Forholdsregler. Farvestoffer er blandt de kemikalier, du får svært ved at undgå, når du køber nyt tøj.
Foto: NIELS HOUGAARD

Forholdsregler. Farvestoffer er blandt de kemikalier, du får svært ved at undgå, når du køber nyt tøj.

Forbrugerkemi

Sådan undgår du giftstoffer i dit nye tøj

Her er de problematiske stoffer og de gode råd til, hvordan du undgår dem.

Forbrugerkemi

Når du køber nyt tøj, kan du sagtens risikere at få en række hormonforstyrrende, sundhedsskadelige og miljøbelastende stoffer med i købet.

Senest har Greenpeace kritiseret den danske tøjgigant Bestseller for at sælge beklædning med stoffet NPE, der i større koncentrationer kan forringe mænds sædkvalitet og samtidig mistænkes for at være allergifremkaldende.

Man kan ikke se kemikalierne

Ifølge Miljøstyrelsen bliver der i gennemsnit brugt mellem et halvt og et helt kilo kemikalier til at producere en helt almindelig T-shirt.

Men fordi et stykke tøj ofte går igennem mange forskellige led under produktionen, kan det ofte være svært at gennemskue, om den smarte nye skjorte eller de stramme jeans indeholder ting, der kan være skadelige for sundheden eller miljøet.

LÆS ARTIKEL

»Som forbruger kan du ikke se på tøjet, om der er restkemikaler i, eller om produktionen af tøjet har skabt miljømæssige problemer«, siger Berit Asmussen, sekretariatsleder hos Informationscenter for Miljø og Sundhed.

Mærkningsordningerne Svanen, Blomsten, økomærket GOTS og Oeko-Tex® Standard 100-mærket, garanterer en vis beskyttelse mod de problematiske stoffer, men det er en forsvindende lille andel af det nye tøj i butikkerne, der har disse mærker.

»Hvis du finder noget tøj, du gerne vil have og det ikke er mærket, er den bedste måde at beskytte dig på at vaske tøjet før brug«, siger Berit Asmussen, der anbefaler at sende tøjet i maskinen mindst to gange inden brug.

Et eventuelt indhold af hormonforstyrrende eller allergifremkaldende stoffer i det enkelte stykke tøj, behøver ikke at være afgørende for din sundhed og velvære, forklarer Berit Asmussen.

»De skadelige stoffer i tøj er kun en lille del af de mange forskellige hormonforstyrrende og sundhedsskadelige stoffer, vi bliver påvirket af hver dag. Men man skal tænke på, at mange bække små kan ende med en stor å, og derfor er det en god ide at gøre, hvad man kan for at undgå stofferne, når man kan«.

Her er nogle af de stoffer, du ifølge Informationscenter for Miljø og Sundheds hjemmeside, forbrugerkemi.dk, skal være opmærksom på, hvis du vil beskytte dig selv og miljøet:

Farvestoffer

Tøj og tekstiler findes i alskens farver, hvor af en del af dem anses for at være allergifremkaldende. Nogle mistænkes for at være decideret kræftfremkaldende og mange kan belaste vandmiljøet.

De problematiske farver kan f.eks. indeholde tungmetaller som krom, kobber, nikkel, zink, cadmium og bly.

Hvis tekstilet er bleget, kan der være brugt klorbaserede kemikalier, som kan belaste miljøet.

Nogle af de overskydende farvestoffer kan blive vasket ud, hvis du vasker nyt tøj før brug.

Mærkerne GOTS, Svanen, Blomsten og Oeko-Tex 100 (Tiltro til tekstiler) har kriterier for, hvilke farvestoffer der må bruges, og hvor godt de skal sidde fast i fibrene. Men kriterierne er forskellige, og det kan være svært at afgøre, hvilket mærke, som yder den bedste beskyttelse af brugeren.

Formaldehyd

Tøj af bestemte fibertyper kan krympe og krølle. En behandling med formaldehyd kan modvirke begge dele.

Desuden kan formaldehyd hjælpe med til at få farver til at hænge bedre fast i stoffet, og til at afvise smuds.

Kemikaliet bruges også som konserveringsmiddel for at forhindre, at tøjet rådner under transport over lange afstande.

Formaldehyd kan give hudirritation og allergiske reaktioner. Desuden er formaldehyd kræftfremkaldende ved indånding i særligt høje doser, som typisk kun vil forekomme i arbejdsmiljøet ved fremstilling og brug af formaldehyd.

Hvis der er brugt formaldehyd, kan noget af det sidde tilbage i tøjet, når du køber det. Vask før brug kan skylle en del af det ud.

Formaldehyd må ikke kunne måles i tekstiler med GOTS-mærket og tekstiler til babyer med Tiltro til tekstiler-mærket. For øvrige tekstiler med Tiltro til tekstiler og tekstiler med Svanen og Blomsten gælder, at der er fastsat grænseværdier, for hvad de nye tekstiler må indeholde.

Ftalater

Disse udskældte kemikalier bruges til at blødgøre plast, især PVC. Flere af ftalaterne er hormonforstyrrende og anses for at nedsætte evnen til at få børn – resten er under mistanke.

I tøj og tekstiler kan man møde dem i f.eks. tryk, regntøj, forstærkninger og tryk. Sandsynligheden er størst, hvis plasten er af PVC.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis du vil undgå ftalater, kan et råd være, at undgå tekstiler og tøj som indeholder PVC. Spørg f.eks. producenten eller i butikken.

Økologiske tekstiler med GOTS-mærket accepterer hverken ftalater eller PVC. Svanen og Blomsten stiller krav til de kemikalier, der bruges under fremstillingen af tekstiler, så det reelt ikke vil være muligt at bruge ftalater. Oeko-Tex 100 tillader nogle men ikke alle ftalater.

Imprægneringsmidler

Overtøj, møbelbetræk og andre tekstiler kan være blevet imprægneret for at gøre dem mere vand- og smudsafvisende. Desværre er mange af imprægneringsmidlerne problematiske for både miljø og sundhed.

De polyfluorerede stoffer, som bruges som basis i mange imprægneringsmidler, er miljøbelastende og mistænkt for at være både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

Silikonestoffer er en anden gruppe af stoffer, som kan gøre tekstiler vand- og smudsafvisende. Disse kan være problematiske at få ud i vandmiljøet.

I butikken kan det være svært at se om og med hvad et tekstil er blevet imprægneret. Selvom det ikke er sikkert, de ved det, kan du spørge ekspedienterne i butikken. Du kan også kontakte producenten.

Nonylphenoletoxylater

NPE, også kaldet Nonylphenoletoxylat, er et kemikalie, der nedbrydes til nonylphenol.

Begge stoffer er giftige for vanddyr og skadelige vandmiljøet. De kan også fremme tidlig pubertet, skade forplantningsevnen og barnet under graviditet, og så er de mistænkt for at kunne give allergi.

Nonylphenoletoxylater bruges som hjælpestof til bl.a. farvning, blegning og vask af tekstiler.

De må ikke bruges i tekstilproduktionen i EU, med mindre tekstilfabrikken har et lukket spildevandssystem, således at stoffet ikke at kan slippe ud i miljøet. I lande udenfor EU må de fortsat bruges uden lukket spildevandsrensning. Og tekstil produceret udenfor EU må godt importeres til f.eks. Danmark.

I tekstiler med økologimærket GOTS og miljømærkerne Svanen og Blomsten må der ikke være anvendt nonylphenoletoxylater i produktionen af produkterne. Tiltro til tekstiler har en grænseværdi for, hvor meget der må være i det færdige tøj.

Informationscenter for Miljø og Sundheds bedste råd til at undgå nonylphenoletoxylater er, udover at vælge tekstiler med de tre mærker, at vaske nyt tøj før brug.

Optisk hvidt

Nogle tekstiler er tilsat optisk hvidt for at gøre stoffet ekstra hvidt. Det virker ved, at en fluorescerende effekt får tekstilerne til at se mere hvide og rene ud, uden at være det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Optisk hvidt kan være svært nedbrydeligt i miljøet og meget giftigt for vandmiljøet. Noget optisk hvidt kan virke irriterede for huden.

Hverken GOTS, Svanen, Blomsten eller Tiltro til tekstiler har forbud mod optisk hvidt. Men GOTS og Svanen stiller miljø- og sundhedskrav til, hvilke typer af optisk hvidt, der må bruges.

Vask tekstiler før brug, lyder det mest anvendelige råd, hvis du vil undgå så meget optisk hvidt i nye tekstiler som muligt. Men husk at vælge et vaskemiddel uden optisk hvidt.

LINK Læs mere om stofferne på Informationscenter for miljø og Sundhed på forbrugerkemi.dk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce