Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privatfoto/Birthe Vembye
Foto: Privatfoto/Birthe Vembye

smertelindring. Anne-Louise Saabo Johnsen får hjælp af mindfulness til at kontrollere sine smerte- og angstanfald, efter hun havde brystkræft for syv år siden.

Sygdom
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kræftpatient: »Jeg er så taknemmelig for, at jeg har lært de her teknikker«

Anne-Louise Johnsen har stadig daglige smerter og angst syv år efter, hun blev ramt af brystkræft. Men mindfulness gør en kæmpe forskel for hende.

Sygdom
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For syv år siden blev Anne-Louise Saabo Johnsens værste frygt til virkelighed, da hun fik konstateret kræft. En stor knude i højre bryst med spredning til lymfesystemet. I løbet af få dage var brystet opereret væk, og hun kom i både kemo- og strålebehandling. Dengang var fokus naturligt nok på at overleve, så hun kunne blive hos sin mand og sine børn på dengang 9 og 11 år. Det gjorde hun heldigvis, men hun havde ikke forestillet sig, at hun nu, syv år senere, fortsat skulle være plaget af stærke smerter hver eneste dag. De rammer hende helt vilkårligt som en kraftig bølge, der som regel følges af angst og heftig hjertebanken.

»Jeg bliver så forbandet bange. Det føles som en slags indre blodstyrtning, og jeg fryser fuldstændig til is«, siger den 52-årige kvinde og forklarer, at smerterne jager omkring operationsarret og stråler ud i armen, i brystkassen, skulderen og ryggen. Smerterne kan komme i kassekøen i Føtex, midt i et møde i den kommunikationsvirksomhed, hun ejer, eller som i morges, hvor hun sad og drak kaffe.

Hjælper både smerter og angst

Men siden hun som del af et forskningsprojekt var på et 8 uger langt kursus i mindfulness, er hun blevet meget bedre til at håndtere smerterne og angsten. Som nu i morges, hvor hun i stedet for at hyperventilere og forsøge at flygte fra sin krop og blive overmandet af katastrofetanker om tilbagefald og evigtvarende smerter, satte sig lige så stille og rettede al sin opmærksomhed mod kaffen.

»Når jeg får et smerte- eller angstanfald, så forsøger jeg at snævre min verden ind. Jeg etablerer en slags tunnelsyn og koncentrerer mig om en enkelt ting. Tømmer hjernen. Jeg sad bare der og stirrede ned i min kaffekop. Jeg tillod mig selv at mærke smerten, lod den komme, accepterede den, trak vejret langsomt gennem næsen, pustede ud gennem munden«, fortæller hun.

»Jeg sagde til mig selv, at lige nu gør det ondt, lige nu er jeg bange, men lige om lidt er det overstået. Jeg mærkede ilten helt ned i benene og ud i tæerne. To minutter efter var det forbi, og jeg tror ikke engang, min familie nåede at opdage, at jeg havde ondt og var bange«.

Før kunne et smerteanfald sagtens vare 10 minutter. Og angsten var en fast følgesvend.

»Jeg var bange hele tiden. Rædselsslagen for at få tilbagefald og dø. Jeg græd meget og følte mig som ét stort kaos indeni. Sådan er det ikke længere. Jeg skal ikke underkende betydningen af, at tiden også læger den slags sår, men der er ingen tvivl om, at mindfulness gør en kæmpe forskel for mig«.

Daglig mindfulness

Anne-Louise Saabo Johnsen bruger mindfulness hver dag. Enten som små øjeblikke, hvor hun håndterer et smerte- og angstanfald som fortalt ovenfor, eller ved at lytte til de særlige lydfiler med guidede meditationer, som hun fik udleveret på kurset. Hun behøver ikke at lytte til den længste på 45 minutter længere, men kan klare sig med dem, der varer mellem tre minutter og et kvarter. Og hun behøver ikke at meditere hver dag for at kunne styre smerterne.

»Som regel gør jeg det kun nogle gange om ugen. Men hvis jeg kommer ind i en periode med mange smerter eller megen angst, så prioriterer jeg at meditere hver dag. For det hjælper«, siger hun og forklarer, at det krævede viljestyrke og tid at lære at meditere.

»I begyndelsen brugte jeg meget tid på det, og det var en udfordring at give mig selv lov til at bruge den tid. Men jeg gjorde, som underviseren sagde, og det har virkelig givet gevinst«.

Lyt til en af Anne-Louise Saabo Johnsens lydfiler her:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anne-Louise Saabo Johnsen er stadig nødt til at tage smertestillende medicin, men i kombination med mindfulness og løbeture i naturen kan hun holde både smerter og angst på et niveau, som er til at leve med.

»Jeg har fået både et arbejdsliv og et familieliv, som er helt fornuftigt. Livet bliver aldrig det samme som før, jeg stod ansigt til ansigt med min værste frygt, men det har jeg accepteret og lært at leve med nu. Det har mindfulness hjulpet mig til. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har lært de her teknikker«, siger hun og giver udtryk for sit store håb om, at alle kræftpatienter skal tilbydes sådan et kursus, som hun har været på.

»Jeg er ikke specielt troende, men hvis der findes en Gud, så vil jeg bede til, at det bliver indført i det danske sundhedsvæsen. Det ville gøre så meget gavn«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Signe Thomsen eller Forbrug&Liv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden