Det seneste døgn er der registeret 879 positive svar i de i alt 144.510 prøver, der er blevet foretaget rundt om i landet, viser den daglige opdatering fra Statens Serum Institut (SSI) lørdag.
Andelen af positive svar i forhold til antallet af prøver – også kendt som positivprocenten – ligger på 0,61 procent. Det er det laveste siden begyndelsen af september sidste år. De seneste otte dage har positivprocenten ligget under 1,00 procent.
Opdateringen fra SSI viser, at antallet af patienter indlagt med corona er faldet med 42 til i alt 703. Ud af dem er 125 på intensivafdeling, og af dem får 85 hjælp fra en respirator.
Det faldende antal indlagte er positivt, siger Åse Bengård Andersen, ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet:
»Vi har været virkelig koncentrerede om at kunne håndtere de covid-19-patienter, vi har haft. Vi har været nødt til at inddrage personale fra andre specialer, så der er rigtig mange funktioner, der kører på vågeblus lige nu. Så snart vi begynder at få lidt luft på grund af covid-19, er der mange opgaver, vi skal i gang med igen«.
Der er registreret 28 nye dødsfald blandt coronasmittede. Dermed er i alt 1.969 døde med virussen siden marts sidste år.
Frem til lørdag morgen klokken 4.30 har i alt 181.396 personer påbegyndt vaccinationen mod coronavirus. Det svarer til 3,11 procent af befolkningen, hvilket er en lille stigning fra 3,9 procent fredag, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
I alt 14.711 personer er færdigvaccineret. Statens Serum Institut gør opmærksom på, at der kan være en forsinkelse i registreringen af de givne vacciner.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter