Kræftpatient: Jeg har flere gange tænkt: »Thank God, medicinalindustrien findes«

I slutningen af marts poster 40-årige Lene Palfelt et foto af en lille medicinflaske på Facebook.

På mærkatet står der ’Herceptin 600 mg’.

»Sidste stik ... så gik der lige 1 år ... sidste behandling – dejligt, men også lidt scary #herceptin #riget #farvelogikkepågensyn«.

Hun fejrede dagen for sidste behandling med et af de eksorbitant dyre hospitalslægemidler, der er blevet et omdrejningspunkt i valgkampen på grund af medicinudgifternes himmelflugt.

Stiger medicinudgifterne med samme tempo som i øjeblikket, vil udgifterne til hospitalsmedicin i 2020 være fordoblet i forhold til i 2012 og koste mere end 13 milliarder skattekroner.

Eneste håb for behandling

»Jeg var færdigbehandlet. Det var den sidste milepæl i mit behandlingsforløb. Jeg tænkte: Tak min ven, for jeg er ikke i tvivl om, at Herceptin kommer til at redde mig«, siger Lene Palfelt om lægemidlet, der hører til de allerdyreste, og som tynger hospitalernes budgetter.

Alene i 2014 brugte hospitalerne 188 millioner kroner på de små flasker fra den schweiziske medicinalgigant Roche, og det gør Herceptin til den femtedyreste medicin.

Danske Regioner brugte sidste år i alt 2 milliarder kroner på de 10 dyreste lægemidler, hvilket svarer til 27 procent af de totale medicinomkostninger på sygehusene.

Det er især de såkaldte biologiske lægemidler til patienter med leddegigt, sklerose og kræft, der de seneste 10 år har hævet barren for, hvad sundhedsvæsenet har været villige til at betale, fordi lægemidlerne i mange tilfælde har helbredt eller holdt patienter stort set symptomfri.

Derfor mener direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen heller ikke, at stigende medicinudgifter per definition er et problem.

»Vi skal ikke være forskrækkede. Vi har opnået effekter for en lang række patienter, som tidligere stod uden behandling«, siger han.

»Jeg tænkte pis«

3. januar 2014 slog Lene Palfelt et smut forbi lægen. Amningen af det tredje barn var netop overstået, og hun havde fundet en knude i det højre bryst. Lene Palfelt troede, at det var en hævet mælkekirtel, men ville være på den sikre side.

Hendes egen læge viste heller ingen tegn på bekymring, så selv om der inderst inde var et lille ’fuck, tænk nu hvis’, der plagede, så var der ingen bekymringer i det lille hjem i Hellerup. Alligevel fik Lene Palfelt foretaget en skanning en uge efter.

»Han sagde med det samme: »Det ligner kræft«. Jeg spurgte, hvad det ellers kunne være. Han gentog: »Det ligner kræft«. Det ændrede alt«, siger Lene Palfelt.

Kort tid efter konstaterede lægerne, at hun led af en særlig aggressiv form for brystkræft.

Heldigvis var den opdaget i et relativt tidligt stadie, så tumoren var ’kun’ 3,2 centimeter stor og havde ’kun’ spredt sig til 14 ud af 22 lymfer.

»Jeg tænkte pis. Jeg kunne godt have undværet, at det var en HER2-positiv kræftform, jeg havde. Men heldigvis havde jeg fået undersøgt i mellemtiden, at der fandtes Herceptin«.

Herceptin var et af de første for alvor dyre lægemidler, der kom i midten af 00’erne og satte gang i debatten om, hvorvidt det danske samfund dengang, i dag og fremover har råd til at betale den pris, som industrien sætter for sine virksomme stoffer.

»Jeg tænker ikke på, hvad et lægemiddel koster, men om det virker«, siger overlæge på Rigshospitalet Bent Ejlertsen, daglig leder for den danske brystgruppe.

»Herceptin er et tidligt eksempel på en målrettet behandling, i dette tilfælde til de HER2-positive brystkræftpatienter, og som ændrede forløbet for kvinder med denne særlige variant af sygdommen. Hos kvinder med tidlig brystkræft øger Herceptin markant muligheden for helbredelse«.

Lene Palfelt fik hurtigt at vide, at knuden i brystet havde en størrelse, så en brystbevarende operation var umulig. Derfor var eneste mulighed for at komme den frygtede sygdom til livs, at hele højre bryst skulle opereres væk.

»Jeg tænkte, intet problem. Væk med det. Det skal ud. Fjern lortet i en fart. Jeg synes, at det var klamt, det var i min krop«, siger hun.

Seks dage senere i slutningen af januar lå moderen til tre på operationsbordet. Bryst og alle lymfer i armhulen blev skåret væk, og lægerne erklærede kort efter Lene Palfelt for ’sygdomsfri’.

Derefter blev hun behandlet med kemoterapi og Herceptin forebyggende for at minimere risikoen for, at kræften vender tilbage. For den særlige kræftform, som Lene havde, vender ofte tilbage.

Skærmer det for børnene

Før Herceptin kom på det danske marked i midten af 00’erne, døde mange af de HER2-positive brystkræftramte kvinder. Det ændrede Herceptin på.

»Præparatet gives som tillæg til kemoterapi og har reduceret dødeligheden for denne gruppe kvinder med 30-40 procent. Ikke alle HER2-positive kvinder døde, før vi fik Herceptin, men rigtig mange gjorde desværre. Herceptin har ændret meget, men det er heller ikke sådan, at alle i dag overlever. Men vi har opnået en betydelig reduktion i dødeligheden takket været det her målrettede lægemiddel«, siger Bent Ejlertsen.

Lene Palfelt lægger heller ikke skjul på sin begejstring for medicinen.

»Jeg har flere gange tænkt: Thank God, medicinalindustrien findes«, siger hun.

»En af de mange gange jeg var på sygehuset, sad jeg sammen med en ældre sygeplejerske, der i årevis havde arbejdet med kvinder med brystkræft. Vi faldt i snak, og hun fortalte, at før Herceptin døde mange HER2-positive patienter som mig. Og nu overlever de fleste. Tænk en forskel, det har betydet«.

26. marts i år fik Lene Palfelt sin 17. dosis af det dyre lægemiddel.

»Jeg og de andre kvinder, der får Herceptin, ville jo måske være døde uden. Jeg har fulgt debatten her under valget og har det lidt ambivalent. Jeg arbejder selv med lægemiddeludvikling i det offentlige, og jeg kan godt se, at vi på et tidspunkt må prioritere mellem virksomme behandlinger. Nogle redder liv. Andre forlænger. Men 2 måneders længere liv kan altså for en kræftpatient være meget, hvis du kun har et halvt år tilbage«.

Lene Palfelt glæder sig over, at prioriteringen ikke er hendes beslutning. For hvem skal så tilbydes behandling?

»Politikerne kommer aldrig til at sige, at alle over 70 år ikke må få en dyr behandling. Det koster jo stemmer. Lægerne skal heller ikke prioritere, synes jeg, de skal behandle alle patienter med de bedste lægemidler, punktum. Men på et tidspunkt må vi jo trække en streg i sandet og sige, at det her har vi ikke råd til længere«.