stigning. Sidste år blev 17 nyfødte konstateret smittede med svine-MRSA. I år er tallet allerede oppe på 23.
Foto: THOMAS BORBERG (arkiv)

stigning. Sidste år blev 17 nyfødte konstateret smittede med svine-MRSA. I år er tallet allerede oppe på 23.

Sygdom

Forældre med MRSA smitter nyfødte børn

Øre- og øjenbetændelse hos mindst seks nyfødte skyldes svine-MRSA-smittede forældre.

Sygdom

Svine-MRSA har i mindst seks nordjyske tilfælde forårsaget øjenbetændelse hos nyfødte børn, mens bakterien i fire andre tilfælde har ført til betændelse i den ydre øregang – ligeledes hos nyfødte.

Det fortæller hygiejnesygeplejerske Tinna Urth fra Region Nordjylland, der er en del af regionens MRSA-enhed og samtidig ansat af Statens Serum Institut til at holde foredrag og vejlede om svine-MRSA.

»Jeg har set tilfælde, hvor nyfødte har haft tegn på betændelse i form af for eksempel gule skorper under øjnene. Ved podning har vi fundet ud af, at MRSA 398 (svine-MRSA, red.) var årsag til infektionen«, siger hun til Ingeniøren (eksternt link).

3F: Myndighederne må gøre noget

Forældrene til de smittede spædbørn er alle ansat i svineproduktioner og har selv været bærere af MRSA-bakterien.

»Hvis moderen er smittet med MRSA, er der en stor sandsynlighed for, at barnet også får det på grund af den naturligt tætte kontakt«, siger overlæge hos Statens Serum Institut, Robert Skov, til Ingeniøren.

Sundhedsstyrelsen har tidligere konkluderet, at det ikke giver mening at fjerne MRSA-smitte fra folk, der arbejder på svinefarme, fordi smitten kommer igen.

»Men nu må alvoren snart gå op for myndighederne«, siger formand for den Grønne Gruppe i 3F, Arne Grevsen, der repræsenterer ansatte i landbruget, til Ingeniøren.

Han har tidligere kritiseret myndighedernes holdning til de smittede landbrugsmedarbejdere.

»Nettet strammer altså til nu om både myndigheder og landbrug«, siger han og tilføjer, at han har en fornemmelse af, at parterne efterhånden er plukkemodne i forhold til at diskutere hvilke yderligere tiltag, der skal gøres for at bekæmpe MRSA-smitten.

23 børn smittet

Udover de ti tilfælde med betændelse i øjne og ører kender Tinna Urth til yderligere tre sager med spædbørn, der har haft andre infektioner på grund af svine-MRSA. Udfra et hensyn til patienterne er de dog for specifikke til, at hun kan fortælle om dem.

Tal fra Statens Serum Institut viser, at der i løbet af årets første otte måneder er konstateret 23 tilfælde af svine-MRSA i spædbørn under et år. I 2013 var der 17 tilfælde.

Børn under to år bliver ikke behandlet for svine-MRSA, medmindre de er inficerede. Det vil sige, at de sagtens kan være bærere af smitten de første to år af deres liv.

»Deres bakterieflora ændrer sig efter to første leveår, og de bliver ofte spontant negative mod bakterien derefter. Så vi behandler dem ikke, medmindre de er syge af bakterien«, siger Tinna Urth til Ingeniøren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden