Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FÆLLESSKAB. I Kræftværket er der ingen dumme spørgsmål eller emner, der ikke kan tages op. I dag er Anja Nielsen (tv), Helena Wanting Jespersen, Anne Hee Schougaard og Vivi Bader kommet forbi til snak og varm kakao. Foto: Finn Frandsen

FÆLLESSKAB. I Kræftværket er der ingen dumme spørgsmål eller emner, der ikke kan tages op. I dag er Anja Nielsen (tv), Helena Wanting Jespersen, Anne Hee Schougaard og Vivi Bader kommet forbi til snak og varm kakao. Foto: Finn Frandsen

Sygdom
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Syge unge har fået et fristed i kræftland

På Rigshospitalet føler syge unge sig normale for en stund i Kræftværket.

Sygdom
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Vi har både Netflix, PlayStation og snart den store tv-pakke«.

20-årige Anja Nielsen slår ud med armen. Som en stor teenager, der stolt viser sit værelse frem, byder hun velkommen på 5. sal i Rigshospitalets sydkompleks. I en hyggelig belyst hule. En diametral modsætning til resten af sygehusets kolde lysstofrør og hvide vægge. Anja Nielsen stikker hjemmevant sin iPhone i anlægget under et spritnyt 60-tommers tv, og går tilbage mod sofaen, hvor hendes veninde Helena Wanting Jespersen venter. 30-årige Vivi Bader slår glasdøren til rummet op.

»Hva’ så, piger, hvordan går det«, spørger hun glad, da hun smider sit overtøj og lader sig falde ned i en blød stol.

»Ad helvede til«, lyder det prompte fra Anja Nielsen.

Alle griner. Der er ingen grund til at pakke realiteterne ind, når man som Anja Nielsen og de to andre har kræftdiagnoser, der har sat deres ungdomsliv på standby på ubestemt tid. Helena Wanting Jespersen har været her i to en halv uge for at få en »hardcore« kemokur. Anja Nielsen er blevet indlagt uventet, fordi hendes infektionstal var for høje, da hun kom for at få blod i morges. Vivi Bader har fået behandling i dag, men skal ikke blive natten over. Hun har blot taget elevatoren til 5. sal for at sige hej til de andre og »hygge lidt og bare føle mig normal«, som hun siger.

Det kan hun her. I det nye rum, der er Rigshospitalets svar på et ungdomsfællesskab for kræftramte. Kræftværket hedder stedet, der er blevet skabt af ildsjæles knofedt, hospitalsledelsens goodwill og donationer fra blandt andre Kræftens Bekæmpelse og Børnecancerfonden.

Målet er at give kræftsyge mellem 15 og 29 år et sted at mødes, så de kan have et socialt liv med andre patienter, som de ellers ikke ville støde på under deres ofte langvarige indlæggelser. For i modsætning til børn, der er samlet på afdelinger med jævnaldrende, er unge med kræft placeret alene – enten på børneafdelingen eller blandt voksne og ældre.

»Hej dejlige tøser«, lyder det fra døråbningen.

Ind kommer sygeplejerske Maiken Hjerming, der krammer og kindkysser pigerne. Hun er en af Rigshospitalets ungeambassadører, der er efteruddannet til at støtte de unge og se deres særlige behov. Maiken Hjerming har sit eget tøj på, for her er ’kittelfrit område’. Tonen er kærlig og fri, og den garvede sygeplejerske har svært ved at skjule sin begejstring over de nye rammer og muligheder.

»Det her er det mest rørende og meningsfulde, jeg har været med til i mine 22 år som sygeplejerske«, siger hun.

»De unge har virkelig manglet noget, der er henvendt til dem. For når man er ung og har kræft, er man først og fremmest ung, og så har man brug for at være sammen med andre på sin egen alder«.

Fuld fart på livet

Processen fra idé til handling i Kræftværket har været lige så lidt hospitalsagtig som resultatet. I efteråret blev en konkurrence udskrevet blandt unge designere om at komme med bud på en ungdomsvenlig indretning. Patienter og personale har sammen valgt det bedste resultat og hjulpet hinanden med at fuldføre ideerne, der for godt en uge siden blev taget i brug for første gang.

Pastelfarvede Muutu-lamper sender dæmpet lys ned over et træspisebord, moderne plakater med kunstmotiver fylder væggene, en blå lyskæde hygger på endevæggen, og i sofaen ligger to bløde Hay-puder. Her er ikke sparet på noget. Men selv om rammerne ifølge de unge er »vildt fede«, er det vigtigste, at de nu har et sted at mødes og tale sammen. For det er nogle helt særlige udfordringer, man står med som ung kræftsyg, forklarer Helena Wanting Jespersen.

Den 21-årige kvinde havde lymfekræft første gang, da hun var 12 år. Hun blev helbredt. Men i september, da hun netop havde fået lejlighed i Odense og var klar til at starte på ha.jur-studiet, opdagede hun, at sygdommen igen havde udviklet sig i hendes skulder.

»Vi er et sted i livet, hvor vi lige skulle til at være rigtig voksne, og så pludselig bliver det hele taget fra os, og vi er helt hjælpeløse og afhængige af andre«, siger hun.

Også Anja Nielsen havde fuld fart på livet, da hun i september fik konstateret akut leukæmi under et au pair-ophold i England. Siden har hun været indlagt ad fire omgange i sammenlagt to måneder. Selv om lægerne mener, at kræften er ude af hendes krop, så hun kan konstateres rask om et halvt år, skal hun gå til jævnlige kontroller, der betyder, at hun må droppe sine planer om at blive au pair i Kina.

»Selv om vi er i forskellige behandlinger, har vi de samme tanker. Om hvad vi går glip af, mens vi er igennem det her. Om hvordan det er at være syg, og om alt det, vi skal bagefter«, fortæller Anja Nielsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det svære ved at tabe håret

Kemobehandlingernes bivirkninger er en af de ting, der fylder en del i deres samtaler. Især at miste deres lange hår har været svært for begge unge kvinder.

»Da jeg startede kemo, tænkte jeg bare ’fuck, hvad der sker med sygdommen. Det, der betyder noget, er, at jeg skal undvære mit hår’«, siger Anja Nielsen.

Helena Wanting Jespersen nikker ivrigt. De griner indforstået. De har begge ligget alene uden andre unge under deres første indlæggelser, men har nu mødt hinanden gennem Kræftværket, og de er enige om, at det hjælper meget at tale med andre i samme situation om de svære ting.

»Vi går igennem det her sammen. Og det er dejligt at have et sted, hvor man kan tale frit med andre, der bare forstår én, uden at man behøver at forklare«, siger Helena Wanting Jespersen.

Rigshospitalets direktion har fra begyndelsen bakket op om Kræftværket, som sygeplejedirektør Helen Berndt Andersen kalder »et fantastisk projekt«.

»Vi ved, at unge med svære sygdomme er i en helt særlig risikabel situation. Når man er ung og sårbar, som man er, når man er i en fase af sit liv med ungdomsliv, uddannelse og kærester og bliver syg, er det vigtigt at kunne fastholde et så normalt liv som muligt. Det vil vi gerne hjælpe dem til«, siger Helen Berndt Andersen.

Hun lægger blandt andet vægt på det unikke i, at projektet er et sjældent samarbejde mellem en voksen- og en børneafdeling. Noget andet, der er specielt ved Kræftværket, er, at de unge har været involveret hele vejen, siger direktøren.

»Resultatet er dybt originalt, og jeg håber, det er noget, der på længere sigt kan bredes ud til andre afdelinger. Og at andre steder i landet måske kan lade sig inspirere«.

Tortillas og fløderand

I Kræftværket er sygeplejerske Maiken Hjerming ved at pakke sine ting. Klokken er 17, og hun har været hos de unge i to timer som en del af sin vagtplan.

Anja Nielsen skal blive natten over. Hun går hen til opslagstavlen og kigger på ugens madplan. I stedet for hospitalets »industriagtige« mad på voksenafdelingerne, kan hun i aften hente tortillas med oksekød og salat og fløde-mandel-rand med karamelsovs på børneafdelingen, fortæller hun glad. Efter Kræftværket er blevet en realitet, laver børneafdelingens kok også mad til unge mellem 15 og 29 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Helena Wanting Jespersen har for ondt i munden, svælget og maven efter sin kemokur til at kunne klemme noget ned, så Anja Nielsen må spise alene. De to siger farvel til hinanden og aftaler at skrives ved på Facebook, hvor de er blevet venner for at kunne holde kontakten, når de ikke er indlagt.

En gæstebog på reolen ved døren vidner om, at de to kvinder langtfra er de eneste, der er glade for de nye rammer. De første 20 sider er allerede fyldt med glade beskeder fra samarbejdspartnere, pårørende og kendte mennesker, der har været forbi for at støtte projektet. De mest dybtfølte linjer kommer dog fra de unge selv. Maiken Hjerming får gåsehud, da hun viser mig en ung kvindes ord på første side:

»Den tid jeg har været på Kræftværket har været de bedste tider og de eneste tider hvor jeg ikke har følt at jeg var indlagt, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg glæder mig til vi ses igen <3«

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden