Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Michael Bach tog op imod 72 piller om dagen for sine smerter. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

Sygdom
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fra 72 piller om dagen til nul: »Jeg har lært at leve med mine smerter«

Ryg- og nakkesmerter drev Michael Bach ud i et tårnhøjt forbrug af morfinpræparater igennem 26 år.

Sygdom
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

72 piller. Fordelt i 4 bægre. Hver dag. I årevis. Så stort var 52-årige Michael Bachs pilleforbrug, da det var på sit højeste. Et overvældende forbrug, der kun blev overgået én gang. Nemlig 13. april 2014. Den dag tog den tidligere bygningskonstruktør 200 morfinpiller og 40 sovepiller på én gang. For han ville én gang for alle ende sit årtier lange smerte- og pillehelvede.

»Før var jeg den, alle i familien ringede til, når der skulle sættes et køkken op. Nu kunne jeg ikke bruges til noget. Det var blevet et andet liv, og jeg forsøgte bare at overleve det«, siger han og tilføjer:

»Men nu kunne jeg sgu ikke mere«.

De 200 morfinpiller slog dog ikke Michael Bach ihjel.

»Når man kan tage 200 morfinpiller og 40 sovepiller uden at få den ønskede virkning, må man jo gå ud fra, at jeg var blevet immun«, lyder hans forklaring i dag.

LÆS ARTIKEL

I 26 år fyldt han sig med op til 500 mg morfin hver dag. Mere end det tredobbelte af den dosis, der blandt smertelæger er tommelfingerreglen for, hvornår et morfinindtag bør give anledning til genovervejelse.

Men der var ingen, der genovervejede Michael Bachs forbrug. Hverken hans læger, ham selv eller hans familie i de 26 år, han fik dem udleveret. For Michael Bachs ryg og nakke har alle dage været hans smertensbarn.

»Jeg er opereret tre steder i nakken og har ni ryghvirvler, der er sat sammen«, fortæller han.

Michael Bachs smertehelvede startede en lørdag morgen i februar 1989, da han ved et uheld blev sparket i hovedet, mens han stod på mål i en fodboldkamp. Sparket flækkede hans nakkehvirvel. Der fik han sin første recept på et morfinpræparat.

»Der var en, der ikke kunne kende forskel på hoved og bold. At det skulle starte en lavine, der varede resten af mit liv, havde jeg ikke lige regnet med«, fortæller han.

Han havde heller ikke regnet med, at der skulle gå helt frem til juni måned samme år, før han blev opereret.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at de mange måneder, der gik, fra skaden skete, til jeg blev opereret, gjorde, at jeg allerede der havnede som kronisk smertepatient. Har man haft smerter 24-7 så længe, så sætter det sig«, lyder hans rationale i dag.

Blev eneboer

Smerterne forsvandt ikke efter operationen, så Michael Bach slap heller ikke pillerne. De næste mange år fulgte en række diskusprolapser i nakken, som han også blev opereret for. På et tidspunkt flytter Michael Bach og hans daværende kone til USA for at arbejde. Det varme klima i staten Georgia lige over Florida viser sig at være godt for den smerteplagede dansker, der også indretter et træningsrum i hjemmet. For første gang i årevis trapper han ned på morfinpræparaterne.

Men i 2005 sker endnu en ulykke. En maskine vælter ned fra en gaffeltruck og rammer Michael Bach, der får smadret de nederste ryghvirvler. Han bliver opereret i USA, flytter hjem til Danmark og gennemgår flere stivgørende operationer i ryggen. Der bliver også skruet op for pillerne.

»Der findes stort set ikke det smertestillende middel, jeg ikke har prøvet. Jeg var vel oppe på 500 milligram ren morfin dagligt plus en frygtelig masse andre ting. Det nemmeste for lægerne er jo at smide piller over disken«, siger han.

Ud over piller har Michael Bach også selv opsøgt alverdens alternative behandlinger. Træning og varmtvandsbassin virkede, men intet af det er et tilbud i behandlingssystemet.

»Når du har ondt 24-7, har du ikke råd til at investere i en Hästen-seng og alt muligt andet. Jeg brugte 2.300 kroner om måneden på medicin. Jeg ville hellere lade være med at spise i en uge end ikke have råd til mine piller«, fortæller han og betegner sig selv som ’statsansat narkoman’.

Som en narkoman oplevede Michael Bach også at skifte personlighed.

»Pillerne gør, at du lever i en anden verden. Du kan ikke huske, hvad du sagde for fem minutter siden. Samtidig gør smerterne, at du trækker dig mere og mere ind i dig selv og bliver eneboer«, forklarer han.

Fuck, hva’ så?

Michael Bach ender med at blive skilt, gå rabundus, sat fra hus og hjem, forsøge selvmord og bo på et forsorgshjem. Men i slutfasen af hans deroute er der endelig nogle, der udpeger skurken: pillerne.

»Vi er jo alle sammen så autoritetstro. Der var ingen i alle de år, der sagde noget. Før mine brødre kontaktede lægen og sagde, for fanden, kan det være rigtigt? Er han fejlmedicineret? Jeg gled jo mere og mere væk fra familien«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lægen vil ikke længere tage ansvaret for Michael Bachs smertebehandling og sender ham på Regionalt Smertecenter på Køge Sygehus.

»Til at starte med fik jeg flere piller og andre piller og lidt flere oveni«, som han siger. Men pludselig en dag hiver en af sygeplejerskerne fat i ham:

»»Hvad med, om vi prøver at gå den anden vej. Pillerne virker jo alligevel ikke på dig«, siger hun. Jeg tænker bare: Fuck, hvad så, skal jeg så have mere ondt?«, fortæller Michael Bach.

Men Michael Bach er villig til at prøve alt. Han siger selv, at der var en stemme indeni, der godt vidste, at de mange morfinpiller forværrede problemet. Derfor siger han ja. I samarbejde med sygeplejersken og en psykolog lægger han en aftrapningsplan på syv måneder. Det skal gå langsomt, hvis han skal turde. Og tåle det, får han at vide. Så han aftrapper med få milligram om ugen.

»De tror på det og får mig til at tro på det«, fortæller han.

Michael Bach mærker store forandringer. Smerterne bliver for en tid værre. Men han ændrer sig også.

»Låget bliver tyndere og tyndere, og min egen personlighed kommer op igen. De sidste mange år har jeg været irriteret og bebrejdende. Nu kunne jeg igen glæde mig over småting. Tågerne lettede simpelthen«, fortæller han, men tågerne lettede også for familien, især hans voksne søn på 24 år blev inddraget i behandlingen på smerteklinikken og fik en forståelse for, hvad en kronisk smertepatient som hans far rent faktisk har gået igennem.

Så lyserøde elefanter

13. oktober sidste år tog Michael Bach sin allersidste smertestillende pille. Derefter fulgte en uge med voldsomme abstinenser, på trods af at aftrapningen skete langsomt. Han oplever svedeture, svimmelhed, opkast og ’lyserøde elefanter’ i den første hårde uge. Derefter følger 14 dage med uro i kroppen. Men samtidig også en befriende fornemmelse.

Michael Bach ansøger om og får et ophold på et gigthospital, hvor han træner og styrker sin krop dagligt i et par måneder.

»Under opholdet lykkes det mig at flytte nogle af de andre. Jeg er lykkelig over, at jeg med min historie kunne skubbe et par stykker, der var nye med kroniske smerter. De endte med at sige, de heller ikke ville have mere af alt det lort. Hvis jeg kan hjælpe andre ud af det her, er det fantastisk«.

Michael Bach er bortset fra noget hjertemedicin pillefri i dag. Det er fem år siden, han måtte stoppe sit arbejde i byggebranchen. I dag er han på vej tilbage til arbejdsmarkedet og er lige blevet godkendt til fleksjob i et fodboldakademi. Og tager end ikke en panodil, selv om smerterne stadig er der:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har lært at leve med dem. I dag ved jeg, at de ikke forsvinder med piller. Jeg accepterer, at jeg skal have smerter resten af mit liv«, siger han og uddyber:

»Før havde jeg en krop, som gjorde ondt overalt. Nu kan jeg mærke, hvor det gør ondt«.

Som noget nyt kan Michael Bach nu mærke på sin krop, hvad han skal undgå at gøre. Og så gør det ikke lige så ondt.

»Jeg takker hver dag de mennesker på smerteklinikken, der hjalp mig ud af det her. Jeg har fået et nyt liv. Nej, jeg har fået livet tilbage«, konstaterer han.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden