Bedst at blive deprimeret i årets første måneder

Resten af året kan det være svært at få psykologhjælp mod angst og depression.

Sygdom

Efteråret og vinteren er sæson for depressioner. Alligevel er det på denne tid af året, at det er sværest at få tid hos en psykolog, hvis man søger behandling for angst og depression. Sådan lyder kritikken fra en række psykologer.

»Jeg afviser nu fire til fem klienter hver dag. Folk er desperate og græder i telefonen, så det er et kæmpe problem«, siger psykolog Per Hulstrøm, som er privatpraktiserende psykolog i Lyngby-Taarbæk kommune nord for København.

Han har et såkaldt ydernummer, hvilket betyder, at han kan behandle de borgere, som kommer med en lægehenvisning.

Som ydernummerpsykolog må Per Hulstrøm og hans øvrige cirka 830 kolleger i landet højst omsætte for 275.000 kroner om året på patienter i behandling for let til moderat depression og angst. Det svarer til cirka to patienter om dagen, beregner Per Hulstrøm.

Da han råder over en medarbejder, en såkaldt praksiskandidat, som kan behandle de lettere tilfælde, rammer hans praksis hurtigt loftet.

»Hvis jeg bare bookede løs, ville vi nå loftet efter de første fire måneder af året. Men jeg prøver at begrænse det løbende, så vi kun tager dem ind med størst behov, således at jeg stadig har en lille pulje tilbage til fire-fem klientforløb til de mennesker, som i særlig grad har brug for hjælp«, siger Per Hulstrøm.

Et standardforløb for behandling af let til moderat angst og depression foregår over 8-12 konsultationer, oplyser Per Hulstrøm. Beløbet på 275.000 kroner udgør 60 procent af den samlede behandlingsudgift, idet klienter med en lægehenvisning selv skal betale 40 procent af udgiften.

Det er regionerne, der sætter indtjeningsloftet på 275.000 kroner om året. Det sker for at styre omkostningerne, fortæller regionsrådsmedlem Anders Kühnau (S).

»Vi kan ikke tillade, at udgifterne løber løbsk, så vi er nødt til at have et loft. Vi følger det, og vores viden er, at der generelt ikke er mange psykologer, som rammer loftet eller er tæt på at ramme loftet«, siger Anders Kühnau, som er formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg, og forhandler overenskomster med psykologerne.

Tal fra Danske Regioner viser, at der per 31. august i år, altså otte måneder inde i kalenderåret, var 90 psykologer jævnt spredt i landet, som var tæt på loftet på de 275.000 kroner. 183 psykologer havde i august omsat for op mod 175.000 kroner, mens to psykologer i hovedstaden var kommet over den tilladte grænse.

Psykolog Per Hulstrøm, som tidligere har været med til at forhandle aftaler med Danske Regioner, anerkender, at omkostningerne skal styres. Men han mener, at loftet er sat alt for lavt i forhold til, at man fra politisk side i juli 2012, med satspuljerne, vedtog at udvide gruppen, der kan få behandling for angst og depression med tilskud fra den offentlige sygesikring.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man er nødt til at udvide puljen betragteligt, for reelt kan vi ikke tilbyde behandling til alle i den gruppe. Der er rigtig mange med depression og angst, som føler sig trængte, og det er rigtig svært at sige til en person, som har panikangst og ikke tør gå ned i supermarkedet, at han må komme igen 1. januar, når vi starter forfra. Det er sindssygt stressende at have kompetencerne til at hjælpe folk, som man må afvise«, siger Per Hulstrøm.

Psykolog Lona Bjerre Andersen er enig i kritikken. Hun pointerer, at tidspunktet på året, hvor de opbrugte kvoter betyder lukkede døre for depressive borgere, er særligt uheldigt.

»Netop efteråret og vinteren medfører flest depressionshenvisninger, da den mørke tid kan igangsætte og forstærke depressionssymptomer. Det er min erfaring, at mange borgere må søge længe og hos mange klinikker, før de finder en behandler, på grund af indtjeningsloftet«, siger Lona Bjerre Andersen, som er privatpraktiserende psykolog i Aarhus.

Indtjeningsloftet kan også betyde, at mennesker som allerede er i gang med behandling hos psykologen, må vente til det nye år med at fortsætte behandlingen.

»Det kan kræve en svær planlægning fra psykologens side, men psykologbehandling er jo ikke en vare, der kan gøres op i kroner og ører. Det er en menneskelig udvikling og proces, som hverken behandler eller borger kan vide, præcist hvordan vil forløbe«, siger psykolog Lona Bjerre Andersen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce