Et af Søren Ulrik Thomsens digte lyser i natten på en husgavl på Herman Bangs Plads i Valby. Digtet, der nu er bøjet i neon, tog sin begyndelse, da Thomsen en dag spurgte sig selv: Hvilke ti ord ville jeg tage med på en øde ø, hvis jeg kun måtte vælge ti? Der blev kun plads til otte: regn søvn blå kys lys seng vand hånd. Det blev til nye smukke ord som regnhånd lyskys vandlys blåseng søvnblå kysregn lyshånd vandsøvn. Det er forunderlige og smukke ord, som man kan glædes ved.
LÆS ARTIKEL
Men livet er ikke lutter smukke ord. ’Kværulantforrykthed’ er et grimt ord. Det ligger ikke godt i munden. Man kløjes i det. Dog kan det være nødvendigt at sætte ord på det, man ikke kan forstå eller forlige sig med. En kollega kom mig en dag til undsætning ved netop at sætte det ord på: »Der er tale om simpel kværulantforrykthed«, sagde han og sendte relevante links. Det var en hjælp, for dermed kunne jeg indkapsle problemet og lægge det fra mig.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
