0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ekspert: Danmark befinder sig et »godt sted«, men der er ingen grund til at fremskynde genåbningen

Der er registreret yderligere to coronarelaterede dødsfald. Positivprocenten holder sig i ro på 0,40.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Næsten 175.000 danskere er blevet testet det seneste døgn.

Sundhed

Der er registreret 691 nye coronatilfælde det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut søndag.

Det er sket på baggrund af 174.652 PCR-prøver.

Andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - er 0,40.

Positivprocenten har siden 1. februar ligget på et stabilt niveau mellem 0,30 og 0,50.

Det samme stabile niveau ses i antallet af indlagte.

Søndag er der 211 indlagte coronapatienter. Det er en stigning på tre personer i forhold til lørdagens opgørelse.

Den seneste måned har antallet af indlagte været mellem 179 og 237 personer.

»Jeg tænker, at tallene er ret konstante i forhold til det niveau, vi har set de sidste fire uger«, siger overlæge Christian Wamberg, intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital.

Det vidner ifølge overlægen om, at Danmark befinder sig et ’godt sted’ i forhold til andre lande, der for tiden ser en tredje bølge af coronasmitte.

»Vi har stor coronadisciplin og er gode til at overholde de restriktioner, myndighederne anbefaler os. Det kommer os til gavn i form af lave smittetal«, siger Christian Wamberg.

Der er registreret yderligere to coronarelaterede dødsfald siden lørdagens opgørelse.

Samlet set er 2.441 personer afgået ved døden, efter at de tidligere har haft påvist covid-19.

Påskehøjtiden kan ifølge Christian Wamberg endnu nå at vise sig i form af flere smittede de kommende dage.

Genåbningen i tirsdags af liberale erhverv som frisører og massører kan ifølge overlægen også vise sig i form af en stigning i smittetallene om en uge eller to.

Selv om situationen på sygehusene er langt fra scenariet om 870 indlagte i midten af april, som var med i en tidligere ekspertberegning, ser overlægen ingen grund til at fremskynde genåbningen ud over det aftalte.

»Hvis vi vil have en kontinuerlig og fornuftig oplukning af samfundet, bør vi fortsætte efter den plan, der er lagt«, siger Christian Wamberg.

»Jeg tror, det er nemmere at åbne langsomt end at åbne for meget og så være nødsaget til at gå tilbage og starte forfra, hvis smitten eksploderer«, siger han.

Tallene fra Statens Serum Institut viser, at 868.461 danskere - 14,9 procent af befolkningen - har fået mindst ét af to vaccinestik.

Heraf har 445.566 personer - svarende til 7,6 procent - fået begge stik og anses for færdigvaccineret.

ritzau

Læs mere:

Annonce

    Alt om Corona­virus

Læs mere