Professor slår alarm efter stigende antibiotikaforbrug

Dansk forbrug af bredspektret antibiotika er steget med 72 procent på 10 år.

Sygdom

»Hvis udviklingen fortsætter, risikerer selv unge og stærke patienter om 15 år at dø af en simpel infektion«, forudser Henrik Nielsen.

Han er professor og ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

»Der må ikke blive brugt flere tons antibiotika i årene, der kommer, end der gør nu. Det må simpelthen ikke stige«, advarer Henrik Nielsen over for DR P4 Nordjylland.

LÆS ARTIKEL

Danmark øger år efter år forbruget af antibiotika. Og det giver flere bakterier, der er modstandsdygtige overfor behandling.

»Der er en lang række bakteriesygdomme, som er ganske alvorlige, hvis de ikke kan behandles. Og det gælder også unge og ellers raske mennesker, som ved en blodforgiftning eller lungebetændelse i høj grad har risiko for at dø uden antibiotika og uden penicillin«, siger Henrik Nielsen.

Det er især forbruget af bredspektret antibiotika, der er synderen, når det handler om at gøre bakterier resistente. Men alligevel er forbruget af netop den type antibiotika steget med 72 procent på 10 år.

»Det tragiske er, at det er noget, vi kan påvirke, og derfor behøver det ikke at ende sådan, hvis vi handler korrekt«, siger professor Henrik Nielsen.

Læge David Fuglsang-Damgaard fra Aalborg Universitetshospital har allerede stået i en situation, hvor en patient med en alvorlig infektion i maven ikke kunne helbredes med antibiotika.

»Vi havde en situation med en patient, der var alvorlig syg og havde en lang hospitalsindlæggelse bag sig, som fik vækst af en meget resistent bakterie. Og under hans forløb, der udviklede den yderligere resistens. Der var vi ret heldige med, at vi rent kirurgisk havde mulighed for at behandle. For antibiotika var ikke nok i sig selv«, siger Davis Fuglsang-Damgaard.

Professor Henrik Nielsen fra Aalborg Universitetshospital kigger mod Sydeuropa, når han skal finde skræmmeeksempler på, hvilke konsekvenser et overforbrug af antibiotika kan have.

Det oplever man eksempelvis i Grækenland, hvor Garyphallia Poulakou, der er infektionsmedicinsk specialist Attikon University Hospital Athens, fortæller, at konsekvenserne her, er langt større, end vi kender til i Danmark.

»Vi oplever øget dødelighed hos vores svageste patienter, og vores indlæggelser er længere og koster flere penge«, siger han.

I Grækenland kæmper man med konsekvenserne af et af Europas største forbrug af antibiotika.

»Nogle gange er vores patienter nødt til at inhalere antibiotika, og der findes ikke længere en optimal antibiotikabehandling, og vi er nødt til at give den størst mulige dosis«, siger Garyphallia Poulakou til DR P4 Nordjylland.

Og det er netop den udvikling professor Henrik Nielsen nu vil prøve at undgå.

»Vi frygter jo, at den udvikling, hvis vi bare fortsætter uændret, vil nå til Danmark i løbet de næste fem, 10 eller 15 år«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden