En stor del af de omkring 9.000 svinebønder og ansatte, der passer Danmarks mere end 12 millioner slagtesvin, er smittet med den multiresistente svinebakterie MRSA CC398.
Nogle af dem er klar over det, andre er ikke, men uanset hvad er det en tilstand, de er tvunget til at leve med, så længe de arbejder i en stald, hvor grisene er inficerede.
For mens folk, der ikke arbejder med svin, kan komme af med bakterien ved at gennemgå en fem-dages desinfektion med antibiotikasalve og klorhexidinsæbe, så fraråder Sundhedsstyrelsen landets læger at sætte staldarbejdere på samme kur.
3F: Urimelige vilkår
I ’Vejledning om forebyggelse af spredning af MRSA’ lyder anvisningen: »Personer, der har daglig eller jævnlig kontakt med grise, skal kun gennemgå behandling for at fjerne bakterien, hvis de holder op med at komme i stalde«.
Hos 3F, der organiserer medarbejderne på landets svinefarme, er gruppeformand i Aalborg Lars Mark Jensen rasende på medlemmernes vegne.
»Det er fuldstændig urimelige vilkår, at ansatte i svinebranchen skal leve med at være smittet med en multiresistent bakterie. Hvis jeg solgte pølser på Sundby Torv, skulle myndighederne nok komme efter mig, hvis der ikke var styr på hygiejnen, men her accepterer man, at en hel gruppe af ansatte bliver udsat for en bakterie, der potentielt kan være dødelig for dem selv eller deres nære. Det er under al kritik, og der er mange, der ligger søvnløse over det om natten«, siger han.
Behandling udvikler resistens
Overlæge i mikrobiologi på Statens Serum Institut Robert Skov forklarer, at det ikke giver nogen mening at forsøge at rense folk, der arbejder med MRSA-inficerede svin.
»De bliver alligevel smittet med bakterien igen umiddelbart efter, når de er tilbage i stalden. Og man skal være varsom med at bruge kuren for rundhåndet, for det vil anspore bakterien til at mutere, så den ikke længere kan fjernes med den eneste type antibiotika, vi har til at hjælpe smittebærerne af med bakterien«, advarer han.
»Hver gang, vi behandler folk, er der risiko for at lave resistens. Så hvis vi forsøger at fjerne bakterien med antibiotika igen og igen, er det helt sikkert, at vi gennemtvinger, at bakterien bliver resistent for det, vi behandler med«, siger Robert Skov og understreger, at antibiotika skal bruges med omtanke for ikke at skubbe på det, han kalder ’resistensspiralen’.
Det betyder, at også staldarbejdernes familier og andre, de omgås, må leve med risikoen for at blive smittet med den multiresistente bakterie, som ikke bare smitter fra svin til menneske, men også fra menneske til menneske, uden at man dog ved præcis hvordan.
Antagelsen er, at den smitter ligesom almindelig influenza; via kropskontakt som kys og håndtryk og via nys, dørhåndtag og andre flader, som mange mennesker rører ved. Bakterien er vældig hårdfør og kan overleve i ugevis på for eksempel et dørhåndtag.
Forsvinder ikke
Ifølge Statens Serum Institut er mellem 70 og 80 procent af de mennesker, der arbejder med MRSA-inficerede svin, smittet med bakterien.