Der sidder en ung mand med ryggen krummet som et stykke kogt spaghetti i en seng på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling. Næsten to måneders alvorlig sygdom har berøvet ham muskelmasse i ben, arme og overkrop, og den lange periode på hospitalet uden at blive eksponeret for sollys har efterladt hans ansigt gråt og henfaldent. Mimikken er begrænset, øjenlågene hænger en smule. Hans fingre dirrer, når han efter nogle minutters samtale taber pusten og griber efter en tynd gennemsigtig iltslange, folder den bag nakken og propper dens to spidser i næseborene, så en smule ekstra ilt strømmer ned i lungerne, når han trækker vejret.
Mehmets forældre sidder i hver sin stol. Ingen på stuen bærer maske eller andre værnemidler, for patienten er ’afisoleret’, som det hedder, når man ikke længere kan smitte.
