Frustreret. »Hvorfor skal jeg æde mig til at blive en økonomisk belastning for samfundet? Jeg kommer og har viden og motivation og vil rigtig gerne i behandling, men får at vide, at der ikke er nogen tilbud til mig«, siger Klarafine Lildholdt.
Foto: Nanna Kreutzmann

Frustreret. »Hvorfor skal jeg æde mig til at blive en økonomisk belastning for samfundet? Jeg kommer og har viden og motivation og vil rigtig gerne i behandling, men får at vide, at der ikke er nogen tilbud til mig«, siger Klarafine Lildholdt.

Sygdom

Klarafine: »Mad har 30 procent af min opmærksomhed alle mine vågne timer«

40.000 danskere skønnes at lide af tvangsoverspisning, men behandlingstilbuddene er meget få.

Sygdom

Klarafine Lildholdt har haft ondt i knæet på det seneste. Hun frygter, at smerten er første tegn på, at hendes krop er begyndt at brase sammen. Give efter under vægten af de kilo, der bliver flere og flere.

Tanken gør hende ulykkelig, for hun er kun 45 år og vil gerne have en krop, der kan holde til et aktivt liv. Alligevel kan hun ikke holde op med at spise meget mere mad, end hendes krop har brug for. For hun lider af spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning. Eller binge eating disorder, BED. Det har hun vidst siden 2012, da hun første gang blev visiteret til og fik psykoterapeutisk behandling for sin sygdom.

I dag kæmper hun stadig med spiseforstyrrelsen, men da hun for nylig opsøgte sin læge og bad om hjælp til at bremse sin krops og psykes sammenbrud, lød beskeden, at lægen desværre ikke havde andre henvisningsmuligheder end den behandling, Klarafine Lildholdt allerede havde gennemgået.

»Hvorfor skal jeg æde mig til at blive en økonomisk belastning for samfundet? Jeg kommer og har viden og motivation og vil rigtig gerne i behandling, men får at vide, at der ikke er nogen tilbud til mig«, siger Klarafine Lildholdt, der er indebrændt over beskeden:

»Jeg må gerne spise mig tyk og fed, og så skal samfundet nok betale for diabetesbehandlingen og nogle nye knæ – men hjælpe mig med at forhindre, at jeg når dertil, det vil man ikke«.

I Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS, bekræfter generalsekretær Steen Andersen, at de praktiserende læger har forsvindende lille eller ingen mulighed for at tilbyde patienter som Klarafine Lildholdt behandling:

»I dag bliver de ingenting tilbudt. Hvis deres bmi er højt nok, kan de få en fedmeoperation, og ellers kan de måske blive sendt på slankekur. Men ingen af delene hjælper, for de psykiske problemer er der stadigvæk. Og hvis de kommer til en behandler, som ikke ved noget om tvangsoverspisning og ikke har erfaring med behandling af BED, risikerer de at gøre mere skade end gavn«.

LÆS NYHED

Ikke anerkendt diagnose

De manglende behandlingstilbud skyldes blandt andet, at tvangsoverspisning endnu ikke er en anerkendt diagnose i Danmark, som for eksempel spiseforstyrrelserne anoreksi og bulimi er det.

Det er Steen Andersen ligesom Klarafine Lildholdt frustreret over, for ifølge både LMS og Sundhedsstyrelsen lider over dobbelt så mange af tvangsoverspisning som af anoreksi og bulimi tilsammen. I Danmark lever i alt 40.000-50.000 mennesker med sygdommen. Det svarer til omkring 8 procent af alle overvægtige. Tvangsoverspisning bliver ofte kaldt den oversete spiseforstyrrelse, fordi kun en mindre del af både danskerne og de praktiserende læger kender til den.

»Der er meget lille kendskab til og forståelse for, at årsagen til overvægt kan være psykisk sygdom. At en stor gruppe mennesker propper sig med mad for at dulme nogle svære følelser. Og det er stigmatiseret, fordi det er utrolig utjekket i en moderne verden, hvor stil og slankhed er helt i højsædet«, siger Steen Andersen.

Må selv betale for psykolog

Det er rigtigt, at egen læge oftest kun kan tilbyde behandling af kroppen, når en patient kommer og beder om hjælp til tvangsoverspisning. Det fortæller Christian Freitag, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO:

»I dag kan vi tilbyde, at overvægtige kan få vejledning af en diætist eller få diætvejledning hos en sygeplejerske. Hvis der er psykiske faktorer til grund for patientens problem, kan lægen mange steder tilbyde selv at tage samtaleterapi med patienten over en længere periode«.

Vi har ikke mange muligheder for denne patientgruppe

Christian Freitag understreger, at egen læge primært kan henvise til psykiater, hvis patienten også har andre problemstillinger som for eksempel svær angst, depression eller personlighedsforstyrrelse. Lægen kan også anbefale og henvise BED-patienter til psykologbehandling, men kan ikke tilbyde økonomisk støtte.

»Vi har ikke mange muligheder for den her patientgruppe, uden at der medfølger en ret stor egenbetaling, og derfor kunne vi godt bruge flere behandlingsmuligheder«, siger Christian Freitag, men tilføjer i samme åndedrag:

»Men jeg ved godt, at det er en økonomisk prioritering, for det psykologiske behandlingsområde er enormt stort, og vi kommer næppe til at dække alle behov«.

I dag findes der kun et enkelt sted i Danmark, hvor man kan få behandling for tvangsoverspisning. Det er Psykoterapeutisk Center Stolpegård i Region Hovedstaden. Det er her, Klarafine Lildholdt var i behandling i 2012, efter at hun havde stået på venteliste i halvandet år, og hvor hun fik hjælp, men ikke nok til at få kontrol over sin spiseforstyrrelse.

Selv hvis hun i morgen blev skrevet op til at gennemgå behandlingen igen, er det ikke sikkert, at hun ville komme til. For Stolpegård er næsten løbet tør for midler til BED-behandlingen, og lige nu er der ingen konkrete politiske løfter om, at flere penge er på vej. På trods af at socialminister Karen Ellemann så sent som i november meldte ud, at der skal være bedre behandlingstilbud til mennesker med spiseforstyrrelser.

Kendt fra ironman-artikler

Men Klarafine Lildholdt har ikke tænkt sig at give op. Og det havde den dedikerede Lørdagslivs-læser måske allerede tænkt. For det er ikke første gang, Lørdagsliv skriver om hende. Tilbage i 2012 fulgte avisen over 9 måneder en anden af Klarafine Lildholdts kampe. Dengang kæmpede hun for at ændre sin livsstil og sin form så radikalt, at hun ville være i stand til at gennemføre en ironman.

Vi skrev om, hvordan hun dengang havde vundet over en barsk barndom og fået både kandidatgrad i erhvervsøkonomi og kernefamilie. Om hvordan hun nu også vandt over mange års overvægt, fordi hun tabte sig 28 kilo og i stedet tog gevaldigt på i selvtillid, da hun tårevædet krydsede målstregen efter 3,8 kilometer crawl i havet, 180 kilometer på cyklen og et maraton i løbeskoene.

I ingen af vores 6 artikler om forløbet sagde Klarafine Lildholdt noget om sin spiseforstyrrelse. Det skyldtes, at hun dengang selv vidste ganske lidt om sygdommen – og at hun var overbevist om, at triatlonforløbet havde givet hende kontrol over den:

»Dengang var jeg euforisk, fordi jeg troede, at jeg havde ændret min krop og mit liv på de punkter, jeg syntes, der manglede. Det var først de allersidste uger i forløbet, at jeg blev bevidst om, at jeg alligevel ikke var ovre mit madmisbrug. At jeg nok havde tabt mig og på den måde behandlet symptomerne på min sygdom, men ikke sygdommen selv«.

Omkring en måned efter at Klarafine Lildholdt havde krydset målstregen, begyndte hun i den behandling for BED, som hun havde ventet på i halvandet år. Her lærte hun gennem gruppeterapi at forstå den sygdom, hun havde haft helt sit liv, men som hun aldrig for alvor har været bevidst om:

»Indtil da havde det for mig handlet om vægttab. Det var først, da jeg begyndte på Stolpegård, at jeg forstod, at det er ligegyldigt, om jeg taber mig. Det er ikke sådan, jeg bliver rask. For spiseforstyrrelsen er oppe i mit hoved«, siger hun og fortsætter:

»Min spiseforstyrrelse handler om en helt grundlæggende følelse af at være forkert. Af ikke at være god nok. Som altid er der. Men som jeg kan få en pause fra, imens jeg spiser«.

Et helt liv med ædeflip

Da Lørdagsliv i 2013 mødte Klarafine Lildholdt et år efter ironman-målstregen, havde hun netop afsluttet allersidste del af sin behandling. Her fortalte hun om, at forløbet havde givet hende styrken til at tage en endnu hårdere kamp med sig selv og en tro på, at hun kan få et liv uden madmisbrug. Men det endte ikke sådan. Og i dag, to et halvt år senere, er Klarafine Lildholdt i nærheden af sin gamle vægt og ved at løbe tør for handlemuligheder – og ved at løbe over af frustration:

Foto: Magnus Holm

»Spiseforstyrrelsen fylder ikke længere så meget, som den har gjort. Det, der fylder mest nu, er irritationen over, at jeg ikke kan komme af med den«.

Men den har fyldt meget, så længe hun kan huske. Da hun var 5-6 år, sneg hun sig ud i køkkenet, greb den mad, hun kunne få fat i, og spiste den i smug. Og da hun som 18-årig flyttede for sig i selv i en studiebolig, fandt hun hver eneste aften sig selv i kiosken med favnen fuld af cola, chips, slik og chokolade. Også da hun mødte sin mand og flyttede ind i hans kollektiv, og da de senere flyttede for sig selv og fik børn, fortsatte hun med at proppe sig i det skjulte:

Hele mit liv har jeg konstant tænkt på, hvornår jeg kunne få mit næste fix. Et eller andet at proppe i munden

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hele mit liv har jeg konstant tænkt på, hvornår jeg kunne få mit næste fix. Et eller andet at proppe i munden«.

Alligevel tænkte den i dag 45-årige mor til to aldrig, at der var andet galt med hende, end at hun havde svært ved at tabe sig. I hendes underbevidsthed fornemmede hun måske nok, at det, hun gjorde, var forkert, fordi hun altid havde sine ædeflip, når hun var alene og aldrig fortalte nogen om dem.

Men først i 2010 fik hun den tanke, at hun måske havde et problem, hun havde brug for hjælp til. Hun kunne simpelthen ikke forstå, hvordan hun kunne vinde så mange kampe med viljens kraft, men ikke få kontrol over sin vægt.

Da hun opsøgte sin læge, gjorde han dog ikke andet end at give hende nogle piller, der nedsatte appetitten. Det var først, da Klarafine Lildholdt begyndte at google sine symptomer, at hun fandt en artikel om en kvinde med tvangsoverspisning – og blev ramt af en stærk følelse af at sidde og læse en artikel om sig selv.

Efter at have ringet til den anonyme rådgivning hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade gik hun tilbage til sin læge, brød sammen og bad om at blive udredt og fik sin henvisning til Stolpegård.

Hovedet fuldt af mad

Siden 2013 har Klarafine Lildholdt afprøvet forskellige forløb uden for det offentlige sundhedssystem. Hele 2014 tog hun mindst en gang om ugen til møde i Anonyme Overspisere, AO. Hun var egentlig glad for at komme der, men der var nogle af principperne i behandlingen, hun ikke kunne forene sig med.

Derfor forlod hun AO og opsøgte i stedet en hypnotisør. Heller ikke det gav den helbredelse, hun håbede. Og som nu fraskilt mor med to børn har hun ikke råd til at betale for de private behandlingstilbud, der findes. Så i dag slås hun fortsat med et sind, der aldrig lader hende få ro:

»Mad har 30 procent af min opmærksomhed alle mine vågne timer. Jeg vågner heldigvis ikke om natten med trangen til at spise. Men jeg kan godt vågne om morgenen, når jeg har børnene, og som det første tænke over, hvornår jeg skal nå at finde tid til at være alene og spise«.

»Jeg er konstant rastløs. Selv når jeg har klaret at handle ind uden at købe noget, jeg skal proppe i mig, går jeg en halv time senere rundt derhjemme og kigger i skuffer og skabe. I de situationer har jeg oplevelsen af at se på mig selv udefra«.

Klarafine beskriver det som at sidde bag en glasvæg og se sig selv lede efter og spise en masse mad. Hun hamrer på glasset og råber stop – men hun hører det ikke. Som en følelse af at gøre noget, hun ikke vil, fordi der er et eller andet, der river hende med, som hun ikke har magt til at stå imod.

Det er den kraft, hun vil have hjælp til at bekæmpe. Men det er den hjælp, hun ikke kan få. Hun sidder dog ikke i sin sofa og venter på den. For siden hun trænede op til sin ironman, er hun fortsat med at dyrke motion. Selv om hendes krop vokser og vokser, cykler hun stadig til alting.

Hun trækker også i træningstøjet og triller ud på landevejene på sin gule racercykel eller tager til spinning i det lokale fitnesscenter. I år har hun gennemført det 112 kilometer lange cykelløb Tøserunden og svømmet 2.000 meter i Christiansborg Rundt.

»Det er mit hoved, jeg hader, og ikke min krop. Den er jo bare resultatet af det, mit hoved får mig til at gøre. Folk tænker nok, hvordan fanden jeg kan være venner med min krop, sådan som jeg ser ud. Men jeg har faktisk stadig det gode forhold til den, jeg fik under triatlonforløbet, hvor jeg fandt ud af, hvor fantastisk meget den kan«.

Foto: ADRIAN JOACHIM

Bange for at ende på elscooter

Men når Klarafine Lildholdt får ondt i knæet, som hun har haft på det sidste, frygter hun alligevel, at kroppen på sigt vil sætte ud. At hun ikke længere vil kunne holde til at tage med og hjælpe til, når hendes børn er på spejderlejr. At hun måske ender med ikke at kunne gå:

»Det er latterligt. Jeg er 45 år og bange for at ende med at køre rundt på en elscooter«.

I Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS, er generalsekretær Steen Andersen enig med Klarafine Lildholdt i, at det er utroligt, at hun ikke kan få hjælp. Og at der selvfølgelig skal være mulighed for at få yderligere hjælp, hvis psykoterapeutisk gruppeterapi som den, man får på Stolpegård, ikke er nok:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men lige nu er der ingen tilbud, så vores fokus er først og fremmest at få midler til behandlingen generelt og at få anerkendt BED på lige fod med anoreksi og bulimi«.

Imens planlægger Klarafine Lildholdt at møde op til et drop in-møde for tvangsoverspisere i LMS først i det nye år.

Og så har hun taget mod til sig til at tale med sin arbejdsplads, som har givet hende mulighed for at gå til psykolog. Det er hun enormt glad for, men hun forstår stadig ikke, hvorfor hun ingen behandlingsret har i det offentlige sundhedssystem:

»Det skræmmer mig halvt ihjel at skulle blotte mig i den her artikel. Men jeg gør det, fordi jeg er vred over, at jeg og andre løber panden mod en mur, når vi søger hjælp«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Forbrug og liv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce