Patienter vælger operation i blinde.
Det må være den skarpt optrukne konklusion, efter at et forsøg på Ortopædkirurgisk Afdeling på Gentofte Hospital har vist, at mange patienter hellere vil forsøge sig med vægttab og træning, før kniven skal i brug, når først de kender til den faktuelle viden og mulighederne på området.
Ortopædkirurgerne på Gentofte Hospital har netop foretaget forsøget blandt 200 patienter med slidgigt i knæene. Patienterne var alle af egen læge blevet henvist til forundersøgelse hos ortopædkirurgerne, fordi de potentielt skulle have et kunstigt knæled indopereret.
Lægerne inddelte ved lodtrækning de 200 patienter i to lige store grupper. Den ene gruppe så før lægesamtalen en ni minutter lang informationsfilm, hvor fordele og ulemper ved en kommende operation blev oplyst objektivt og neutralt, ligesom der blev gjort rede for alternativer til operation. Herefter mødtes de med lægen og overvejede sammen, om en operation var løsningen på knæsmerterne.
Den anden gruppe kom rutinemæssigt direkte til samtale med lægen, hvor fordele, ulemper og alternativer også blev gennemgået.
Forsøget viste, at 41 patienter, der kom direkte til samtale med lægen, valgte operation, mens kun 28 patienter, der havde set filmen først, ønskede indgrebet.
De patienter fra begge grupper, der ikke ønskede operation, valgte i stedet at forsøge sig med vægttab og træning.
Mindre risiko og billigere løsning
Resultatet fra Gentofte Hospital har ikke før været offentliggjort, men resultatet er »særdeles vigtigt«, siger direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Beth Lilja:
»Mange velinformerede patienter fravælger operation. Det betyder, at vi er nødt til i langt højere grad at inddrage patienterne aktivt i beslutningen om egen behandling«, siger hun.
Og ledende overlæge på Gentofte Hospital Claus Munk Jensen ser store perspektiver i resultatet:
»Vi skal give den rigtige behandling til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt. Vi skal ikke operere for mange, og hvis bedre information kan få flere folk til først at forsøge sig med mindre risikofyldte og for samfundet billigere løsninger, så er det her en vej, vi virkelig skal gå«, siger han.
Han påpeger, at kniven ved mange ortopædkirurgiske problemstillinger ikke er det indlysende førstevalg:
»Når vi taler smerter i eksempelvis ryg, lænd, skulder eller knæ, skal patienten opveje fordele og ulemper ved en operation og så træffe den rette beslutning for sig selv. Meget forskning viser, at operationer ikke har bedre effekt end ikke-kirurgisk behandling på mange af disse tilstande«, siger Claus Munk Jensen.
»I forhold til for 10-15 år siden er vi ortopædkirurger blevet bedre til at anskue vores fag som et både et operativt og ikke-operativt speciale. Og ikke kun operativt«.
I forsøget i Gentofte blev begge gruppe også spurgt til, om de kendte til andre behandlingsmuligheder end operation. Det gjorde otte ud af ti efter at have set filmen mod fire ud af ti, der alene havde haft en almindelig konsultation hos kirurgen.
Ifølge Beth Lilja skal patienter, der ønsker en fagligt velbegrundet operation, naturligvis have muligheden. Men de mange, der efter bedre information fravælger operationer, fortæller hende, at mange penge kan spares og mange operationssår undgås.