Diabetes. Stadig flere får diabetes og det er tal, der sandsynligvis vi blive ved med at stige.
Foto: Thomas Borberg (arkiv)

Diabetes. Stadig flere får diabetes og det er tal, der sandsynligvis vi blive ved med at stige.

Klarlunds brevkasse

Klarlund: Det er galimatias, at regeringen ikke satser på forebyggelse af sukkersyge

Fedme kan opereres væk, men livsstilssygdomme bør forebygges, mener læge Bente Klarlund.

Klarlunds brevkasse

I den forgangne uge hørte jeg et videnskabeligt foredrag i Stockholm om fedmekirurgi. Resultaterne viser, at behandlingen giver vægttab, og at mange bliver kureret for type 2-diabetes. Under den efterfølgende diskussion fortalte en praktiserende læge, at flere af hendes fedmeopererede patienter har svært ved at finde sig til rette i den nye krop.

De får depressioner og identitetsproblemer. Mange må også opereres for overskydende hud som følge af vægttabet. Så måske er der ikke bare tale om et gyldent snit? Eksperten kunne imidlertid fortælle, at de symptomer, den praktiserende læge observerer blandt sine patienter, er sjældne, og vi fik at vide, at fedmekirurgi samlet set er en succeshistorie.

Jeg køber gerne historien om fedmekirurgien: Ingen tvivl om, at det er løsningen for mange patienter. Eksperterne har talt, de taler overbevisende og med én tunge. Men jeg blev provokeret, da jeg endnu en gang måtte lægge øre til, at diæt og motion ikke virker på patienter med prædiabetes og type 2-diabetes.

LÆS OGSÅ

Hvis vi alene ser på personer med type 2-diabetes, er det veldokumenteret, at der er solid effekt af superviseret fysisk aktivitet. Det er også veldokumenteret, at der ikke er effekt af simpel rådgivning, hvor lægen blot fortæller patienten, at det er vigtigt at motionere. Et stort studie, der går under betegnelsen Look Ahead, konkluderer, at diæt og vægttab ikke har effekt på overlevelsen hos diabetespatienterne.

Men i dette studie var den fysiske træning netop ikke superviseret, og resultaterne viste da også, at patienterne ikke kom i væsentlig bedre form. Patienter, der får støtte af en terapeut til at udføre fysisk træning, får derimod en klart bedre blodsukkerkontrol. Tænk, hvis man investerede det samme beløb i behandling med diæt og motion, som det koster at lave en fedmeoperation! Ville man så også se helbredelse af diabetes? Sådanne studier har vi til gode.

Omkring 400 millioner mennesker lever med type 2-diabetes. Man forudser, at tallet vil være omkring 600 millioner om 10 år. Mange flere har prædiabetes. Selv om danske forskere har haft regnemaskinen fremme og konkluderer, at fedmekirurgi er en sundhedsøkonomisk gevinst for det danske samfund, er det svært at forestille sig, at det globale diabetesproblem kan skæres væk.

En livslang, understøttet livsstilsændring vil også være bekostelig, men bør forsøges, samtidig med at der fokuseres på brug af ny digital teknologi, der kan fremme livsstilsændringer. Type 2-diabetes har alvorlige konsekvenser for patienten. Og der er ingen nem vej til helbredelse.

Det er derfor galimatias, at der ikke gøres mere for at forebygge en sygdom, der skyldes livsstil. Det er i det hele taget uforståeligt, at forebyggelse er røget helt ud af regeringens dagsorden. At forebyggelse er fjernet fra den ansvarlige ministertitel, er i sig selv et tegn på, at området nedprioriteres.

Det kan ikke gå hurtigt nok med at få forebyggelse tilbage på den politiske dagsorden med fokus på, hvordan sund kost og fysisk aktivitet bliver mere tilgængeligt for de mennesker, der er i risiko for at udvikle livsstilssygdomme.

Kilder til nettet

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/11333990

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23093136

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/11832527

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26377054

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/?term=Umpierre+JAMA

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24328474

https://www.facebook.com/VidensraadForForebyggelse/

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Bente Klarlund eller sundhed, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden