Svækket. Kirsten Larsen vejede 33 kilo, da hun var mest afkræftet af sin sygdom. I dag er hun glad for, at nogen greb ind.
Foto: PER FOLKVER

Svækket. Kirsten Larsen vejede 33 kilo, da hun var mest afkræftet af sin sygdom. I dag er hun glad for, at nogen greb ind.

Sygdom

Mad i blodet gav Kirsten livet tilbage

Kirsten Larsen overvandt kræften med ernæringsterapi.

Sygdom

Det startede egentlig bare som en let undren.

69-årige Kirsten Larsen havde i lang tid haft en svigtende appetit, men på det seneste havde indtagelsen af den daglige kost voldt pensionisten fra Rødovre stadig større problemer.

Det meste, der røg ind, røg konsekvent ud igen. Og fra at være »et nødvendigt onde« blev det at spise bare til »et onde«, der langsomt, men støt fik Kirsten Larsen til næsten at opgive at indtage føde. I efteråret 2010 spiste hun kun en skål yoghurt hver dag.

En lille skål yoghurt; det var det.

»Jeg kunne jo egentlig godt se, at det ikke var særlig meget, men det var bare, som om mad ikke rigtig interesserede mig længere«, siger Kirsten Larsen.

I dag har kræfterne fundet vej tilbage i hendes krop, så Kirsten, som nu er 72 år, kan vandre uforstyrret rundt og passe blomsterne i sin farvestrålende baghave lidt uden for København.

Som fuglene kvidrer løs, og Kirsten Larsen selv slubrer den sidste eftermiddagssol i sig, ligner hun ikke en kvinde, der i perioder over de seneste år har svævet mellem liv og død. Men forvandlingen fra udmarvet svækling til rask haveentusiast har langtfra været simpel for hende.

Det vender vi tilbage til.

Tappet for kræfter
I efteråret 2010 valgte Kirsten Larsen alligevel at lade tvivlen råde og opsøgte en specialist. Hun blev sendt til flere skanninger og endte i marts 2011 med at blive indlagt og opereret for luft i bughulen.

Men faren var ikke drevet over. Kirsten havde nogle år tidligere fået konstateret glutenallergi – en allergi, der under visse omstændigheder kan forårsage en række følgesygdomme. Og Kirsten var uheldig.

Lægerne kunne konstatere kræft i hendes tyndtarm, og hun kunne se frem til et komplekst og udmarvende behandlingsforløb med blandt andet kemoterapi i de kommende måneder.

Der var bare lige ét problem: Kirsten Larsen var nu så underernæret og afkræftet, at hendes immunforsvar knap ville kunne klare en række trin i hendes kræftbehandling. Retrospektivt kunne hun godt se, at det var canceren, der havde taget appetitten fra hende.

»Jeg vejede kun 33 kilo, og hvis ikke nogen skred ind, ville jeg dø af underernæring«, forklarer hun.

Underernæring blandt kræftpatienter har i mange år skabt bekymring i lægelige kredse, for ikke så få ender rent faktisk med at dø af manglende ernæring frem for af selve canceren.

Ifølge WHO udgør disse tilfælde 20-30 procent af alle kræftrelaterede dødsfald. Alligevel har såkaldt ernæringsterapi ifølge kræfteksperter været underprioriteret til fordel for den medicinske behandling.

Kateteret med hjem
Heldigvis for Kirsten Larsen gik læger og diætister på Herlev Hospital sammen om et akut ernæringsforløb.

Devisen var klar: Hvis ikke hun begyndte at spise, ville hun enten være for svag til at gennemgå behandlingsforløbet eller dø af underernæring. Begge scenarier var ensbetydende med, at Kirsten Larsen kun havde få måneder tilbage at leve i.

»Så jeg var ikke i tvivl om, at ernæringsterapi var min eneste chance, hvis ikke jeg skulle dø«, siger Kirsten.

Først fik hun mad via sonde, og siden lagde lægerne et kateter ind, så ernæringen blev givet direkte i blodet. Hvad medicinen ikke havde kunnet ændre, skete nu med næsten øjeblikkelig virkning: Kirstens vægttab blev stoppet.

»Det kan næsten lyde for simpelt, men maden gav mig kræfterne igen. Jeg begyndte at føle mig stærkere, og det gjorde, at jeg kunne gennemføre mine kemobehandlinger«.

Kræftbehandlingen virkede, og Kirsten blev rask. I starten vendte hun hjem fra hospitalet i weekenderne, hvor hun fortsatte ernæringen gennem kateteret.

Taknemmelig for at det blev opdaget i tide
Men som sygdommen forsvandt, genvandt Kirsten appetitten, og i dag – godt to et halvt år efter indlæggelsen – nøjes hun ikke længere med en daglig skål yoghurt:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg spiser næsten alt. Især elsker jeg stegt lever – og gammeldags oksesteg«, siger hun.

Vægten er stadig ikke høj, men »47 kilo er okay for en ældre kvinde på min størrelse«, som Kirsten Larsen siger fra bordet i sin baghave, mens solen er ved at sænke sig bag hende.

Naturligvis kan hun og hendes mand ikke blive ved med at passe huset og haven for evigt, men det er »kun en mindre bekymring«.

Hun er bare taknemmelig for, at hendes underernæring blev opdaget i tide, så vægttabet kunne stoppes og behandlingen gennemføres.

»I sidste ende handlede det om at få mig til at spise. Det er jo ikke altid lige det, man tænker mest på i et sygdomsforløb«, siger Kirsten Larsen.

Så tilføjer hun:

»Jeg tror ofte, det bliver overset lidt. Men mad er jo det, der holder os kørende, ikke?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce