tabu. Preben kæmpede i forvejen med både at være homoseksuel og kristen, da han som 24-årig fik konstateret hiv. Han oplever en dalende forståelse for sygdommen.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

tabu. Preben kæmpede i forvejen med både at være homoseksuel og kristen, da han som 24-årig fik konstateret hiv. Han oplever en dalende forståelse for sygdommen.

Sygdom

Hiv-smittet: »Jeg bad til Gud om at helbrede mig«

Selvom hiv-smittede i dag lever uden risiko for at smitte andre, er sygdommen stadig et emne, der forbindes med tabu. Her fortæller tre smittede om, hvordan det er at leve med hiv.

Sygdom
  • Preben er 52 år og blev smittet med hiv i 1987

Kombinationen af at være kristen og homoseksuel var i sig selv vanskelig, så da Preben som 24-årig fik konstateret hiv, blev psyken udfordret til det yderste.

»Inden for Indre Mission talte man åbent om, at aids var Guds straf over bøsser, og jeg var så forfærdelig skamfuld over at være ramt. Jeg bad til Gud om at helbrede mig, men fortalte ingen om min sygdom, og jeg levede i cølibat og ensomhed i flere år«, fortæller Preben.

Som kristen havde Preben behov for at praktisere sin tro, og en dag hørte han om frikirken Markens Liljer, der bød bøsser og lesbiske hjerteligt velkommen.

Der var flere i min familie, der reagerede med så stærk skam, at jeg kom til at føle mig hjemløs

»Det var et åndeligt frirum, hvor kærlighed mellem to af samme køn var fuldt foreneligt med kristen tro. Jeg holdt op med at bruge Gud som et våben mod mig selv, og det reddede min psykiske sundhed, så jeg fik lyst til at få noget godt ud af de få leveår, lægernes prognose gav mig. Den sidste tid skulle ikke leves i menneskelig isolation, så jeg var nødt til at fortælle familie og venner om min sygdom, men jeg skulle overvinde en stor frygt for, at alle ville vende mig ryggen, og at mit ønske om en kort, men god og social fremtid ville blive aflyst«.

Stor uvidenhed

Takket været den medicinske udvikling har Prebens fremtidsudsigter fået en helt anden længde, end lægernes prognose stillede ham i udsigt, og han har for længst holdt ’sølvbryllup’ med hiv.

Den diagnose lever han i dag helt åbent med – på godt og ondt.

»Mit hoved ville eksplodere, hvis jeg skulle leve med så stor en hemmelighed, så der var egentlig ikke noget alternativ til ærligheden. Heller ikke i de sammenhænge, hvor det har været sværest. For eksempel var der flere i min familie, der reagerede med så stærk skam, at jeg kom til at føle mig hjemløs. Deres skam udsprang primært af, at jeg er bøsse, for da en kvinde i familiens bekendtskabskreds blev hiv-smittet efter en blodtransfusion, fik hun omsorg og medfølelse, men jeg er smittet ved sex, og det er helt anderledes. Et kæmpe tabu!«.

Som årene er gået, har Preben udviklet et panser, der modstår spidse bemærkninger og ubehageligheder, men han har fuld forståelse for, at andre smittede ikke har samme overskud.

»Tidligere var der en større solidaritet og forståelse for, at man uforvarende kunne have fået hiv, men i dag er holdningen: Hvordan kunne du være så dum og uansvarlig?! Og så er der desværre også stadig stor uvidenhed«, siger Preben.

»Jeg har mødt mennesker, der i fuld alvor siger, at de aldrig ville gå i svømmehallen med en hiv-smittet, og det er jo vanvittigt«.

»Fakta er, at for eksempel en gravid kvinde kan føde og amme sit barn på helt almindelig vis uden at smitte«.

I Prebens optik er der kun en eneste vej til fuld åbenhed: oplysning.

»Hiv-medicinen kan fjerne smitterisiko og sygdom, men den fjerner ikke stigmatiseringen. Skal den væk, kræver det kampagner og masser af oplysning. Masser!«.

  • Morten er 23 år og blev født med hiv

Begge Mortens forældre var hiv-smittede, og bag den oplysning gemmer sig, så vidt han ved, en historie om en far, der var hemmeligt biseksuel. I dag er det mange år siden, faderen døde af aids, mens hans mor bogstaveligt blev reddet på sit dødsleje af den nye medicin, der kom i 1996. Tilsvarende medicin har givet Morten et helt normalt helbred, men hiv har alligevel præget hans opvækst.

Når vi er klar til børn, kan vi lave dem på almindelig vis, og taget i betragtning at hendes forældre ikke ved, jeg er smittet, gør det livet meget nemmere

»Min mor syntes, der skulle være åbenhed omkring hiv, så hun fortalte det i min børnehave. Konsekvensen blev, at flere forældrepar demonstrerede foran institutionen. Senere, da jeg skulle starte i første klasse, blev jeg direkte afvist af en skole af hensyn til de andre elever. Skole to ville godt have mig, men rygtet om min hiv havde bredt sig, så jeg blev mobbet. Efter nogle hårde år blev jeg flyttet til en ny skole, hvor ingen vidste, jeg var smittet«, fortæller Morten, som ikke vil have sit rigtige navn i avisen.

Erfaringerne lagrede sig, og efterfølgende er der sorteret grundigt blandt dem, han har fortalt om diagnosen.

»Nogle i omgangskredsen ved det, men endnu flere ved det ikke, så det kræver en vis navigation. Ideelt set var jeg åben over for alle mine venner, men det kræver et stort overskud, fordi jeg skal forklare og fremlægge fakta i timevis. Og så orker jeg heller ikke den der forståelse, der kammer over i tragedie. Jeg har ikke brug for ynk, medfølelse og skulderklap«.

STUDERENDE I DEBATTEN

På arbejdspladsen har Morten helt konsekvent fravalgt åbenhed.

»Der er mange fordomme, og selvom jeg godt ved, min chef ikke fyrer mig, så kan der komme noget snak i krogene, som måske når ud til mine kunder. Jeg vil ikke risikere, de fravælger mig på grund af en diagnose, der intet har med mine kvalifikationer inden for økonomisk rådgivning at gøre. Ja, som grundlæggende intet har med noget at gøre, for jeg tager min medicin og smitter ikke. Uanset hvad jeg foretager mig«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Heller ikke i seksuelle relationer er der nogen risiko, men lige på det område har Morten valgt at være ærlig.

»Jeg havde min seksuelle debut, før man vidste, at medicin gør sex risikofrit, så jeg har altid fortalt om min hiv, før jeg havde sex med en pige. I den tid, jeg har været sammen med min nuværende kæreste, har det været kendt, at medicineret hiv ikke smitter, så det påvirker slet ikke vores samliv. Når vi er klar til børn, kan vi lave dem på almindelig vis, og taget i betragtning at hendes forældre ikke ved, jeg er smittet, gør det livet meget nemmere«, siger Morten.

Med tiden fortæller han det måske til både svigerforældre og de øvrige 60-70 procent af hans omgangskreds, der ikke ved det:

»Jeg har haft hiv hele mit liv, og det er en væsentlig del af mig, som jeg bør stå ved. Men det er noget meget personligt, som man ikke skriver på Facebook, så det kræver sindssygt mange ressourcer. Måske ændrer det sig, men som det er nu, vil jeg hellere bruge min energi på noget andet«.

  • Dorthe er 47 år og blev smittet med hiv i 1990

Hvem der smittede hvem, blev aldrig klarlagt, for både Dorthe og hendes daværende kæreste var helt almindelige unge mennesker fra provinsen.

»Vi havde været en del af samme vennekreds i flere år, og da vi var 17-18 år, blev vi kærester. Vi havde begge haft andre partnere, men for mit vedkommende var det ganske få. Da jeg blev syg et par år senere, var der ingen – inklusive mig selv – der tænkte i hiv, for jeg var ikke bøsse, jeg var ikke narkoman, jeg boede ikke i København, og jeg havde bestemt ikke haft noget udsvævende sexliv. Det var de fordomme, der var, og det er de fordomme, der stadig lever i bedste velgående 25 år senere«, siger Dorthe, som ikke vil have sit rigtige navn i avisen.

Min familie og mine nærmeste venner ved det godt, men jeg kunne ikke drømme om at fortælle det til naboer eller kollegaer

Efter nogle år med sygdom og nedsat immunforsvar fik hun diagnosen aids og med den fulgte et tilbud om at afprøve den nye kombinationsmedicin.

»Medicinen gjorde mig rask, men jeg havde stadig hiv, og det samme havde min kæreste, så selvom kærligheden ikke føltes voldsom stor, blev vi sammen, for vi troede ikke, der var andre, der ville have os«.

Et par år senere blev Dorthes profeti skudt til hjørne, da hun mødte en ny mand, som hun giftede sig med, men komplekserne over hiv-diagnosen er der stadig.

LÆS ARTIKEL

»Min familie og mine nærmeste venner ved det godt, men jeg kunne ikke drømme om at fortælle det til naboer eller kollegaer. F.eks. var der en samtale på min arbejdsplads, hvor der blev talt om, at aids er et stort problem på børnehjem i Rumænien, og så kom kommentaren: ’Ja, i Danmark er det jo kun bøsser på Nørrebro, der smitter hinanden’. Helt ærligt! Så stor dumhed burde ikke overhøres, men jeg har ikke kræfter til at være ’hende, der har hiv’ og måske blive udstødt af fællesskabet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Heller ikke Dorthes mand synes, hiv er noget, der skal tales åbent om.

»Han mener, det hører privatlivet til, og det har han på en måde ret i, for det har ingen betydning for andre. Men det samme kan man sige om leddegigt og diabetes, og det tales der helt uhæmmet om hen over hækken eller ved bordet i kantinen. Selv er jeg også langt mere åben omkring de depressioner, jeg har lidt af med nogle års mellemrum, end jeg er omkring hiv, og hele forskellen ligger i, at hiv er seksuelt overført og kunne være undgået«, siger Dorthe.

Som heteroseksuel dansk kvinde er hun bevidst om, at det var det store uheld, der var ude, da hun blev smittet.

»Der er ikke ret mange, der bliver smittet i et forhold med en jævnaldrende kæreste i provinsen, og hvad der skete dengang, finder jeg aldrig ud af. Til gengæld ved jeg kun alt for godt, hvad andre kunne tænke: Har hun haft sex med en bøsse? Eller med en afrikaner? Har hun taget stoffer og delt nåle med andre? Har hendes mand været hende utro med en prostitueret? Skal de spørgsmål besvares, skal jeg krænge mit privatliv ud, og det vil jeg ikke. Så hellere leve i skjul med hiv«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce