Overmedicinering. Den psykisk syge Adel Saidane begik selvmord i 2011. Han fik en medicinering, der gav ham voldsomme bivirkninger.
Foto: PRIVAT FOTO

Overmedicinering. Den psykisk syge Adel Saidane begik selvmord i 2011. Han fik en medicinering, der gav ham voldsomme bivirkninger.

Sygdom

Klinikchef: Vi har lært af Adels sag

Psykiatrien i hovedstaden er i gang med en kulturændring, lyder det.

Sygdom

En cocktail af antipsykotisk, beroligende og manidæmpende medicin var årsag til, at 26-årige Adele Saidane tog sit eget liv, da han var indlagt på Psykiatrisk Center Amager.

Personalet har lært af den ulykkelige sag og gør hvad de kan, for at forhindre, at det kan ske igen.

Det forsikrer klinikchef Inger Merete Terp, der peger på, at alle de psykiatriske centre i Region Hovedstaden er godt i gang med at ændre på behandlingen af de psykiatriske patienter.

»Der skal ske en kulturændring i psykiatrien, og den er vi i gang med«, siger hun.

»Hele psykiatrien i hovedstaden har været gennem en selvransagelse efter medicinsagen i sommeren 2012. Og så har den konkrete sag her hos os udløst en meget stor opmærksomhed på bivirkningerne her på stedet. Man kan ikke have en sådan sag, uden at det fører til selvransagelse«.

Har indført et overvågningssystem
Inger Merete Terp tiltrådte som klinikchef, et år efter at behandlingen af 26-årige Adel Saidane endte med, at han forpint af bivirkninger var sprunget ud foran et tog. Siden da har centret gennemført to årsagsanalyser, som har ført til ny praksis for vurdering af patienternes selvmordsrisiko og bivirkninger.

»Personalet skal nu, når de vurderer selvmordsrisikoen, sætte sig ind i, hvordan patienten har det, og skrive det ned i prosa. Det er ikke længere nok at angive et antal risikofaktorer. Personalet skal også notere de bivirkninger, de observerer«, siger hun.

Samtidig har alle psykiatriske centre grebet ind mod overmedicineringen.

Regionen har indført et nyt overvågningssystem, som gør det muligt løbende at følge med i medicineringen af de enkelte patienter i hele regionen. Hver måned får centrene en rapport om forbruget med besked om at forklare, hvis nogle patienter behandles med for mange præparater eller for høje doser. Det har ført til et fald i medicineringen på alle de psykiatriske centre. Også på Amager.

»Vi har generelt reduceret forbruget af antipsykotisk medicin og antallet af patienter, der samtidig får beroligende medicin, men vi skal længere ned«, siger Inger Merete Terp.

I den konkrete sag kritiserer Patientombuddet, at der ikke er anført nogen begrundelse for de høje doser i journalen?

»Ja, og det skal der selvfølgelig være. Jeg ved ikke, hvorfor disse doser er anvendt, for begrundelsen for det står ikke i journalen«.

Kan det ikke være, fordi det har været helt normalt?

»Det har jeg ikke nogen viden om, men sådan er det ikke nu«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden