chat. Søren bruger ofte frokostpausen på at chatte og finde en partner, han kan have sex med efter arbejde
Foto: THOMAS BORBERG

chat. Søren bruger ofte frokostpausen på at chatte og finde en partner, han kan have sex med efter arbejde

Sygdom

Søren er sexafhængig: »Vi kunne tage 10 gange til Lalandia for de penge, jeg bruger på prostituerede«

Han er gift og far til to - og så har han sex med flere forskellige kvinder om ugen.

Sygdom

Nogle dage ringer Søren hjem til sin kone og siger, at han kommer sent hjem, eller at han slet ikke kommer hjem den dag.

Hun ved godt, at det er, fordi han skal på bordel eller overnatter hos en af sine elskerinder.

Uanset hvor meget hun tigger og beder ham om at komme hjem til hende i stedet, så gør han det ikke. Han kan ikke. Søren er afhængig af sex.

»Jeg lever et dobbeltliv og sårer det menneske, jeg elsker. Det er noget lort. Jeg vil jo gerne være den gode familiefar. Vi kunne tage 10 gange til Lalandia for de penge, jeg bruger på prostituerede«, fortæller Søren.

For et par måneder siden kunne Søren ikke holde det ud længere og fortalte sin kone sandheden.

»Siden har jeg været ærlig omkring, hvad det er, jeg skal. Det er hårdt. Verden bliver uhyggelig, når du ikke kan lyve om den slags længere«, siger han.

Han får nu rådgivning hos Dansk Center vedr. Alkoholisme og andre Afhængighedssygdomme og indleder et behandlingsforløb hos en privat psykoterapeut, der er specialist på området.

Ser sig som almindelig familiefar
Søren og hans kone mødte hinanden som teenagere og har været sammen lige siden. Han beskriver sig selv som en almindelig familiefar, der elsker sin kone og parrets to halvstore børn.

Da han var i 20’erne bukkede han under for en nysgerrighed og besøgte en prostitueret. Han var fascineret af oplevelsen og gentog det et par gange. Så eskalerede det. I over tolv år har han haft sex med forskellige kvinder flere gange om ugen, og nogle dage flere på en dag. Nogle er prostituerede, og andre finder han på sexdatingsider.

Efterhånden fik han elskerinder og kærestelignende forhold både blandt prostituerede og dem, han mødte på nettet. Han skelner mellem elskerinder og kærester ud fra graden af følelser, der er mellem ham og kvinden.

Selv om Søren gerne vil være sin kone tro, kan han ikke lade være med at opsøge sex med andre. Han er blevet afsløret flere gange, og hver gang er han ulykkelig og lover bod og bedring.

»Jeg tror, jeg har søgt efter at blive opdaget, for så kunne jeg måske komme ud af det. Men det har jeg prøvet flere gange og må sande nu, at det ikke dur. Jeg kan ikke slippe ud. Det er, som om der er en stemme, der siger, ’gør det nu bare. Så skal tingene nok gå. Du bliver glad af det, der sker jo ikke noget ved det’. En anden stemme siger, ’Lad nu være. Hvad er det, du vil opnå? Du ved jo godt, at du ikke får noget ud af det’. Men alligevel gør jeg det«, fortæller Søren.

Forskere i sexafhængighed sammenligner lidelsen med andre afhængighedssygdomme som for eksempel alkoholisme. Fælles for dem er, at personerne bliver afhængige af den følelse, de får, når de får deres ’fix’. Sådan føler Søren også, at det er for ham.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Kicket for mig er den bekræftelse, jeg føler ved at tilfredsstille en kvinde. Jo flere orgasmer, jeg kan give hende, jo mere ovenpå føler jeg mig. Efterhånden skal der mere og mere til. Nogle gange er jeg sammen med flere piger efter hinanden på samme klinik, og så kan jeg være der i flere timer. Det er ligesom at træne til en maraton. Man bliver udholdende. Jeg føler skam bagefter, men alligevel kan jeg ikke lade være. Det er et helvede. Det er ikke det menneske, jeg gerne vil være. Men det bekymrer jeg mig jo ikke om, mens jeg er i gang«, siger han.

Søren er håndværker, bruger ofte frokostpausen på at chatte og finde en partner, han kan have sex med efter arbejde.

»Det kan også være, at elskerinden ringer og spørger, om jeg kommer forbi, inden jeg kører hjem, så gør jeg det. Eller måske ringer kæresten og spørger, om vi skal sove sammen i aften. Andre dage kører jeg direkte hjem og nyder ungerne og min kone og har en hyggelig aften med dem«, fortæller han.

Det er vigtigt for Søren at pointere, at hans utroskab intet har med hans kone at gøre.

»Hun er en fantastisk kvinde, og vi har et godt sexliv. Med hende er sex meget mere intenst end med de andre. Faktisk er det det eneste tidspunkt, hvor det føles rigtigt«.

Alligevel er det ikke nok, og flere gange ugentlig kan det hænde, at han er sammen med en kvinde om eftermiddagen og har sex med sin kone samme aften, uden at hun aner uråd. Men i Sørens hoved formår han at adskille det, så sex med de andre er adskilt fra hans samliv med konen.

»Jeg tænker ikke over, at jeg gør min kone ondt. Det er bare blevet en vane at leve det her dobbeltliv. Men jeg skammer mig, og jeg ville ønske, at jeg kunne lade være«, siger han.

Pause i ægteskabet
I årene før Søren fortalte sin kone sandheden, udviklede han metoder til at dække over sin utroskab. Blandt andet lavede han falske kursusindkaldelser, så hans kone troede, han sov på hotel, når han i virkeligheden overnattede hos en kvinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg troede, jeg kunne kontrollere det, men det kan jeg ikke. Der er ingen tvivl om, at det har taget overhånd. Jeg elsker min familie, og jeg skal have hjælp, så jeg kan lære at fokusere på det i stedet for på det seksuelle«, siger han.

Søren bruger omkring 3.000 kr. om måneden på prostituerede og nogle måneder op til 10.000 kr. Han og konen har besluttet at holde en slags pause i ægteskabet, til Søren får sin afhængighed under kontrol. Han har søgt hjælp og venter på behandling.

Søren er ikke hans rigtige navn, men af hensyn til familien ønsker han at være anonym. Hans børn ved ikke, at han er sexafhængig, og hans kone ved ikke, at han stiller op til dette interview. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden