Foto: Thomas Borberg
Klarlunds brevkasse

Klarlund: 'Inderst inde' lærer os vigtig lektie om følelsemæssig intelligens

Populær børnefilm giver følelserne liv og viser, at vi har brug for dem alle

Klarlunds brevkasse

Animationsfilmen ’Inderst inde’ leverer undervisning på højt niveau i emotionel intelligens, dvs. evnen til at forstå egne og andres følelser. Hovedpersonen Riley er en 11-årig pige. Vi kigger ind i kontrolcenteret i hendes hjerne, hvor Glæde, Triste, Afsky, Frygt og Vrede bor.

De fem følelser optræder som figurer, der repræsenterer hver sin arketype og kæmper om kontrollen over Rileys handlinger. De diskuterer, hvordan Riley skal håndtere den udfordring, at familien flytter fra Minnesota til San Francisco. Vi bliver præsenteret for kerneminder, fantasi, abstrakt tænkning, uendelige arkiver af langtidshukommelse og glemslens afgrund.

LÆS ARTIKEL

Pixar har haft både neurologer og psykologer med på holdet. Det betyder ikke, at filmen i videnskabelig forstand er nøjagtig. Overhovedet ikke. Videnskabeligt set gør det ondt, at der kun er medtaget de fem følelser glæde, tristhed, vrede, afsky og frygt. Man kunne have valgt mange andre, f.eks. jalousi, overraskelse, stolthed, tillid, ærefrygt, skyld, skam, anger, flovhed, hengivenhed, ømhed og empati.

Men det ville have skabt trængsel i kontrolcenteret og er rent kunstnerisk en umulighed. Til gengæld har følelserne fået følelser. Den komplekse følelse glæde omfatter underkategorier som fryd, morskab, ekstase, lyksalighed og stolthed.

Glæde er den umiddelbare hovedperson, som tænker positivt i alle situationer. Men Glæde er til tider irriterende og dominerende med en tendens til at ville styre og undertrykke de andre følelser.

Man behøver ikke være glad hele tiden

Filmen står på mål for, at alle følelser har deres berettigelse. Hvis man ikke kan blive vred, kan man ikke kæmpe for retfærdighed. Hvis man ikke kan vise frygt, kan man ikke leve i sikkerhed. Fravær af enkelte følelser kan give sig udtryk i personlighedsforstyrrelser. Manglende tillid former en mistroisk og paranoid personlighed. Manglende empati former psykopaten.

Noget af det følelsesmæssigt stærke ved ’Inderst inde’ er, at den formidler, at man ikke behøver at være glad hele tiden. Det er i orden at være ked af det og trist. At erfare, at man kan komme igennem tab og smerte, giver robusthed til at klare livets op- og nedture.

Jeg er ikke alene om at mene, at ’Inderst inde’ kan være med til at forme publikum. Emotionel intelligens er det, der får os til at række hånden ud mod andre, kommunikere egne behov, forebygge mobning, løse konflikter, udvikle sociale færdigheder og hjælpe os til at udleve vores drømme. Filmen er glimrende undervisningsmateriale, som med fordel kunne anvendes i folkeskolen og i mange andre sammenhænge.

Mine børnebørn i alderen 5 til 13 år fik alle meget ud af filmen og snakker i dag om følelser på en måde, de ikke gjorde før. Min jævnaldrende veninde var ligeledes begejstret, men syntes, det var en dybt kompliceret film, som man nok skal se mange gange for rigtig at forstå.

Sådan har jeg det også; selv efter at have set filmen to gange. Men jeg trøster mig med, at i modsætning til anden form for intelligens er emotionel intelligens en disciplin, der kan læres.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce