Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: DRESLING JENS
Sygdom
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Køen til psykologen kan vælte læsset for depressive mennesker

Ventetider til behandling hos psykolog og psykiater stiger kraftigt. Det kan få hverdag og familieliv til at smuldre for psykisk dårlige mennesker.

Sygdom
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mens en kvinde stod på venteliste til at komme i behandling hos psykolog Jakob Skov Knudsen, forsøgte hun at begå selvmord.

»Gudskelov klarede hun den. Men for personer, som har det meget dårligt, kan syv uger være uendelig længe at vente«, siger Jakob Skov Knudsen, som har sin praksis i København.

Alene i København er der næsten tre måneders ventetid på at komme i lægeordineret behandling mod depression og angst, mens man for eksempel i Aarhus må vente over to måneder for at få psykologhjælp til psykiske problemer som følge af overfald, voldtægt, ulykke, trafikulykke og dødsfald i den nærmeste familie.

Ventetiderne hos de 830 psykologer, der har aftale med sygesikringen, er eksploderet, siden man fra politisk side i juli 2012 åbnede op for, at alle over 18 år kan søge offentligt tilskud til psykologhjælp mod depression.

LÆS ARTIKEL

Alene for depression og angst er ventetiderne steget med 74 procent, mens ventetiden for de øvrige behandlinger er steget med 32 procent i de sidste to år, viser en opgørelse fra Dansk Psykolog Forening.

Depressionsforeningen advarer mod følgerne af de lange ventetider for depressive mennesker.

»For hver dag med ubehandlet depression er der risiko for, at den sætter sig dybere. Ud over den frustration og stigende håbløshed og smerte, som den depressive må gennemleve under de lange ventetider, risikerer de tab af job og øget selvmordsrisiko«, siger sekretariatschef Kasper Tingkær.

Hver sjette dansker får en depression i løbet af livet, anslår Depressionsforeningen.

Længe om at søge hjælp

Man skal være opmærksom på, pointerer foreningen, at de fleste depressionsramte mennesker er særdeles længe om at erkende, at de har brug for hjælp. Det kan tage både måneder og år. Når det endelig sker, kan udsigten til mange ugers ventetid vælte læsset.

»Hvis ens hverdag er et helvede og hver dag er en dag for meget, er 7-10 uger længe at vente. Evnen til at håndtere hverdagen med job, børn og andre praktiske opgave smuldrer for mange trods en hård kamp for netop at opretholde dette«, siger Kasper Tingkær.

Samme budskab lyder fra Dansk Psykolog Forening, som er bekymret over de lange ventetider.

»Patienten er som regel meget dårlig, når han eller hun endelig får en henvisning, og jo længere man venter, jo dårligere bliver patienten, og det ender måske med en sygemelding«, siger Psykologforeningens formand, Eva Secher Mathiasen, som repræsenterer knap 10.000 psykologer i Danmark.

I en landsdækkende og årelang kampagne, ’En af os’, der kæmper mod stigmatisering af psykisk syge, er projektleder Johann Brathbo enig i vurderingen.

»Når først man har erkendt, at man har behov for hjælp, er det en belastning at sidde og vente på, at systemet melder tilbage, fordi det forstærker den følelse af kontroltab, du har i forvejen«, siger Johanne Brathbo.

Kampagnen, der kører frem til 2016, kører på initiativ fra blandt andre Psykiatrifonden, Sundhedsstyrelsen, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og TrygFonden.

I og med at ventetiden også forstærker symptomerne hos den, der venter, er risikoen for den totale deroute forhøjet, forklarer projektlederen. Det gælder, uanset hvad man bokser med:

»Du risikerer at droppe ud af dit arbejde eller din uddannelse og miste hele dit forsørgelsesgrundlag. Samtidig kan det være, at dit netværk giver op og ikke længere orker at tage særlige hensyn, hvis de ikke kan se en udvikling«, siger Johanne Brathbo.

Ventetider kan forkortes

Psykologforeningen mener, at de lange ventetider kunne forkortes, hvis borgere med sundhedsforsikring fik anvist nogle af de mange psykologer, som ikke er en del af den offentlige sygesikring.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som det er i dag, trækker forsikringsselskaberne i overvejende grad på psykologerne i det offentlige system – dem med ydernummer, som der er blot 830 af i Danmark, og som kræver lægehenvisning. Dermed er offentlige midler med til at finansiere 60 procent af behandlingsudgiften.

»Det bør enten være sådan, at forsikringsselskaberne ikke bruger offentligt finansieret psykologhjælp til deres kunder, eller også skal de arbejde på lige vilkår og lade være med at bruge deres magt til at trænge sig forrest i køen«, siger Psykologforeningens formand, Eva Secher Mathiasen.

Brancheorganisationen Forsikring & Pension anfører, at det er op til den enkelte psykolog at vælge, om denne vil indgå aftaler med forsikringsselskaberne.

Flere og flere psykologer vælger da også at vende ryggen til forsikringsbranchens krav. Psykolog Jakob Skov Knudsen i København er en dem.

»Jeg vil ikke være med til at rykke folk om bag i køen, hvis de har brug for behandling nu, så jeg samarbejder ikke med forsikringsselskaberne«, siger Jakob Skov Knudsen.

Mere end 1,8 millioner danskere har en sundhedsforsikring, viser en opgørelse fra 2013 fra Forsikring & Pension.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden