Regeringen ønsker, at ubrugte vacciner fra andre EU-lande sendes til Danmark, så flere danskere kan blive vaccineret. Det siger statsminister Mette Frederiksen ved et pressemøde foran Øksnehallen i København fredag morgen.
»Hvis andre lande har vaccine, som de ikke får brugt, så vil vi meget gerne have det til Danmark. Og vi betaler også gerne en god pris for vaccinerne«, siger Mette Frederiksen.
Flere EU-lande - blandt andre Tyskland og Frankrig - har modtaget vacciner, som man endnu ikke har fået vaccineret borgerne med. Det skyldes blandt andet, at den danske logistik i forbindelse med vaccinationerne er bedre tilrettelagt end i andre EU-lande.
Samtidig har der i Tyskland og Frankrig været skepsis over for AstraZeneca-vaccinen, som er udviklet i Storbritannien.
Både vaccinen fra AstraZeneca og vaccinen fra Pfizer vil fredag blive brugt til at vaccinere danske borgere med, siger Mette Frederiksen.
Statsministerens udtalelser falder i forbindelse med at fem tusinde københavnere fredag skal have et stik i vaccinationscenteret i Øksnehallen i København.
Dermed er det første storskala-forsøg med masse-vaccination mod corona sat i gang i Danmark. Men det bliver ikke det sidste, forventer Mette Frederiksen.
»Vi laver i dag en tryktest af vores vaccinationsindsats. Det gør vi, fordi vi forventer ketchup effekt, hvor der kommer flere vacciner hen over foråret. Hvis en stor mængde vaccinerne kommer på én dag, så skal vi hurtigt have dem ud at virke«, siger Mette Frederiksen.
Derfor skal Danmark lave flere storskala-forsøg som det, der fredag gennemføres i Øksnehallen, varsler statsministeren.
I kraft af de stadig flere vaccinationer, bedre forårsvejr og flere test vil Danmark forhåbentlig i midten af maj være i en situation, hvor der kan åbnes mere op, håber Mette Frederiksen.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter