av. Nogle gange står smerter i vejen for at dyrke motion.
Foto: Finn Frandsen (arkiv)

av. Nogle gange står smerter i vejen for at dyrke motion.

Klarlunds brevkasse

Klarlund: Knæsmerter hæmmer begejstret løber

Kirsten er blevet løber, men efter seks år er knæene begyndt at klage. Er der noget at gøre, spørger hun Klarlund.

Klarlunds brevkasse

Kirsten Kjems:

Jeg er en kvinde på 63 år, der hele mit voksenliv har været on/off motion, lige indtil jeg for seks år siden begyndte at løbe. Det var fantastisk! Det er den eneste form for motion, jeg virkelig kan lide og føler trang til. Det gik godt, lige indtil jeg begyndte med hård intervaltræning. Jeg fik kraftige smerter i knæene, og så blev det on/off igen.

Hver gang jeg begynder at løbetræne igen, spænder det efter kort tid i knæene. Det viser sig bl.a. ved, at det er ubehageligt at have bøjede knæ. Jeg har hypermobile led og nogle gamle ledbåndsskader i begge knæ, men det skulle ifølge lægerne ikke betyde noget – jeg løb jo også uden problemer i halvandet år. Mine knæ er blevet skannet, og der er tilsyneladende ikke noget i vejen, så jeg har fået grønt lys til at gøre alt!

LÆS ARTIKEL

Jeg har flere gange forsøgt at komme i gang med at løbe igen. Med mit eget milde løbeprogram kombineret med styrketræning nåede jeg op på at lunte i 12 minutter, men så konsulterede jeg en fysioterapeut, som satte mig til at lave tung, langsom styrketræning og at løbe stærkere, og så gik det galt igen.

Nu er jeg gået i gang igen, igen med et ultralangsomt løbeprogram kombineret med styrketræning. Jeg går/løber tre gange om ugen og øger med et minut om ugen, så jeg nu efter fire uger er oppe på tre plus to minutters løb per træning. Jeg løber langsomt og har neoprenknæbind på for at støtte og varme knæet. Jeg har været superglad og fyldt med energi indtil nu, hvor jeg stort ser kan mærke mine knæ hele tiden. Jeg har ikke smerter, mens jeg løber.

Nu er mit spørgsmål: Hvad skyldes spændingen/ømheden inde i knæet? Er det bare, fordi ’knæmusklen’ ikke har været i brug længe og gør ondt, ligesom andre muskler gør, når man ikke har trænet længe? Skal det bare løbes væk? Hvad kan jeg gøre for at komme til at løbe igen uden knæproblemer? Er jeg nødt til at acceptere, at ’løbet er kørt’?

Bente Klarlund Pedersen:

Nej, løbet er ikke kørt. Men dine symptomer er typiske for en overanstrengelse af leddene. Jeg har talt med professor Ewa Ross fra Syddansk Universitet. Hun er ekspert i artrose og fortæller, at når en overanstrengelse har stået på tilstrækkelig længe hos en person i din alder, udvikler det sig ofte til artrose (slidgigt). Der er tale om en flydende overgang fra få symptomer til artrose, og der er ingen god sammenhæng mellem det, man ser på skanninger, og dine smerter. Det er dine symptomer, der er vigtige. Du kan fortsætte med at løbe, hvis du lærer at nedsætte belastningen på dine led.

Generelt skal man være opmærksom på den ydre belastning. Man skal forsøge at undgå overvægt og have gode støddæmpende sko med svangstøtte. Det er en fordel at løbe på blødt underlag frem for asfalt, og man skal ikke øge distance eller hastighed alt for hurtigt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dit tilfælde ser det ud til, at du formentlig har svage muskler. Musklerne aftager ofte i styrke med alderen, ikke mindst hos kvinder. Det er dog ikke sikkert, at tung styrketræning er løsningen på dine problemer, faktisk kan det overbelaste leddene, især hvis du har problemer i forvejen.

Den tilgang, Ewa Ross bruger med stor succes for at forøge den fysiske funktion hos mennesker med smerter i knæene, kaldes neuromuskulær træning. Formålet er at bevæge sig hensigtsmæssigt, så man ikke overbelaster sine led. Det kræver en god stabilitet i mave og ryg. Du skal bruge dine ballemuskler rigtigt og lære at tilpasse dit løb, så du ikke slider på dit knæled. Hvis du ser dig selv forfra i et spejl eller på film, skal dit knæ være lige over foden ved afsæt, og ikke forskudt. Det er noget, du kan prøve. Når man bruger ballemusklerne, kan man tvinge knæet udad, hvilket giver mindre belastning.

Hvis du har lyst til at gå i gang selv, findes der videoer med neuromuskulære øvelser på Gigtforeningens hjemmeside (www.gigtforeningen.dk). Men mange har brug for at begynde med et superviseret forløb for at få kvalificeret feedback på øvelserne. Du kan finde en fysioterapeut, som er certificeret i at behandle smertefulde knæ med neuromuskulær træning på www.glaid.dk (Godt Liv med Artrose i Danmark). Hvis du gennemgår et seksugers træningsforløb i dette regi, får du også uddannelse om artrose og fysisk aktivitet. Det betyder, at du lærer dine knæ og symptomer at kende. Det er værd at bruge tid og ressourcer på disse øvelser. Dine knæ skulle jo gerne holde til mange års løb endnu.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce