Når den demente far skal køres fra plejehjemmet til lægen, den kræftramte ægtefælle skal have skiftet forbinding, eller når en ældre nabo har brug for dagligvarer, så bliver det i stigende grad de nærmeste, der skal stå for de opgaver.
Det påpeger en række eksperter i sundhedsøkonomi og sundhedsydelser.
»Velfærdsstaten er under forandring på en måde, hvor dele af det, det før var sygeplejerskers og sundhedsfagliges funktioner, overtages af pårørende, familie, netværk og venner. Alene fordi vi udskrives hurtigere fra hospitalerne, bliver de pårørende involveret mere i plejen«, siger professor Kristian Larsen, som forsker i lighed i sundhed ved Aalborg Universitet, med henvisning til, at det gennemsnitlige antal dage, en patient er indlagt, er faldet fra 4,5 dage i 2008 til 3,6 dage i 2013.
Tendens: Flere kronisk syge
Udviklingen er en del af en større trend, som man også ser i andre europæiske lande, hvor der kommer flere kronisk syge patienter, mens andelen af ældre i befolkningerne vokser, mener professor Karsten Vrangbæk fra Statens Institut for Folkesundhed:
»Det er et forsøg på at sige: Hvordan udvikler vi velfærdsstaten, når vi kan se, at de offentlige systemer kommer i en økonomisk klemme og måske kommer til kort i forhold til at få leveret varen«.
Hos sundhedsmyndighederne har det nye fokus allerede resulteret i en række politikker og anbefalinger.
Kommunernes pårørendepolitik
En rundspørge foretaget af Politiken Research viser, at halvdelen af de 58 kommuner, der svarer, enten helt eller delvist har en politik for inddragelsen af pårørende til pleje af ældre, syge eller handikappede, mens yderligere 12 har planer om en politik på området.
Også Danske Regioner vil i løbet af efteråret udforme en pårørendepolitik.
Et helt nødvendigt skridt, hvis de samlede udgifter på omkring 200 milliarder kroner til sundhedsområdet skal holdes nogenlunde i snor, mener Bent Hansen, der er formand for Danske Regioner.
»Vi skal bruge flere penge på de flere og flere ældre borgere og de flere, der skal behandles for kroniske sygdomme, og vi skal bruge færre penge på pleje. Det er den vej, det går. Det vil selvfølgelig være individuelt, men er der en ægtefælle, der måske kan skifte et kateter, så siger man ’kom da lige ind til et kursus’«, erkender Bent Hansen.
Handicapfamilier har det svært
Samme melding kommer fra kommunerne, som forventer at bruge over 46 mia. kr. på ældrepleje og sundhed i år.
»Vi bevæger os væk fra at levere en ens pakke til alle og til at se på, hvad borgeren selv kan klare, og hvordan de pårørende vil indgå, og derfra lave en individuel løsning«, siger chefkonsulent i Kommunernes Landsforening, Karen Marie Myrndorff.
Sygdoms- og patientforeningerne er til gengæld bekymrede.
Mens Kræftens Bekæmpelse er i gang med flere undersøgelser af, hvordan pårørende klarer presset, så oplever Danske Handicapforeninger, at livet som handikapfamilie allerede er blevet sværere, og siden maj har en rådgiver i Ældre Sagen taget sig af pårørendes udfordringer på fuld tid.
»Pårørende henvender sig i stigende grad og er i tvivl om, hvad de kan regne med fra det offentlige. Det kommer snigende, at den pårørende skal hjælpe, uden at man spørger direkte eller tager hensyn til den pårørendes situation«, siger pårørendekonsulent Marie Jensen.
