Liselotte Michelsen:
Jeg har læst, at der er mistanke om, at aluminium i deodoranter kan øge risiko for bl.a. brystkræft og Alzheimers. For at være på den sikre side går jeg efter aluminiumsfri deodoranter. Deodoranter med såkaldt ’naturlig krystal’ markedsføres som et sundt valg, og de er populære.
Men deodoranterne består af stoffet ’potassium alum’, der, så vidt jeg forstår, er en type aluminium. En søgning på nettet giver mange modstridende oplysninger om, hvorvidt der er aluminium i krystaldeodoranter.
Er det usundt at smøre aluminium på huden? Og er der aluminium i krystal-deodoranter?
Bente Klarlund:
Som tidligere beskrevet her på siderne har der været megen bekymring omkring aluminium, men der er fortsat en del, der ligesom dig synes, det er svært at finde rundt i deodorantjunglen.
Aluminium kan stoppe sved og lukke for hudens perspirering, og aluminium bliver derfor brugt i såkaldte antiperspiranter. Krystaldeodoranter indeholder også aluminium i form af alun, som er aluminiumsulfat.
Aluminium findes overalt i vores omgivelser, både i jord, luft og vand. Men aluminium optages meget dårligt i kroppen. Det optages stort set ikke gennem huden.
Aluminium fra antiperspiranter kan dog i ganske særlige tilfælde optages gennem beskadiget hud. Optagelsen fra mave-tarm-kanalen er begrænset, og hovedparten af det aluminium, der indtages gennem munden, udskilles igen gennem afføringen.
LÆS ARTIKEL
Der har været mistanke om en sammenhæng mellem Alzheimer og aluminium, men WHO konkluderede i 1997, at de humantoksikologiske data vedrørende en mulig sammenhæng ikke er tilstrækkelige til at slutte, at der er en sammenhæng.
Denne konklusion kan uden besvær udvides til at omfatte aluminium i deodoranter, idet aluminium som sagt stort set ikke optages gennem normal hud.
Der er også udført undersøgelser, som specifikt har vurderet, om der er helbredsrisici forbundet med anvendelse af aluminiumsholdige deodoranter til kvinder i strålebehandling for brystkræft, hvor huden kan være beskadiget. Svaret er nej.
Det er mit klare indtryk, at hovedparten af forskere i dag mener, at aluminiumshypotesen i forhold til Alzheimers ikke længere er aktuel.
Aluminum chlorhydrat har været sat i forbindelse med brystkræft, men der er intet hold i den historie.
Det er altså en myte, at deodoranter eller antiperspiranter øger risikoen for Alzheimer og brystkræft, og der findes ingen videnskabelige undersøgelser, der underbygger dette.
Såvel Miljøstyrelsen som Kræftens Bekæmpelse vurderer, at der med den nuværende viden ikke er grund til at undgå deodoranter eller antiperspiranter, som indeholder aluminium.
Miljøstyrelsen anbefaler dog ud fra et forsigtighedsprincip, at man ikke bruger deodoranter med aluminium lige efter f.eks. barbering eller voksning af armhulen, eller hvis man har eksem eller lignende, da huden optager mere aluminium, når den er beskadiget.
Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Bente Klarlund eller Forbrug&Liv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.