Nydelse. Hvis det skal være sjovt at være sund, bør man ifølge formanden for Vidensråd for forbyggelse, Morten Grønbæk, lade variation og nydelse styre vores sunde valg.
Foto: Morten Langkilde

Nydelse. Hvis det skal være sjovt at være sund, bør man ifølge formanden for Vidensråd for forbyggelse, Morten Grønbæk, lade variation og nydelse styre vores sunde valg.

Velvære

Professor: Husk nydelsen, når du lever sundt

Der findes en gylden middelvej, når det gælder sundhed, siger Morten Grønbæk.

Velvære

For at blive sundere på den sjove måde bør vi lade variation og nydelse styre vores sunde valg, skriver formanden for Vidensråd for Forebyggelse Morten Grønbæk.

Han introducerer her begrebet Maks med fokus på Motion, Alkohol, Kost og ikke mindst Sex:

Jeg har en genbo, der altid råber: »Jeg får så dårlig samvittighed, når jeg ser dig komme løbende«. Hvorfor siger han det? Måske fordi han ved, at man ’bør’ motionere – for sundhedens skyld – men selv har svært ved at komme af sted. Han forbinder formentlig ikke løbeturen med noget godt, men ser det snarere som en sur-sund pligt, han ikke formår at prioritere.

Mange af os lever i en evig kamp med samvittigheden. Hvis man skæver til de sydligere himmelstrøg, er der ofte en mere nydelsespræget tilgang til livet. Dér er dårlig samvittighed noget, man har, hvis man ikke hjælper sin næste.

Her kunne vi danskere måske godt lære noget. Både hvad angår det at nyde, men også prioritere det sociale samvær. Hvad med i stedet at gøre sunde vaner til noget positivt, noget rart, ja, måske ligefrem sjovt? Variation, nydelse og samvær kan være vejen til sundhed.

LÆS ARTIKEL

Vi sundhedseksperter bliver beskyldt for at være dogmatiske og give alle dårlig samvittighed. Men som sundhedseksperter har vi en pligt til at formidle viden om, hvordan vi kan blive eller holde os sunde. Målet er, at de, der gider høre på os, træffer sunde valg.

Min gode kollega i Vidensråd for Forebyggelse Bente Klarlund Pedersen lancerede for år tilbage Kram-begrebet: Kost, Rygning, Alkohol, Motion. Siden har nogle koblet et S på. S’et opstod måske for at imødekomme, at stress var en sundhedstrussel, men kan også stå for social og for sex. For at blive sundere på den sjove måde kunne vi gå til næsten alle faktorerne med nydelsen og variationen i højsædet.

Vi kunne introducere et nyt begreb, Maks: Motion, Alkohol, Kost og Sex.

Motion

Nogle har oplevet fornemmelsen i kroppen, når man kommer op i puls, når man når et flow i benene, i pedalerne eller i armene og den dejlige fornemmelse i den trætte krop bagefter. Andre kan ikke beskrive deres lyst til løbetur, cykling eller svømning med samme entusiastiske fryd i stemmen.

Spørger man danskerne om, hvorfor de cykler, svarer de fleste, at det er, fordi det er nemt, bekvemt og billigt. Ganske få gør det på grund af sundhedseffekten. Men jeg vil vove at påstå, at de fleste cyklister alligevel vil mærke manglen på frisk luft og fornemmelsen af at få pulsen op den dag, turen foregår via bil eller offentlig transport.

Men jeg kan godt forstå folks skepsis og trodsighed over for sundhedsbølgen. Jeg ser heller ingen fornøjelse i at løbe, blot fordi man skal. Derfor slår jeg et slag for variation og nydelse.

Der er mange måder at bevæge sig på. Og fokus skal være på at have det sjovt og godt med sin krop.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alkohol

Alkohol er nok det bedste eksempel på, at man skal finde en gylden middelvej. Et højt alkoholforbrug er skadeligt for krop og sjæl. Man risikerer ikke bare at blive afhængig, men øger også risikoen for sygdomme som skrumpelever og kræft i bryst og tarm, hvis man drikker over genstandsgrænserne.

Et let til moderat alkoholforbrug er til gengæld ikke skadeligt og har endda positive effekter på såvel hjertet som på type 2- diabetes. Et glas vin eller en kold øl kan drikkes og nydes langsomt. Gerne til et godt måltid. Efter tre glas er det til gengæld ikke nydelsen, men beruselsen, der er i fokus, og så er det tid til at sætte proppen i. Fokus er på nydelse og mådehold.

Kost

’Sund’ er noget, man beslutter sig for at være, og så følger man en af de mange kure eller diæter, der er på mode. Her fylder forsagelsen ofte mere end nydelsen og på bekostning af den sunde variation. Fødevarestyrelsen lancerede sidste efterår nye kostråd med en lang række specifikke anbefalinger.

I mine øjne er det vigtigste råd: ’Spis varieret og med måde’. For mig at se er det helt foreneligt med at finde nydelsen i de forskellige slags fødevarer. Grød hver dag, gulerødder hver dag, store bøffer hver dag er alt sammen kedeligt, og ensidige kure er svære at holde. En tilføjelse til de gode råd fra sundhedseksperterne kunne vi hugge fra brasilianerne, der for nylig lancerede deres nye kostråd. Et af dem er ’Spis i selskab med andre’. Fokus er på variation, nydelse og samvær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sex

Vi ved fra danske undersøgelser, at ni ud af ti voksne regner sexlivet for en central del af deres trivsel. Sex er ikke bare et krydderi på tilværelsen, men spiller også en rolle for sundhed og sygdom. Seksualiteten er en ’raskhedsfaktor’. I dagens Danmark er seksuelle møder kun sjældent knyttet til ønsket om reproduktion, men snarere til et bredt spektrum af bio-psyko-sociale motiver og funktioner. Desuden er det en væsentlig pointe, at seksualitet ikke har nogen alder, men er en almenmenneskelig ressource, som præger livet fra fødsel til død.

Vores livsstil og sundhedstilstand påvirker lysten og evnen til sex, og det betyder noget for vores fysiske og psykiske trivsel, om vi fungerer seksuelt. Andre undersøgelser viser, at seksuelle problemer og dysfunktioner kan være en markør for uhensigtsmæssig livsstil eller underliggende sygdom. Også derfor er der grund til at tage det seksuelle område alvorligt. Sex kan både nydes og varieres og er i sin natur en social ting.

Nyd livet Maks, og styrk din sundhed.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce