Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Antidepressivt. Når man dyrker motion frigøre der stoffer i hjernen, som giver os en lykkefølelse.
Foto: LÆRKE POSSELT

Antidepressivt. Når man dyrker motion frigøre der stoffer i hjernen, som giver os en lykkefølelse.

Klarlunds brevkasse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Klarlund: Derfor giver motion en følelse af lyst, glæde og tilfredshed

Hvor er sjælen henne bag løbernes neonfarvede spinlondragter, vil en læser vide.

Klarlunds brevkasse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Spørgsmål fra Suste Bonnen: Jeg ved, at du som forsker og læge sværger til de videnskabelige beviser, der er på, at musklerne udskiller et særligt stof, når de presses. På gadeplan kan vi da også iagttage, at folk pisker rundt i løbetøj ved daggry, og almindelige mennesker står i kø for at få lov at løbe maraton. Der abonneres på løbesites, og der er bogtillæg i de store dameblade om, hvordan man lærer at løbe, og hvad man gør for at overvinde smerten, der naturligt indfinder sig på vejen. Hvorfor kommer denne udbredte opfattelse af, at noget skal gøre ondt, for at det skal blive godt? Jeg selv har en undren, der går på, hvor autoritetstro folk er over for de videnskabelige beviser. Hvor er beviset for, at den ensidige stimulering af muskelmassen er god for det hele menneske, og hvor er sjælen henne i de neonfarvede spinlonløbedragter, der gemmer sig bag løbegrejet?

LÆS ARTIKEL

I en stræben efter at forstå, hvad der bevæger sig i disse maratonløberes sind, har jeg forsøgt at interviewe dem, jeg mødte på min vej. Mens de stønnende klamrede sig til en træstamme efter et løb, har jeg spurgt: »Hvorfor gør I det?«, og hver gang har jeg fået et nogenlunde enslydende svar: »Fordi bagefter får man så god en samvittighed«.

Set fra mine vandrestøvler er kroppen et hylster, der skal være i harmoni med det, der er indeni. Min kvindekrop fortæller mig, at nu har jeg lyst til at få frisk luft, at gå en tur, at cykle, at svømme og at gå i dampbad. Hvorfor skulle jeg dog presse mig selv til at løbe maraton, når kroppen af sig selv har lyst til at gøre noget så naturligt som at gå? Hvorfor skal vi så ikke bare fortsætte med at nyde at kunne følges med os selv?

På maratonbanerne står der med store bogstaver: Mål. Jeg undrer mig over den indoktrinering, der i mine øjne foregår, når man bilder mennesker ind, at ’målet’ er så snævert.

LÆS ARTIKEL

Svar:

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan komme med en fuldgyldig videnskabelig forklaring på samspillet mellem muskler og sind, men jeg er overbevist om, at man er på galt spor, hvis man vil adskille krop og sjæl. I nogle kulturer er kroppen bare et hylster for sjælen. Sjælen skal bekæmpe kødets lyst. Vi siger, at vi har en krop og signalerer dermed, at vi er noget andet end vores krop. Men sandheden er, at vi er vores krop. Jeg ville gerne noget tidligere have forstået, at kroppen og sjælen tilsammen udgør mig. Når min krop har det godt, har jeg det godt. Jeg oplever at motionen er med til at gøre mig mentalt stærk og mere modstandsdygtig over for stress. Nogle mennesker oplever eufori efter hård fysisk aktivitet af lang varighed og høj intensitet – en følelse, der formentlig kan tilskrives betaendorfiner, som er kroppens eget morfin. Betaendorfinerne stiger ved langvarigt intenst arbejde. Det er sjældent, at jeg selv oplever eufori i forbindelse med løb, men der er ingen tvivl om, at ’runner’s high’ eksisterer som et biokemisk fænomen.



LÆS ARTIKEL En løbetur sætter imidlertid gang i en håndfuld hormoner, der ikke styrer eufori, men har betydning for lyst, glæde og tilfredshed. Det drejer sig om hormonerne serotonin, noradrenalin og dopamin. Når man løber, sker der nogle ændringer i hjernens indhold af disse hormoner. Det er præcis de samme ændringer, man forsøger at efterligne med antidepressiv medicin. Det er i øvrigt en almindelig erfaring blandt løbere, at man kan opleve modløshed og mismod i dagene efter den eufori, der kan opstå efter et meget langt og hårdt løb som et maraton. Med andre ord en slags penduleffekt, så man er høj efter løbet og derefter det modsatte på anden- og tredjedagene. Man ser tilsvarende penduleffekt ved indtagelse af amfetamin.



Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ARTIKEL

Jeg synes, det er fascinerende, at løb i den grad sætter gang i vores hjernehormoner, at vi kan opleve hele følelsesklaviaturet fra suset til mismodet. Uanset om løbet får mig til at føle mig rigtigt glad – eller måske det modsatte – er det aldrig ligegyldigt. Jeg føler mig bare rigtigt meget i live – og jeg føler, at der er harmoni mellem krop og sjæl, uden at der er tale om en lang nydelse.

Du spørger »hvorfor skulle jeg dog presse mig selv til at løbe maraton, når kroppen jo af sig selv har lyst til at gøre noget så naturligt som at gå?«.

Svaret er vel, at der er mere end ét mål, der er mere end én vej – og ét tempo – til harmoni mellem krop og sjæl.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden