ikke mit liv«

Rigshospitalet / Pr
Foto: Rigshospitalet / Pr

Jan Bonde, ledende overlæge, Intensiv Terapiklinik, Rigshospitalet, torsdag

»Jeg er 65 år selv i risikogruppen, men er ikke nervøs, selv om jeg kommer til at arbejde tæt på patienterne. Vi bruger værnemidler for at beskytte os mod smitte. Det formørker ikke mit liv. Det får mig ikke til at stoppe mit liv. Der er risiko ved mange ting, mere målbart for mit personale, men det er et vilkår, jeg har valgt at leve med og acceptere 100 procent. Jeg er ikke bange«.

»Jeg er bekymret for at smitte mine patienter«

Lægeforeningen
Foto: Lægeforeningen

Gunver Lillevang, praktiserende læge i Roskilde, fredag:

»Jeg er bekymret for, om jeg kan risikere at smitte andre uden at vide det – mine patienter, kolleger eller andre. Jeg er egentlig ikke bekymret for mit eget eller min mands helbred. Vi er hverken ældre eller kronisk syge, så for os er risikoen for alvorlig sygdom meget lille. Men jeg håber virkelig, at de ældste i min familie kan undgå at blive smittede, og jeg har gjort mit bedste for at forklare og sikre, at de tager imod tilbud om hjælp til indkøb og den slags, så de ikke unødigt udsættes for smittefare. Min datter, der er medicinstuderende i København, har været helt alene i sin lejlighed i halvanden uge, fordi hun er syg med symptomer, der til forveksling ligner dem, som flere af hendes positivtestede medstuderende har. Så hende har jeg haft tæt telefonkontakt med for at holde øje med, at hun ikke blev alvorligt syg, mens hun var alene. Det er hun heldigvis ikke blevet, og hun er i klar bedring. Men det at være alene i så lang tid er hårdt, så jeg har talt med hende flere gange dagligt for at kunne bibringe lidt selskab og opmuntring. Lige nu glæder jeg mig bare til, at hun forhåbentlig snart kan komme hjem til os«.

»Jeg besøger ikke mor på 88«

Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme, Rigshospitalet, mandag:

»Nej, jeg frygter ikke epidemien. Jeg er et professionelt menneske og har dybest set tænkt alle de forskellige scenarier igennem i teorien. Og så har jeg som læge testprøvet sådan et epidemiforløb hvert år med influenza. Men det her, er en stor udfordring. Det er der ingen tvivl om. Også langt, langt større end influenzaudbrud, så det er vigtigt, vi bevarer roen og overblikket. Og er sikre på, at vi gør det rigtige. Så nej, jeg er ikke bange, men min opmærksomhed er voldsom skærpet. Jeg har også valgt ikke at besøge min mor på 88. Det er sikrest for hende, at jeg ikke bærer smitte med. Det vil jeg for guds skyld ikke«.

»Min mor ønsker ikke intensiv behandling«

Statens Seruminstitut
Foto: Statens Seruminstitut

Tyra Grove Krause, afdelingschef for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse på Statens Serum Institut, fredag:

»Personligt er jeg ikke bekymret for hverken mig selv eller min nærmeste familie. Jeg ved jo, at risikoen for at dø er ekstremt lille for yngre og raske personer. Min mor er på plejehjem og fysisk svag. Hun vil klart udgøre en risikogruppe. Vi har heldigvis, allerede inden der blev lukket for besøg til plejehjemmet, haft en rigtig god snak om, hvad der skal ske, hvis hun bliver alvorligt syg. Hun ønsker ikke at blive indlagt eller få intensiv behandling, og det er jo en vigtig ting at få talt om. Ud over det tænker jeg en del over, hvordan vi får sikret, at vi kan løfte alle arbejdsopgaverne her på Statens Serum Institut, hvis vi får et stort sygefravær, men jeg ligger ikke søvnløs om natten«.

Annonce

»Lidt nervøs for de næste måneder«

Privatfoto
Foto: Privatfoto

Allan Randrup Thomsen, professor i virologi, Københavns Universitet, torsdag:

»Da jeg har en del nære, der lige som mig selv hører til i den ældre aldersgruppe, kan jeg da godt blive lidt nervøs for hvordan de næste måneder forløber«.

»Det et ukendt virus«

© Hung Tien Vu
Foto: © Hung Tien Vu

Michael Dall, lægelig direktør, Odense Universitetshospital, tirsdag:

»Jeg er ikke bange for epidemien på privatfronten, men jeg har stor faglig respekt for den situation, som coronapandemien stiller os i som sundhedsvæsen. Selv for os, der er skolede i at løse svære opgaver og har erfaring med at håndtere uventede situationer, er det her en stor opgave. Det er en ukendt virus, så vi kan ikke 100 procent vide, hvad der venter os. Men vi gør alt, hvad vi kan for at forberede os og være på forkant«.

»Mine forældre er isoleret i et sommerhus«

Joachim Hoffmann-Petersen, formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin, onsdag:​

»Jeg er ikke bekymret. Jeg er ved godt helbred, 40 år gammel og ikke alt for tyk, så det går nok. Eller jeg håber det går. Mine børn er raske og hjemme ved os, men mine forældre er sendt i sommerhus med besked om ikke at købe ind selv. Dem har vi isoleret. Det gjorde vi allerede før Mette Frederiksens tale i onsdags. Men jeg er ikke pokkers bekymret på egne vegne og kan heller ikke gøre det store ved det. Hvis eller når jeg bliver syg, må det gå, som det går«.

»Jeg er bekymret«

Lægeforeningen Region Hovedstaden
Foto: Lægeforeningen Region Hovedstaden

Helene Westring Hvidmand, ph.d., formand Lægeforeningen Region Hovedstaden:

»Jeg er ikke bange, men jeg er bekymret. Min mand og jeg er begge læger, og jeg håber, at de iværksatte tiltag har købt os tid og knækket kurven, men jeg frygter, at sundhedsvæsenet bliver presset til det yderste. Vi vil som sundhedsprofessionelle være eksponeret. Jeg er ikke meget bekymret for selv at blive alvorligt syg, men jeg tænker over, at jeg kan bære smitte med hjem til mine børn. Jeg forsøger at være rationel og holde mig til, at der ikke er grund til at være bekymret for vores børns helbred, men jeg er forberedt på, at vi i en periode kan komme til at arbejde rigtig meget og har arrangeret at kommer det dertil, kan børnene være hos mine søskende. Mine svigerforældre har vi allerede for et par uger siden bedt om at tage de nødvendige forholdsregler. Min mor er læge og stadig i arbejde og ja, jeg bekymrer mig da om hende og om min mand. Man bekymrer sig om dem, man elsker. Og tanken om at skulle være adskilt fra børnene, gør mig sørgmodig«.

»Jeg er ikke bekymret«

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Else Smith, formand for Dansk Selskab for Medicinsk Prioritering, tidl. direktør i Sundhedsstyrelsen, fredag

»Nej, jeg er ikke bekymret. Jeg fylder 67 år i dag (søndag 22. marts, red.), men er frisk, har altid cyklet, gået langt og spist sundt. Er dog meget glad for slik. Jeg har ingen sygdomme. Begge mine forældre er døde, og jeg har to døtre og to børnebørn fordelt på Amager og New York. Vi er alle fornuftige mennesker, der vasker hænder, spritter af og tænker os om. Sund fornuft hersker, og ingen af os ryger. De voksne på Amager arbejder hjemme, mens jeg passer Gabriel på et år. Vi går ikke på legeplads, da han gerne vil pille og sutte på alt, men så leger vi inde og i haven. Jeg tænker da på vort sundhedspersonale og ønsker dem alt godt«.

»Jeg er lidt bekymret for min mor«

Steen Ethelberg, afsnitsleder på afdeling for infektionsepidemiologi og forebyggelse på Statens Serum Institut, tirsdag:

»Jeg er ikke nervøs for mig selv, mine børn og min kæreste. Vi er ikke i fare. Men jeg er lidt bekymret for min mor, som er en ældre dame på næsten 80. Hun skal da passe på, når hun bevæger sig rundt i samfundet. Hun er dog et meget fornuftigt menneske. Men hun er alene nu og har ikke så mange at snakke med. Hun er forfærdelig ked af, at hun ikke kan opretholde alle sine udadvendte interesser. Hun går på normalt på Folkeuniversitetet og på kurser. Alt det er væk. Det er en stor del af hendes tilværelse at komme ud og fylde noget næring i hovedet og se andre mennesker. Nu sidder hun alene, og når hun tænder for fjernsynet, se hun dommedagsformaninger om den her sygdom. Det er ikke så godt«.

----------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der ved en fejl i en overskrift, at læge Nina Åslunds hjertesyge far var flyttet i sommerhus.

Læs mere:

    Alt om Corona­virus

Læs mere