Pia Glavind er syg af kræft, men hun gør sig umage for at have et intest og lykkeligt liv. Kilde: Politiken

Sygdom

Kræftsyge Pia: »Min diagnose har gjort mig vågen«

Pia Glavind ser sin sygdom som en mulighed for at til at være til stede.

Sygdom

Det er et ufravigeligt ritual. En ting, Pia Glavind gør hver eneste aften, inden hun går i seng. I den lille mørkebrune dagbog, der har sin faste plads på hendes natbord, skriver den 48-årige kvinde mindst tre ting, der har gjort hende glad i løbet af dagen. Oplevelser, hun har haft, mennesker, hun sætter pris på, eller en lille episode, der har gjort hendes dag særlig.

»Det er min taknemmelighedsdagbog. Den får mig til at holde fast i de gode tanker og til at genopleve de fine ting, dagen har budt på, lige inden jeg skal sove«, fortæller Pia Glavind.

Hun smiler helt op i sine blå øjne, når hun fortæller, at hun i modsætning til mange andre kronisk syge let kan sove 8-9 timer hver nat og vågne op uden bekymringer. For hvis hun læser sin lægejournal, er der rigeligt at ligge søvnløs over. Fremskreden kræft i det endokrine system, lød diagnosen, da hun i starten af 2013 blev undersøgt for årsagen til sin pludseligt opståede gulsot og udmattende træthed i kroppen.

»Jeg vidste det allerede, da skanningen viste noget underligt i min bugspytkirtel. Fuck, jeg har cancer. Jeg var sikker«, fortæller Pia Glavind, der med et aktivt liv og en 16-årig søn derhjemme var alt andet end klar til at modtage en dødsdom.

»En mavepuster af de helt store«

Men den sjældne kræftform havde spredt sig til hendes lever, og lægerne kunne fortælle, at sygdommen allerede havde nået stadie 4, der er det mest fremskredne stadie.

»Det var en mavepuster af de helt store. Jeg var ikke bange for, hvad jeg selv skulle igennem. Alle mine tanker kredsede om min søn, og hvordan han skulle komme igennem det, hvis han skulle miste sin mor«.

Da Pia Glavind lagde sig ind til sin mor, som hun havde med sig på hospitalet og græd stille, blev hun overvældet af en følelse af uretfærdighed. Hvorfor skulle kræften ramme netop hendes familie, der i forvejen havde haft døden alt for tæt på flere gange? Første gang da Pia Glavind mistede sin bedste veninde til kræft for 12 år siden og senest, da hendes søns far i 2007 døde af sygdommen.

»Jeg har altid levet sundt. Aldrig røget, men til gengæld motioneret og spist økologisk. Det var det sidste, jeg havde forventet. Jeg fik følelsen af, at det her, det er fandeme ikke i orden«.

Pia Glavind blinker et par gange, da hun fortæller om den efterfølgende kemokur, der holdt hende i sengen i næsten tre måneder med voldsomme influenzasymptomer. Og som bortset fra at gøre hende ude af stand til at stå oprejst ikke havde nogen som helst effekt på hendes krop. Hun var en af de godt 20 procent med kræft i det endokrine system, som kemo ikke kan hjælpe. »Jeg var helt nede både fysisk og psykisk, og jeg ved, at ingen ville undre sig, hvis jeg havde valgt at trække offerkortet og give efter for en følelse af, at det var synd for mig. Men det føltes helt forkert. For min grundfølelse var en enorm lyst til at handle. At rejse mig og give min diagnose tre los i røven, både mentalt og fysisk«.

Tumoren hedder Ruth

At Pia Glavind er en kvinde med en stor tro på, at det, hun sender ud, kommer igen, står klart, når vi bevæger os rundt i hendes lejlighed. Fraser som ’Love is the only safety’, ’Vejen, der ikke starter i hjertet, ender blindt’ og ’Live well, laugh often, love much’ hænger på væggene og vidner om den grundholdning til livet, hun har: Jo mere kærlighed hun giver, jo mere får hun igen.

Hendes lyse latter er ikke svær at lokke frem, selv om snakken handler om de største udfordringer i hendes liv. Hun er lykkelig, siger hun. Ikke fordi hun lever i fornægtelse med »lorten fejet ind under gulvtæppet«, som hun udtrykker det. Hun er mere end opmærksom på, at »manden med leen« står lige bag ved hende og i princippet kan hugge til uden varsel. Men hun har været helt nede i mørket, set døden i øjnene og valgt kærligheden frem for frygten, siger hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg vil aldrig betegne min sygdom som en gave, for selvfølgelig ville jeg hellere være rask. Men min diagnose har gjort mig vågen. Lysvågen. Den har virkelig fået mig til at tænke over, hvordan jeg lever mit liv – og til at træffe bevidste valg hver dag, hver time«.

’Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget’ er blevet Pia Glavinds livsmotto. Hun ved godt, at det for nogen kan lyde som en kliché eller virke decideret provokerende, når hun forklarer, at selv hendes søns fars død har bragt noget positivt med sig: »Det, at Daniel er gået igennem det tab, har givet ham en hel anden dybde og personlighed end mange andre jævnaldrende. Selvfølgelig ville jeg gerne have været det foruden, men jeg prøver hele tiden at fokusere på de gode ting, de svære ting fører med sig«.

Nej til Rigets kemo

Samme strategi bruger hun, når hun ærgrer sig over, at hun har måttet opgive at passe sit arbejde som leder af foreningen Livline i Sorgen og er blevet tilkendt førtidspension. Pengene er knappe, og hendes selvopfattelse lider under, at hun ikke kan bidrage til samfundet i samme omfang, som hun tidligere har gjort.

»Men hvis jeg skal finde noget positivt ved det, så er det, at jeg nu har mulighed for at leve et langsomt, intenst liv uden vækkeur. Det er der ikke mange, der kan. Og samtidig har jeg mulighed for at lave det, jeg elsker allermest, om end i begrænset omfang: holde foredrag og skrive«.

Pia Glavind har sagt nej tak til Rigshospitalets kemo, erkendt, at hendes tumor i bugspytkirtlen ikke kan fjernes, og har i stedet researchet sig frem til en klinik i Tyskland, hvor hun kan få behandling med biologisk cellegift, som hun får sprøjtet ind i kroppen for at svække kræftcellernes vækst.

Hun har taget en række valg om, hvordan hun vil omtale sin tilstand. Hun er ikke ’syg’, hun har en ’diagnose’. Tumoren har fået navnet Ruth, så hendes venner og bekendte kan spørge til ’den irriterende dame’ i stedet for sygdommen. At man skal ’vinde kampen’ mod kræft, er et udtryk, hun ikke bryder sig om. For at være syg skal ikke være en krig. Og hvis hun skulle ’bekæmpe’ sin kræft, mener hun, at angsten for at tabe kampen kommer til at fylde for meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et hjerte i solar plexus

»Når jeg har en dårlig dag, fysisk eller mentalt, taler jeg til Ruth. I stedet for at være sur på hende går jeg ud på badeværelset og tegner et hjerte i solar plexus, der, hvor hun sidder. Så spørger jeg hende, om ikke vi skal prøve at få det bedste ud af dagen sammen. Så kæmper jeg ikke imod hende. Jeg overgiver mig til det, der er i nuet, uden at give op. Og jeg ved, at i morgen følger en ny dag med nye muligheder«.

Sidst Pia Glavind var til kontrol på Rigshospitalet, fik hun at vide, at hendes tumor forholder sig i ro og ikke er blevet større siden forrige kontrol. Hun ved ikke, om hun skal dø om tre måneder, eller om hun kan holde sygdommen i ave i mange år. Men det er ikke det vigtigste, siger hun. Det væsentlige er at få det meste ud af det, hun har.

»Jeg har det overhovedet ikke okay med, at jeg måske er død om 5-6 år. Men den dag, det sker, kan jeg i det mindste sige, at jeg har givet den fuld gas og fulgt mit hjerte. Livet er livet værd, også når det uddeler lussinger og gør ondt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce