Peter Gøtzsche: »Den biologiske psykiatri bygger på en række misforståelser og myter«

Der ligger uendelig mange lig begravet i sundhedsvæsenet, som folk håber, at man aldrig opdager. Derfor er det altså meget, meget upopulært, når jeg graver ligene op«.

Det siger en af de mest kontroversielle, men også fagligt respekterede nulevende danske overlæger, dr.med. Peter Gøtzsche, professor i klinisk forskningsdesign og analyse på Københavns Universitet.

I sin nye bog, ’Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse’, der udkommer samtidig på dansk og engelsk, tager Peter Gøtzsche et frontalopgør med hele psykiatrien.

Han kritiserer psykiatriens diagnoser, der bliver stillet ved hjælp af »simple afkrydsningsskemaer«. Den vilkårlighed medfører ifølge professoren et enormt forbrug af psykofarmaka, der ofte skader patienterne og slet ikke virker, sådan som lægerne ellers siger.

Eksempelvis indløste 440.000 danskere i 2013 en recept på et antidepressivt lægemiddel. Ifølge Peter Gøtzsche er det samlede danske forbrug af psykofarmaka så højt, at en ud af syv danskere ville kunne være i behandling hver dag fra vugge til grav.

I USA var antipsykotika de mest solgte lægemidler i 2009, mens depressionsmedicin kom ind på en fjerdeplads.

Invitation til debat

Selv om Peter Gøtzsches faglige pointer om lægemidlernes virkninger og bivirkninger er i direkte modstrid med hele den etablerede holdning til psykofarmaka hos anerkendte danske og internationale psykiatere, er bogen egentlig tænkt som en invitation til videnskabelig debat med det etablerede psykiatriske samfund i Danmark, men primært USA, som er toneangivende i forhold til, hvordan psykiatrien anskuer patienterne og bruger medicin.

De psykiatriske diagnoser følger nemlig ofte den amerikanske psykiatriforenings diagnosebog ’DSM’, ’Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorder’.

Det omdiskuterede tjeklistesystem, hvor læger krydser af i et skema for at se, om patienten har en psykiatrisk lidelse, kom med den tredje diagnosebog i 1980. Den fjerde udgave kom i 1994 og havde 374 – eller 26 procent flere – psykiske lidelser med. Den femte udgave kom for et par år siden.

»Jeg har nu lagt min dokumentation frem i bogen. Jeg forventer ikke, at alle er enige i den måde, jeg tolker den videnskabelige litteratur på. Men jeg håber, at vi kan få en seriøs videnskabelig debat om de her ting«, siger han og fortsætter:

»For uanset hvordan man vender og drejer den videnskabelige litteratur og samtidig ser på det gigantiske forbrug af psykofarmaka, bør man komme til konklusionen: Måden, vi bruger psykofarmaka på i dag, gør mere skade end gavn. Vi bør gøre det helt anderledes for borgere med psykiske problemer. Lægemidler er ikke løsningen. Men en del af problemet«.

PETER GØTZSCHE

Og konklusionen er stort set den samme for hvert sygdomsområde: Den videnskabelige forskning – han kalder den »overvejende pseudovidenskab« – dokumenterer ikke, at de forskellige lægemidler virker, sådan som psykiaterne ellers oplyser patienten om.

Psykofarmaka skader generelt mere, end den gavner, mener Gøtzsche at have dokumentation for. Og både psykiatere og praktiserende læger giver ofte folk lemfældige diagnoser og glemmer at udstyre dem med en udtrapningsplan, når recepten er ordineret.

Derfor bør 98 procent af medicinforbruget ifølge Peter Gøtzsche fjernes.

Fokus skal ikke være på diagnoser, medicinsk behandling, kemiske stoffer og hjernens påvirkning, men på mennesker og de historier, som folk, der har det psykisk svært, bærer rundt på.

Han ønsker med bogen at »prikke et så stort hul i psykiatriens officielle ballon, at den holder sig på jorden«.

»Den biologiske psykiatri bygger på en række misforståelser og myter, der ikke holder vand ved nærmere granskning. En af de helt store myter, som over halvdelen af patienterne har fået fortalt, er, at de lider af en kemisk ubalance i hjernen. Lægemidlet skal så rette op på ubalancen, og tit får de faktisk også at vide, at medicinen er ligesom insulin til en patient med diabetes. At man giver kroppen noget, som den mangler. Men det er en meget skadelig myte«, siger Peter Gøtzsche.

Systemkritiker

Peter Gøtzsche er speciallæge i intern medicin og professor ved Københavns Universitet i klinisk forskningsdesign og analyse. Han underviser i, hvordan videnskabelig forskning skal udføres korrekt, og er en af de førende på området på verdensplan.

I 1993 var han medstifter af Cochrane-samarbejdet og etablerede samtidig Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet. Cochrane-samarbejdet er et netværk af 34.000 lægevidenskabelige forskere i mere end 100 lande, hvis fornemste opgave er at vurdere den videnskabelige forskning kritisk.

Han har fået mere end 70 videnskabelige artikler offentliggjort i de 5 største lægevidenskabelige tidsskrifter og er citeret mere end 15.000 gange af andre forskere.

Gang på gang har han via sine videnskabelige analyser stillet sig frem og sagt sin ærlige mening – og gang på gang har han fået verbale tæsk, men har også været medvirkende til, at det er sket forandringer i sundhedsvæsenet.

Når kvinder i dag i Danmark og en lang række lande oplyses meget tydeligere om adskillige negative effekter ved screening for brystkræft, mammografiscreeningen, skyldes det alene Peter Gøtzsches videnskabelige arbejde.

Flere lande har taget deres screeningsprogram op til revision som følge af hans forskning, eksempelvis Storbritannien. Og selv tror han på, at mammografiscreening vil blive afviklet igen i hans livstid. Globalt set.

Han har dokumenteret, at systematiske helbredstjek ikke redder liv.

Han har dokumenteret, hvordan hverken kemikalier eller madrasomslag hjælper allergikere mod husstøvmider – hvilket producenter og allergilæger ikke brød sig om. Og via politiske kontakter og årelangt vedholdende arbejde har han fået Europaparlamentet til at lægge arm med medicinalindustrien og vundet.

Nu skal industrien offentliggøre alle forskningsresultater, også selvom konklusionen er negativ for virksomheden. Tidligere blev denne viden arkiveret dybt i medicinalindustriens skuffer.

Medieorkan

I 2013 gik han ’all in’ og skrev, at medicinalindustrien benytter sig af mafialignende metoder, i den kontroversielle bog ’Dødelig medicin og organiseret kriminalitet – hvordan medicinalindustrien har korrumperet sundhedsvæsenet’.

Det cementerede hans helgenstatus i dele af lægestanden, der ser kritisk på det store lægemiddelforbrug, i patientforeninger og blandt folk med stærke anti-pharma-holdninger.

I 2014 tabte landets psykiatere receptkuglepennen, da Peter Gøtzsche i Politiken fik offentliggjort Kroniken ’Psykiatri på afveje’, hvori han kraftigt kritiserede lægers brug af psykofarmaka. Den nye bog er Gøtzsches videnskabeligt dokumenterede svar i den massive debat – både i indland og globalt – som pointerne medførte.

Landets psykiatere og deres videnskabelige selskab gik dengang i rette med professoren, der selv kalder de første måneder af 2014 »en ren heksejagt på min person«.

Kritikerne forsøgte ifølge Peter Gøtzsche at få ham fjernet. For hvordan kunne nogen holde hånden over en mand, der mente noget så kontroversielt, som at »vores borgere ville være langt bedre stillet, hvis vi fjernede alle psykofarmaka fra markedet, fordi lægerne ikke er i stand til at håndtere dem«?

Sagen endte på daværende sundhedsminister Astrid Krags (SF) bord.

Hun udtalte, at hans synspunkter »bidrager til forfladigelse og fordummelse«. Offentligt sagde hun, at Peter Gøtzsche og Det Nordiske Cochrane Center – der er på finansloven, og som han har brugt sit liv på at opbygge – ikke var identiske. Et synspunkt, den udskældte professor vurderede som en trussel om fyring.

LÆS KRONIK

Medieorkanen har ikke fået Peter Gøtzsche til at ændre et komma i sit syn på og kritik af psykiatrien og lægernes udbredte brug af psykofarmaka.

»Hvorfor skulle jeg det? Det, jeg skrev dengang, var rigtigt. Jeg står jo ikke alene med synspunkterne. Mange fornuftige psykiatere, læger og andre dygtige videnskabsfolk siger jo det samme. Men vi er oppe imod det etablerede system. Det erkender jeg«, siger Peter Gøtszche og fortsætter:

»Nu dokumenterer jeg bare med stor detaljegrad i bogen, at hvis læger ikke bliver meget bedre til at håndtere psykofarmaka, bruger dem langt mindre og samtidig har en aftrapningsplan klar, ender mange af patienterne med at tage lægemidler resten af livet, fordi de er blevet bildt ind, at de har en kemisk ubalance i hjernen eller bliver hjerneskadede, hvis de ikke tager medicinen. Derfor står jeg fast«, siger han og henviser til de 378 sider og flere hundrede henvisninger til videnskabelige studier og anden litteratur, som bogen indeholder.

Peter Gøtzsche er godt klar over, at kanonerne igen vil blive rettet mod ham.

»Min kone og jeg har talt om det, men vi er blevet enige om, at det her er det rigtige at gøre. Og hvorfor i alverden skulle jeg ikke have lov til at sige tingene ligeud. Det her er den konklusion, jeg er kommet frem til efter at have gransket videnskaben. Der er omfattende dokumentation for, at især førende amerikanske psykiatere er korrumperet i betragtelig grad. De lader medicinalindustrien styre, hvad der foregår. De lader medicinalindustrien manipulere med de kliniske afprøvninger, så de viser forkerte konklusioner«, siger han.

Peter Gøtzsche gennemgår i bogen behandlingen af de store psykiatriske sygdomsområder efter at have studeret den videnskabelige litteratur – samt de ikke-publicerede data, som medicinalindustrien i tidens løb har kasseret, fordi lægemidlerne ikke viste den ønskede effekt.

»Det er altså resultater, som psykiaterne sjældent nærstuderer«, siger han.

Diagnoserne er løbet løbsk

Peter Gøtzsche bruger gennem hele interviewet medicinbetegnelserne antipsykotika og antidepressiva, selv om det er en af hans væsentlige pointer i bogen, at netop det sprogbrug skyldes medicinalindustriens reklame, som lægerne er hoppet på.

»Alene ord som antipsykotika antyder jo, at disse præparater har en specifik virkning på en psykose, ligesom antibiotika rent faktisk har en specifik virkning på bakterier. Derfor er ord som antipsykotika totalt misvisende. De har ikke nogen specifik virkning på en psykose. Medicinen påvirker hjernen og dæmper patienterne ned. Ikke kun de psykotiske tanker. Alle tanker. Derfor har de psykotiske medicinerede mennesker stadig de vilde tanker, blot i mindre grad. Og derfor beskriver tidligere patienter det også, som om de bliver forvandlet til zombier. Præparaterne er ikke gode i sig selv. Og lægerne kan ikke håndtere dem«, siger han.

I mere end et halvt århundrede har psykiatrien forsøgt at finde biologiske forklaringer på de lidelser i sindet, som mennesker til alle tider har haft. Uden held, siger han. Flere hypoteser, eksempelvis at depression skyldes mangel på stoffet serotonin i hjernen, er blevet skudt ned.

Ingen psykiske lidelser kan endnu påvises, be- eller afkræftes via blodprøver, røntgenbilleder eller andre prøver.

Alle psykiatriske diagnoser er konstruktioner ud fra det symptombillede, patienten kommer med. Derfor kan en praktiserende læge eller psykiater udstyre patienten med en psykiatrisk diagnose, når en række kriterier er opfyldt. Kriterierne ændrer sig over tid, og derfor er disse diagnoser ifølge Peter Gøtzsche usikre.

Homoseksualitet var indtil for få årtier siden en psykiatrisk diagnose, men så blev man enige om, at det var en del af normalområdet for den menneskelige natur. I dag er diagnosen slettet fra psykiatriens diagnosebog.

»Min kritik af den nuværende psykiatri går i høj grad på, at den måde, vi stiller diagnoser på, er løbet fuldstændig løbsk. Der skal så lidt til at få en psykiatrisk diagnose ifølge de afkrydsningsskemaer, som psykiatere og praktiserende læger benytter, at mange af os kunne få en eller flere psykiatriske diagnoser«, siger Peter Gøtzsche.

Han henviser til en amerikansk undersøgelse, der hævder, at 10 procent af de voksne amerikanere konstant lider af en depression.

»Det tror ingen jo rigtig på, vel? Og det er heller ikke rigtigt, men skyldes, at der næsten ikke skal noget til, før man får en diagnose på eksempelvis depression. Hvis man i 8 ud af 14 dage har haft ringe glæde af at gøre de ting, man plejer, samt har yderligere et symptom såsom nedsat appetit eller søvnbesvær, lider man af en depression. Men en ung mand, hvis kæreste har forladt ham, vil i alle 14 dage have mindre lyst til de almindelige ting og være uden appetit og sove dårligt. Han har det jo elendigt. Han kan få diagnosen depression. Det giver jo ingen mening«.

Alligevel siger Peter Gøtzsche, at han er gået til »sagen med et åbent sind«.

»Jeg ville jo blive utrolig glad, hvis en bestemt biokemisk defekt i hjernen skulle medføre en psykisk lidelse, og man så faktisk kunne gøre patienterne raske med medicin, der retter op på defekten. Jeg har intet imod medicin, der virker godt. Der står vi bare ikke med psykiatrien«.

»Psykofarmaka er ikke særlig specifikke, og de skaber et stort problemer for patienterne på lang sigt, fordi patienterne bliver afhængige og har svært ved at holde op. Og nogle kan ikke holde op, fordi de får ret udtalte abstinenssymptomer, selvom de trapper langsomt ud«, siger Peter Gøtzsche.

Ikkeeksisterende gennemsnitseffekt

Gøtzsche tolker flere undersøgelser sådan, at psykofarmaka gør ondt værre. For hvis den udbredte brug af psykofarmaka havde samme effekt som insulin ved diabetes, skulle færre i dag få invalidepension, når de var i medicinsk behandling, ud fra en tese om, at psykofarmaka helbreder folk.

»Men nej, det præcis modsatte er sket. I alle lande, det er undersøgt, er antallet af personer, der står uden for arbejdsmarkedet på grund af psykiske lidelser, eksploderet. Og det er gået hånd i hånd med, at forbruget af psykofarmaka er skudt i vejret de seneste 30-40 år«, siger han.

Hundredtusinder af danskere tager psykofarmaka med glæde. De mener, at de har god effekt af deres medicinske behandling, som du ønsker reduceret. Hvordan kan du vide bedre end dem?

»Det er sygdommens spontane forløb, de forveksler med medicineffekt. Du er ked af det, går til lægen, får en diagnose på depression og et lægemiddel. Og du får det bedre inden for nogle uger. Så er det nærliggende, at læger og patienter tolker forbedringer som en virkning af præparatet. Alle glemmer, at hvis lægen ikke havde gjort noget, men sagt, at det bliver bedre i løbet af nogle uger, ville de fleste også have fået det bedre uden behandling. Og så havde man undgået den fejltagelse at tro, at det var præparatets fortjeneste«.

Det kunne også skyldes præparatets effekt?

»Store studier på sammenlagt over 100.000 patienter, hvor man har trukket lod, om de skulle have antidepressiva eller placebo, viser, at det er tvivlsomt, om antidepressiva har nogen reel effekt. Det dokumenterer jeg i min bog«.

Hvorfor skulle psykiatere være interesserede i at behandle med lægemidler, hvis de slet ikke har effekt?

»Blandet andet fordi folk ikke kender den forskning, der ikke er blevet publiceret. Jeg er gået dybere end bare at kigge på det publicerede. Jeg har haft adgang til en række upublicerede data, som jeg også beskriver i min bog, som blandt andet viser, at antidepressiva forårsager langt flere selvmord, end psykiaterne er klar over. Den anden er, at industriens markedsføring er meget, meget effektiv. Den har fået lægerne til at tro på, at eksempelvis antidepressiva er effektive lægemidler. Det er de overhovedet ikke«.

Peter Gøtzsche vil ikke afvise, at enkelte patienter kan have egentlig reel virkning af medicinen, selvom gennemsnitseffekten ifølge professoren er tæt på ikkeeksisterende.

»Når gennemsnitseffekten af en behandling er tæt på nul, kan der være nogle, der får effekt. Men det betyder så, at andre får en negativ effekt, ellers kunne den gennemsnitlige effekt ikke være tæt på nul. Og den negative effekt er dem, der føler sig lukket inde i en osteklokke, som har svært ved at føle glæde, får seksuelle problemer og andet, der går ud over livskvaliteten. Og skulle medicinen have en reel effekt på nogle få, kan psykiaterne i hvert fald ikke udpege de relevante patienter ud fra deres tvivlsomme diagnoseskemaer«.

Hvornår vil medicin i psykiatrien være fornuftigt?

»I akutte situationer, hvor patienterne er forpinte og oppe at køre og ikke kan sove eksempelvis på grund af en akut psykose. De skal ikke tvangsbehandles, men tager man den med ro og indgår i et tillidsfuldt forhold, vil langt de fleste af disse svært plagede patienter selv bede om lidt beroligende. Så kunne man give dem de gamle nervepiller benzodiazepiner, men kun helt kortvarigt. I studier er de vist mere effektive til at berolige patienter end antipsykotika, der er ganske farlige lægemidler, men som psykiaterne af en eller anden grund vælger i stedet. Jeg forstår det ikke«.

Peter Gøtzsches kritik er både rettet mod lægemidlerne i sig selv og mod lægernes håndtering af medicinen.

»Det allerværste er – og det sker ofte – at når en patient bliver dårlig på ét antipsykotikum, øger psykiaterne dosis i stedet for at trappe det ud, eller de bruger to, tre eller sågar fire andre antipsykotika oveni, hvilket er i modstrid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Så gør man ondt værre. Og man risikerer at slå patienterne ihjel af præparaterne«.

Mangel på psykoterapi

Hvorfor slår du alle psykiatere i hartkorn, når du taler om »organiseret fornægtelse« med »løstsiddende diagnoser og den løse hånd på receptblokken«?

»Jeg kan jo ikke i hver eneste sætning skrive, at det ikke gælder alle psykiatere. Der er også fremragende psykiatere, der gør de rigtige ting. Men man skal huske på, at dem, der styre psykiatrien øverst oppe, støtter den mytologi, de selv har været med til at skabe. Og når der kommer meget pålidelig forskning, der siger det modsatte, støtter de sig til upålidelig forskning, der støtter deres mytologi. I stedet for at sadle om og sige »undskyld, vi tog fejl«. Det sker ikke«.

Man ser aldrig en professor i diabetes, der udtaler sig om allergi, eller en professor i skizofreni udtale sig om depression. Hvordan kan du have stærke meninger på en lang række områder, du ikke er specialist i?

»Læg mærke til, at min mening kommer af mine studier af andres forskning. Den kommer ikke ud af den blå luft. Mit speciale har hele livet været at vurdere andres forskningsartikler kritisk. Jeg er jo professor i klinisk forskningsdesign og analyse. Derfor udtaler jeg mig netop ikke om ting, som jeg ikke har forstand på, men ting, jeg sætter mig ind i. Og man behøver altså ikke være psykiater for at vurdere den psykiatriske pseudoforskning«.

Når du nu udtaler dig så markant, risikerer du, at patienter på egen hånd eller efter pres fra pårørende stopper behandlingen ...

»Det er rigtig, rigtig vigtigt, at ingen stopper psykofarmaka fra den ene dag til den anden. Der skal ske en langsom udtrapning i samråd med en professionel og med opbakning fra familie og venner. Det er meget vigtigt, at ingen nu stopper og giver sig selv en kold tyrker. Det kan være livsfarligt«.

Problemet med lægemidler til de psykiske udfordringer, som patienterne opsøger lægen med, er ifølge Peter Gøtzsche, at lægemidler fastlåser patienten i netop rollen som patient.

Patienterne ændrer adfærd og ser ikke længere sig selv som nøglen til en løsning på deres negative, urolige og plagede sind.

»De hører jo, at de har er en kemisk ubalance i hjernen, og derfor venter de på, at lægemidlerne helbreder defekten, ligesom insulin hjælper på diabetes«.

Peter Gøtzsche mener derfor, at borgere for alt i verden skal prøve at undgå, at lægerne får sat en psykiatrisk diagnose på ryggen af dem, da det stort set er lig med psykofarmaka – hen ad vejen ofte flere slags medicin på én gang.

Lægerne skal i stedet forsøge at forstå patienterne, og her er psykoterapi en effektiv løsning, siger han flere gange.

I en Kronik i Politiken har landets psykiatriske professorer skrevet, at »psykoterapeutiske metoder er i de senere år blevet mere effektive. Og meget tyder på, at vi vil se yderligere landvindinger«. Psykiatrien omfavner psykoterapeutiske metoder. Fastholder du ikke psykiaterne i en fordomsfuld opfattelse af, at de kun ordinerer lægemidler?

»Nej, bestemt ikke. De empiriske undersøgelser, jeg har gennemgået, viser, at det er meget svært at besøge en psykiater uden at blive udstyret med en recept på et psykofarmakon. Der er rigtig mange psykiatere, der ikke lærer psykoterapi. Det gjorde de for 40 år siden, men så kom der endnu mere fokus på den biologiske psykiatri, der beskrev kemiske ubalancer, som kunne fikses med et lægemiddel. Siden omkring 1980 er det gået den gale vej, hvilket også afspejler sig i forbruget af psykofarmaka, der jo konstant stiger, fordi der også konstant kommer nye psykiatriske diagnoser, som industrien opfinder, så de kan sælge flere lægemidler. Det er jo ikke psykoterapeutiske metoder, der præger psykiatrien. Men jeg er da glad for, at førende danske psykiatere har skrevet positivt om psykoterapi. For det er den vej, vi skal gå«.